’Life Itself’: Oscar Isaac-drama vil have dig til at tude for enhver pris
»Er det ikke utroligt, hvordan en lille begivenhed, der skete, før du blev født, kan definere hele dit liv?«, spørger Will (Oscar Isaac) retorisk, da han fortæller sin livshistorie. Og jo, det er det da. Men det er også en uoriginal tanke. Velmenende lommefilosofi fra det folkeskoleessay, der er skæbnefortællingen ’Life Itself’.
Manuskriptforfatter og instruktør Dan Fogelman har før skabt fine og rørende fortællinger med den ’Love Actually’-inspirerede romcom ’Crazy Stupid Love’ og serien ’This Is Us’, der dog også kammer over i det rørstrømske.
Hans nye film omfavner adskillige generationer på tværs af landegrænser. Vi følger både kæresteparret Will og Abby (Olivia Wilde), der venter deres første barn. Den problemfyldte punker Dylan (Olivia Cooke), der opfostres af sin bedstefar (Mandy Patinkin). Og en velhavende plantageejer i Spanien (Antonio Banderas), der bliver dybt forelsket i en af sine ansattes kone.
’Life Itself’ svælger i tragedien. De sørgelige øjeblikke overskygger de romantiske eller lykkelige, og selvom der ikke er noget i vejen med et ærligt blik på livets skyggesider, vælter de her ned over publikum i flæng, så man efter den første halve time er blevet immun. Her er man både blevet ramt af to fatale trafikulykker, seksuelt misbrug af en lille pige, et sygdomsforløb og et selvmord.
Elendigheden står i vejen for karaktererne. Tidligt i filmen fortæller Will Abbys livshistorie til sin psykolog (Annette Bening) i unødvendigt morbide detaljer om, hvordan hun som barn sad på bagsædet under den trafikulykke, der dræbte hendes forældre. Hun måtte kigge på farens afhuggede hoved i en time, og efter tragedien endte hun hos sin onkel, der begyndte at misbruge hende. Hvem Abby er som menneske, aner vi dog ikke.
End ikke karismatiske skuespillere som Oscar Isaac, Olivia Wilde og Annette Bening kan levere de gumpetunge replikker overbevisende. Kun enkelte scener emmer af den varme, man finder i ’Crazy Stupid Love’ og ’This Is Us’, særligt mellem Will og Abby i deres mest forelskede øjeblikke. Mest vellykket er den del af filmen, der foregår i Spanien, hvor Antonio Banderas brænder igennem i sin stilfærdige hjertesorg. Indtil også denne historie smelter sammen over kalamiteternes bål.
Ligegyldige kapitelopdelinger og metalag samt en utroværdig, overforklarende fortæller understreger indtrykket af en filmskaber, der også formmæssigt har mistet overblikket. Og som håber, at hvis man med vold og magt vrider tårerne ud af publikum, så glemmer de, at der bag Kleenex-øjeblikkene intet er at komme efter.
Kort sagt:
Hvis livet var ‘Life Itself’, ville det ikke være til at bære.
Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag