Legendarisk ‘Hateful Eight’-komponist sviner Quentin Tarantino – kalder hans film »skrald«

Legendarisk ‘Hateful Eight’-komponist sviner Quentin Tarantino – kalder hans film »skrald«
Quentin Tarantino i Cannes 2014. (Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images)

OPDATERET 15/11 kl. 09.10: Playboy har nu indrømmet, at deres journalist har fejlciteret Morricone på det groveste og endda bevidst opfundet citater. Journalisten har også selv indrømmet, at han har begået graverende fejl.

OPDATERET 11/11 kl. 20.12: Ennio Morricone udtaler via Facebook, at Playboy Germany har fejlciteret ham. Komponisten skriver yderligere, at han har tænkt sig at lægge sag an mod magasinet. Morricone udtaler blandt andet: »Jeg har aldrig udtrykt mig negativt om Akademiet, Quentin eller hans film – og jeg betragter dem bestemt ikke som skrald. Jeg har givet mandat til, at min advokat i Italien kan lægge sag an. Jeg anser Tarantino for at være en stor instruktør. Jeg er meget glad for min samarbejde med ham og det forhold, vi har udviklet i løbet af vores tid sammen«.

Den legendariske komponist Ennio Morricone vandt sin første Oscar-statuette nogensinde for sin musik til Quentin Tarantinos ‘The Hateful Eight’, efter at have været nomineret hele seks gange. Men det betyder ikke, at komponisten bryder sig om instruktørens film. Tværtimod.

I forbindelse med Morricones 90-års fødselsdag i går, udgav Playboy Germany et interview med komponisten, som tager bladet fra munden omkring sit omstridte arbejdsforhold med Tarantino.

»Manden er en idiot. Han stjæler bare fra andre og sætter det sammen igen. Der er intet originalt ved det. Og han er heller ikke en instruktør. Så altså ikke sammenlignelig med rigtige Hollywood-kunstnere som John Huston, Alfred Hitchcock eller Billy Wilder. De var fantastiske. Tarantino laver bare et sammenkog af gamle ting«, udtaler Morricone blandt andet om instruktørens film, som han desuden kalder »skrald«.

Men en stor del af problemet ligger også i samarbejdet med Tarantino, fortæller fødselaren.

»[Tarantino] er fuldstændig kaotisk. Han snakker uden at tænke, og han gør alt i sidste øjeblik. Han aner ikke, hvad han laver. Han ringer ud af det blå og vil have et færdigt filmscore inden for nogle dage, hvilket er umuligt. Og det gør mig sindssyg! For det er ikke muligt. Og jeg har ikke lyst til at gøre det mere. Det fortalte jeg ham sidste gang. Men næste gang vil jeg være hårdfør. Så kan han kysse mig«.

Morricone og Tarantino har tidligere samarbejdet om ‘Inglourious Basterds’ og ‘Django Unchained’. Partnerskabet omkring førstnævnte faldt sammen, da Tarantino kontaktede komponisten for sent i processen. I forbindelse med sidstnævnte udtalte komponisten, at han aldrig ville arbejde med Tarantino igen. Han trak dog hurtigt udtalen tilbage og leverede scoret til ‘The Hateful Eight’.

Tarantinos kommende ‘Once Upon a Time in Hollywood’ har endnu ikke en komponist tilknyttet, og man kan altså ikke med sikkerhed udelukke den lunefulde italiener. Det lyder da også til, at han regner med at blive kontaktet af instruktøren igen.

Morricone har skrevet over 500 filmscores. Han er blandt andet kendt for den ikoniske musik til samtlige af Sergio Leones spaghetti-westerns, såsom ‘Den gode, den onde og den grusomme’. Han har også stået bag musikken til klassikere som ‘Cinema Paradiso’ og ‘The Mission’.

Læs også: I audiens hos legenden Ennio Morricone: »Musikken holder mig i live«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af