KOMMENTAR. Man må som bekendt lide for kunsten, og visse skuespillere i særligt surrealistisk grad, skulle de falde i kløerne på et excentrisk geni af en superkrukke i instruktørstolen.
Vi kender portrættet af den notoriske mandlige maestro fra fiktive skildringer af virakken i kulissen, semibaseret på beretninger og hearsay om virkelige kontroversielle figurer a la Hitchcock, Murnau og Welles. Instruktører, hvis særprægede opførsel på settet og – for visse herrers tilfælde forstås – grænseoverskridende personinstruktion har medvirket til at kultivere den krænkelseskultur, Hollywood nu gør op med.
I tredje afsnit af ’Mad Men’-skaber Matthew Weiners seværdige antologiminiserie ’The Romanoffs’ introduceres vi for endnu en djævelsk filmdirigent, der svinger pisken over sit team med lige dele verbale og fysiske ydmygelser i jagten på den perfekte performance.
Afsnittet ’The House of Special Purpose’ er et hypnotiserende meta-mindfuck om indspilningen af en miniserie med titlen ’The Romanovs’, der skildrer den titulære zsar-families blodige endeligt i 1918. Christina Hendricks’ Hollywood-stjerne Olivia sprutter af frustreret lede i centrum for kolbøtteproduktionen, hvor instruktøren blandt andet lader Olivia forstå, at hun er lidet andet end et dukkehoved, der bare skal gøre, som der bliver sagt, og sågar finde sig i, at en mandlig medspiller tager sig krænkende ’kreative’ friheder under projektørerne.
Den franske instruktør er en snobbet, mobbende, sexistisk stodder. Og så er hun en kvinde ved navn Jacqueline, spillet med frydefuld kulde af det franske ikon Isabelle Huppert, der aldrig har skyet væk fra at skabe kønspolitisk røre i den gode smags andedam (hendes erotiske thriller ‘Elle’ – instrueret af Paul Verhoeven – fra 2016 provokerede ublu ved at seksualisere kvindevold).
»Be a man!« råber Jacqueline og klemmer en skuespillers klokkeværk i et jerngreb, og hun giver ikke en døjt for Olivias instinktive fisken efter følelsesmæssig fortrolighed. Da Jacqueline i et kort glimt alligevel synes at åbne op for sine egne usikkerheder over ikke at blive taget seriøst som kvindelig instruktør, lyder det således mest af alt som et manipulerende forsøg på at indgyde Olivia med en falsk tryghedsfornemmelse, inden duoens ’kunstneriske uoverensstemmelser’ eksploderer.
Kvinde er kvinde værst i en mandeverden, men er instruktørens opførsel en forsvarsreaktion på patriarkatets hetz, eller giver hun slet og ret ikke to fucks? Og er det Olivia, afsnittet giver en lærestreg for automatisk og naivt at tillægge Jacqueline feministiske fællesværdier bare fordi, de er begge er kvinder?
Det er et sorthumoristisk vink med en vognstang om, at magtudnyttelse i filmland ikke partout har maskulint fortegn, selvom det immervæk er lidt svært at abstrahere fra, at Matthew Weiner selv for nylig blev anklaget for sexchikane af en kvindelig kollega. Kanske der ligefrem er en selvbiografisk snert af Weiner i Jacqueline som en fræk finger til kritikerne, der allerede i ‘Mad Men’-dagene beskyldte serieskaberen for at styre sit set med diktatorisk lunefuldhed. Det er et speget aspekt, men uanset hvad skriver Jacqueline sig ikke desto mindre ind i, hvad der lugter af et ulmende satirisk oprør på falderebet af #Metoo’s første år.
I ‘Ditte og Louise’-filmen – som bekendt skabt og skrevet af to af Danmarks sjoveste kvinder – møder vi sålunde endnu en magtliderlig, slet skjult misogynistisk kvindelig instruktør, Gritt (Lotte Andersen), der kaster sig over sin mandlige hovedrolle Ditlev (Ditte Hansen i forklædning) og reducerer skuespillerinden Saras (Marijana Jankovic) birolle til en endimensionel kliche: »Du har tyfus og er liderlig«, snerrer Gritt som eneste motivation.
Det er enormt morsomt, og skønt Jacqueline ganske vist er et mere foruroligende bekendtskab – hendes slutshaming af Olivias seksuelle forhistorie drypper af meangirl-malice – er skildringerne forfriskende som bitchy supplement til det altoverskyggende fokus på mandlige krænkere i La La Land. Og så har kvinderne tillige en dramaåndsfælde i Netflix’ isdronning Claire Underwood (Robin Wright), der i ‘House of Cards’ afsluttende sæson udnytter tidens feministiske momentum til (håber hun) at snøre sine kvindelige kolleger om en svigefuld lillefinger med løfter om politisk søstersolidaritet.
Det kræver sin superkælling at råbe »cut!« for satirisk ligestilling, og Isabelle Huppert gør en af efterårets mest interessant dobbelttydige figurer på den lille skærm.
‘The House of Special Purpose’ er fremragende relevant fiktion til tiden.
‘The Romanoffs’ kan ses på Amazon Prime Video.
Læs også: Chris Pines kronjuveler blotter mediernes penishysteri