Mens Beyoncé og Kanye styrer musikken, er Hollywood stadig hvid som nyfalden sne

Mens Beyoncé og Kanye styrer musikken, er Hollywood stadig hvid som nyfalden sne
I videoen til 'Apeshit' trak Beyoncé og Jay-Z på flere referencer til sorte amerikanske film, som ikke er kendt i en bredere offentlighed. Der er i det hele taget stor forskel på sorte kunstnerens gennemslagskraft på musik- og filmområdet.
Hvorfor er film med sorte hovedroller stadig marginaliserede, når sorte musikere er blandt de mest feterede og succesfulde popstjerner i verden? Vi har spurgt to amerikanske forskere i afroamerikansk film og musik i anledning af vores tema om nybrud i sort amerikansk film, som starter i dag.

TEMA: ET NYBRUD I SORT AMERIKANSK FILM. Mens sorte musikere som Beyoncé, Rihanna og Kanye West dominerer hitlisterne og er blandt de mest dyrkede popstjerner i verden, er film med afroamerikanere i front stadig et nicheprodukt i Hollywood.

En undersøgelse af de 1100 mest populære film fra 2007-17 fra Annenberg Inclusive Initiative fra University of Southern California viser ingen fremgang i antallet af sorte roller med replikker – tværtimod er antallet gået tilbage fra 13 procent i 2007 til 12,1 procent i 2017. Hvorfor er der så stor forskel i sorte kunstneres gennemslagskraft i de to genrer?

For at forstå sammenhængene må man tilbage i historien mener Dr. Todd Boyd, professor i afdelingen for Cinema & Media Studies på University of Southern California.

»Der har længe været en anerkendelse af, at sort musik er substantiel, innovativ og indflydelsesrig, og flere genrer af sort musik er blevet omfavnet af mennesker kloden rundt. Den historie har nye generationer bygget videre på. Med film er det en helt anden historie«, siger han.

»Det er ikke sådan, at musikbranchen har været fri for racisme, men raceforskelsbehandling har været meget mere udtalt i Hollywood. Med enkelte undtagelser har afroamerikanere været ekskluderet fra Hollywood, og når de endelig optræder, er de blevet forvist til stereotype roller« .

Et racistisk frø plantes

Hollywoods racisme starter helt tilbage til den moderne films fødsel med D.W. Griffiths ‘The Birth of A Nation’ fra 1915, mener Boyd. Her iscenesættes sorte landarbejdere under Den Amerikanske Borgerkrig som volds- og voldtægtsforbrydere og Ku Klux Klan som heroiske redningsmænd.

»’The Birth of A Nation’, som er en hjørnesten i den amerikanske filmhistorie, er racistisk propaganda. Det betyder, at filmbranchen er bygget på en racistisk film. Og når man planter noget, kommer det til at vokse. ‘The Birth of A Nation’ plantede et frø af racisme, som har betydet, at branchen har produceret racisme i mange år. Der har været undtagelser og perioder, hvor det ikke har været tilfældet, men de undtagelser er ikke blevet opretholdt. Det har i sidste ende påvirket, hvordan tingene forholder sig i dag«.

Ku Klux Klan har fanget en sort karakter (spillet af en hvid skuespiller) i ‘The Birth of a Nation’ (1914).

Dr. Boyd mener, at en af grundene til, at sorte musikere er slået igennem, bunder i en stereotyp fra slavetiden om sorte mennesker, der underholder med sang og dans. Oprindeligt bundede den amerikanske musik i en europæisk tradition, men da slaverne blev bragt til USA, skabte de og deres efterkommere en unik lyd, der siden blev fundamentet til, hvad folk betragter som amerikansk musik i dag. Blues, jazz, hiphop og rock er alle afledt af sort musik.

»Man kan ikke tale om amerikansk musik uden at tale om sort musik. Sort musiks betydning har været svær at undertrykke, fordi den påvirkede så mange andre musikere og genrer. Hvis du tager en figur som Louis Armstrong ud af ligningen, hvad er der så? Han var en af de mest indflydelsesrige musikere i amerikansk historie og har påvirket måden, man synger og spiller på. Den form for historiske figur findes ikke i filmbranchen«, siger han.

En anden forskel bunder i, at musik først og fremmest er noget, man lytter til, mens film er et visuelt medie. Derfor er raceaspektet tydeligere i film, og Hollywood har aktivt undertrykt sorte skuespillere.

»Hollywood havde i mange år enten kodekser eller usagte kvoter og praksisser i at eliminere sorte personer fra film. Engang blev film endda produceret, så man kunne klippe sorte karakterer ud til et sydstatspublikum uden at afbryde historien. På den måde har Hollywood bevidst usynliggjort, undertrykt, benægtet eller totalt slettet sorte menneskers billede på film og skabt et hvidt univers, som det har markedsført som universelt.

Der er forskel på, hvad man ser, og hvad man hører, og det har en anden betydning at sætte en sort person på skærmen og forvente, at en ikke-sort person vil identificere sig med den karakter«.

