(Mindre spoiler for ’Fantastic Beasts and Where to Find Them: The Crimes of Grindelwald’)
KOMMENTAR. Albus Dumbledore aka. Jude Law + Gellert Grindelwald aka. Johnny Depp + årtiers indestængt begær og bedrag = Ren magi.
Horder af håbefulde fans var tændte på alle tiders mest eksplosive Rowling-romance (sorry, Harry og Ginny) længe inden premieren på ’Fantastic Beasts 2’, i høj grad næret af J.K. Rowlings egen afsløring i 2007 af troldmandsprofessor Dumbledores homoseksualitet samt dennes mystiske forhistorie med og forelskelse i superskurken Grindelwald (alle elsker en bad boy, og få er som bekendt mere Hollywood-bad end Johnny Depp).
Filmens trailer toppede spændingen op med, hvad der lignede en flygtig bekræftelse af relationen (qua Dumbledores syn af Grindelwald i drømmespejlet, der åbenbarer beskuerens største ønske), og da instruktør David Yates kryptisk annoncerede, at filmen ville indeholde et par »sensuelle scener« med Dumbledore og Grindelwald, var forventningsbægret ved at flyde over.
Men ak, det skortede på sensualitet på lærredet, da ’Fantastic Beasts’ endelig landede tidligere på måneden som en tung effektbasker, der var mere interesseret i at trylle med CGI end troldmandshjerter. Hvor var de sjælelige gnister? Kanske Rowling og Yates sparer på krudtet til de kommende kapitler – der er immervæk tre film mere på vej i den oppustede spinoff-franchise – og dermed gemmer det potentielt stort anlagte tragisk-romantiske rendevouz mellem de to fotogene troldmænd til den store finale.
Men det er ikke videre sandsynligt.
Tværtom kan kærlighedshungrede Dumblewald-fangirls og -boys godt ruste sig mod skuffelsen over at blive lænset for deres hårdt optjente sparepenge via skælmsk lokkemad fra Warner Bros. over de næste mange år, der formentlig ikke vil afføde meget andet end intense stirrekonkurrencer og måske en kæk bemærkning med lidt underlødig subtekst, hvis bølgerne går højt.
Disney’s mange måske-homoer
Hollywoods cock-teasing af homokarakterer i mainstreamfranchises for familiesegmentet er i bedste fald klodset pr og i værste fald socialt beskæmmende, idet tendensen fortsat tegner et billede af homoseksualitet som noget skjult, farligt eller – som tilfældet er hos Disney – latterliggørende.
Ligesom Warner Bros. har mægtige Disney forsøgt at imødekomme efterspørgslen på større kønsdiversitet ved slå højt på hule trommer i sin børnevenlige ønskebrønd og som en anden kejser uden klæder satse på, at showet forfører fans i Vestens politisk korrekte SoMe-ekkokamre.
Dén strategi er langt fra forløbet gnidningsfrit.
Siden 90’erne har der floreret rygter om, at skurkekaraktererne Ursula fra ’Den lille havfrue’, Scar fra ’Løvernes konge’, Hades fra ’Hercules’ og Jafar fra ’Aladdin’ på lidet flatterende vis skulle forestille at være skabede, forfængeligt teatralske homoseksuelle, men det er aldrig bekræftet fra Disneys side, ligesom der heller ikke har været officiel opbakning til teorien om, at Elsa fra ’Frozen’ skulle være et lesbisk ikon, og at ’Let It Go’ i virkeligheden er en homoseksuel slagsang (lige så fantastisk det rent faktisk ville være med en lesbisk Disney-prinsesse, lige så gammeldaws sort-hvidt er det automatisk at tilskrive Elsas selvstændighed en specifik seksuel orientering og ikke ‘bare’ kvinders frie vilje).
Til gengæld erklærede Disney som bekendt sidste år, at liveaction-filmatiseringen af ’Beauty and the Beast’ ville inkludere selskabets første åbent homoseksuelle karakter i form af spradebassen Gastons lille bøvede sidekick LeFou, spillet af Josh Gad. Disney og instruktør Bill Condon pudsede glorierne og lovede et »eksklusivt gay øjeblik«. Et øjeblik så saftigt og inspirerende, at det imidlertid gik alle de publikummer forbi, der rodede rundt i slikposerne akkurat under klippets få sekunder ved filmens slutning – og dermed missede LeFou, der dansede med en mand i udkanten af en travl balscene. Saucy!
Se selv den elektriske landevinding herunder, hvis du kan spotte den:
Ikke just den »eksklusive« sejr for LGBTQ-Disney-karakterer, studiet selv havde medvirket til at sælge, men glimtet vakte ikke desto mindre furore i Malaysia, der uden held forsøgte at få Disney til at levere en censureret version, alt imens Rusland truede med boykot (og en enkelt kristenrebelsk biograf i Alabama nægtede pure at vise den). Alt sammen over tre sekunders vals med en perifer karakter, hvis ’homoseksualitet’ blev fremstillet som en hastig sidejoke.
Lignende eksempler på blink-and-you-miss-it homoseksuelle franchise-tilføjelser tæller den skøre professor i ’Independence Day: Resurgence’ og John Chos anderledes respektfulde Sulu i ’Star Trek: Beyond’, hvis eneste homokys imidlertid blev redigeret ud af filmens biografversion.
Ét blik siger alligevel mere end tusind ord, vil filmstudierne og Rowling angiveligt skyde tilbage med, hvis de bliver presset på emnet (og det vil de i stigende grad), men skønt det ikke er halvt forkert, er her ikke tale om valget af ét dramaturgisk greb over et andet: Muligheden for at vise to centrale mandlige karakterer i erotisk-ladet clinch i en blockbuster som ’Fantastic Beasts’ er slet og ret ikkeeksisterende med filmens oversøiske markedsinteresser in mente.
Homo-Dumbledore versus millionbudgetter
’Fantastic Beasts’ med en åbent homoseksuel hovedkarakter ville således være nødt til at lægge helt ekstraordinært beslag på billetlugerne i Vesten for at kompensere for de summer, den efter største sandsynlighed ville tabe til censuren i Asien og Rusland (den kinesiske forfatter Tian Yi modtog i denne måned en fængselsdom på 10 år for at have inkluderet en homoerotisk scene i sin seneste roman).
Spørgsmålet for Warner Bros. og co. er dermed – alle kunstneriske ambitioner uanfægtet – om homo-Dumbledore udgør et stort nok trækplaster til, at studiet tør gamble med filmens boxoffice-succes.
Svaret er diskret skriblet i margin på ‘Fantastic Beasts 2’s 200 millioner dollars-budgetark.
Det er en kynisk måde at tage repræsentationen som gidsel, men ikke videre overraskende, at Rowling nu selv spræller som en lus mellem to negle i kampen om at please både filmstudiet og den fanbase, hvis kærlighed hendes succes er baseret på. Havde forfatteren anet, hvor meget hun skulle komme til at stå på mål for fremtidige filmskildringer af Dumbledore, da hun ’outede’ ham under en tale på Cambridge University i 2007, er det ikke sikkert, at hun overhovedet havde gjort det.
Warner Bros., Disney og co. vil ufortrødent vedblive at tease »sensuelt« for »eksklusive gay øjeblikke« og tvetydige stjålne blikke i nøje redigerede trailere, så pengeinteressenterne som dementorer langsomt kan suge håbet ud af fansene, der tappert hænger i med neglene i drømmen om, at næste film i rækken endelig tager skridtet fuldt ud og løser filmgåden om de fantastiske homoseksuelle elskende, og hvor de findes. Alt imens resten af salens publikummer knapt fanger hentydningerne, ganske som tilsigtet.
Hvor længe kan det stå på? Så længe folk går i biografen, såmænd.
Læs også: Gigantiske plothuller i ‘Fantastic Beasts 2’, og hvor de findes