Højere barrierer i filmbranchen

S. Craig Watkins, professor i afdelingen for Radio-Television-Film på University of Texas, er enig i, at det er de to branchers forskellige grad af udelukkelse, der har medført, at afroamerikanere ikke har opnået samme status i filmregi som i musikverden. En af årsagerne, mener han, skal man finde i musikbranchens lavere barrierer.

»Historisk set har produktion og marketing af film krævet adgang til studier og millioner af dollars. Det er ved at ændre sig nu med internettet, sociale medier og Youtube-kanaler, men historisk har barriererne til filmbranchen altid været højere, fordi det er dyrere og mere eksklusivt. Samtidig har Hollywood hverken respekteret sorte filmskabere eller det økonomiske potentiale i et sort biografpublikum«, siger han.

Kanye West. (Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images)

»Derimod har afroamerikanere godt kunnet skabe musik uden at have adgang til de store studier eller pladeselskaber og har derfor haft bedre mulighed for at etablere deres tilstedeværelse og få en betydning. Måske fik man, specielt før internettet, på et tidspunkt brug for en manager og et etableret pladeselskab til at promovere sin musik. Men man har ikke brug for dem for at skabe sin musik«.

Innovation sker på kanten

Faktisk gælder det generelt i musikbranchen, at innovation skabes uden for det etablerede system, påpeger han.

»Popmusik opstår ofte fra kreative sfærer uden for den kommercielle kontrol. I USA er de forskellige musikformer boblet op fra forskellige steder og samfundsgrupper, og først når de er blevet populære, har de dominerende kommercielle pladeselskaber tage dem til sig. Mainstreamselskaberne har sjældent, om nogensinde, skabt noget nyt eller innovativt i musik, det er altid sket i udkanten af branchen. Det var de uafhængige producere og selskaber, der for eksempel støttede rock’n’roll i 1950’erne og rap i 1980’erne. Det gælder ikke bare musik, men også brancher som teknologi og mode«.

Issa Rae som Issa i ‘Insecure’.

Teknologien har medført, at tv også er blevet et eksempel på, at kreative stemmer på kanten af samfundet bliver indlemmet i mainstream. Det har givet plads til sorte stemmer som Issa Rae, som HBO rekrutterede til at skabe komedieserien ‘Insecure’ på baggrund af hendes populære webserie ‘The Misadventures of Awkward Black Girl’.

»Mennesker, der historisk ikke har haft adgang til mainstream-tv, begynder at få mere adgang, fordi teknologien gør dem i stand til at skabe og distribuere indhold og dermed dele deres vision af, hvordan tv-indhold kan se ud. I nogle tilfælde har de fået mulighed for at oversætte det til kommerciel succes, fordi tv-branchen har taget imod dem som friske talenter«.

Konservative Hollywood

Selvom man også i den amerikanske filmverden ser flere anerkendte indie-produktioner af og med sorte filmskabere, er den udvikling dog ikke nået til mainstream-Hollywood endnu, vurderer Watkins.

»Hollywood er et klassisk eksempel på en kommerciel branche, der mangler innovation og beror på sequels, de samme genrer og de samme stjerner. Hollywood træffer beslutninger om i morgen baseret på, hvad der sælger i dag. Idéen om kun at investere i produkter, der allerede har bevist sin succes, begrænser kreativiteten og diversiteten. Først når der sker en udvikling uden for systemet, begynder de måske at omfavne diversitet. Men Hollywood har historisk set været langsommere til at omfavne forandringer end musik, mode og tv.

Vi får at se, om det forandrer sig med ‘Black Panther’ og ‘Crazy Richs Asians’ succes. I 2018 er det de to film i USA, der har fået mest opmærksomhed, medieomtale og, i ‘Black Panthers’ tilfælde, indtjent flest penge. Så vi får se, om Hollywood får øjnene op for, at diversitet sælger«.

Chadwick Boseman og Lupita Nyong’o i ‘Black Panther’.

Der har før været succesfulde sorte film, hvor momentum ikke varede, påpeger Todd Boyd, der ikke tør spå om, hvorvidt der vil komme flere sorte film i fremtiden, der skaber permanent forandring. Han mener, at Hollywoods bagstræberiske attitude holder diversiteten tilbage.

»Jeg tror, at hvis Hollywood havde lagt penge i at markedsføre sorte film globalt, ville de være blevet en succes for længe siden. I stedet har de fundet på en løgn om, at sorte film ikke sælger internationalt. Som sort amerikaner vil jeg sige, at man får bedre behandling i Europa end i USA, så idéen om, at europæere er mere racistiske, har altid været lidt af en joke for mig.

Især nu tror jeg på, at hvis en film har den rette kvalitet og bliver ordentligt markedsført, vil publikum også gå ind og se den. Det er ikke sådan, at race ikke betyder noget, men det er et mindre problem, end branchen historisk set har gjort det til«.

Mere i temaet ET NYBRUD I SORT AMERIKANSK FILM: De sorte spydspidser i amerikansk film vil ikke nøjes med succes – de vil have forandring

Læs også: Mød holdet bag DR3’s ’Doggystyle’ i INPUT-rummet – og få dine egne spørgsmål stillet på scenen

Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold