Netflix’ romcom-satsning er som at blive forulempet på sofaen af en candyfloss med scorereplikker for mindreårige

Netflix’ romcom-satsning er som at blive forulempet på sofaen af en candyfloss med scorereplikker for mindreårige
'The Kissing Booth' er efter sigende en af de mest populære film nogensinde på Netflix.
Netflix satser stort på at give den udskældte romcom et comeback, men er lysår fra 90'er-idealerne de efteraber.

KOMMENTAR. Der er amoriner i luften på Netflix, hvor en myriade af egenproducerede romcoms bejler til den kærlighedshungrede seers gunst med løfter om nuttede forviklinger og happy endings til at forsøde tilværelsen i kynismens tidsalder.

’When We First Met’, ‘Set It Up’, ‘Alex Strangelove’, ’Ibiza’, ’The Kissing Booth’, ’Happy Anniversary’, ’Naked’, ’A Christmas Prince’, ’A Christmas Prince: The Royal Wedding’ (prinser og jul er tilsyneladende en vindende combo) og ’Just Wright’ er således blot et udvalg af en voksende underskov af romcom-titler, der vil smyge dit hjerte i blød velour. Men der er mere fast love end tidløs kærlighed over filmene, der for størstedelens vedkommende efterlader en med en vammel eftersmag af at være blevet forulempet på sofaen af en omklamrende candyfloss med scorereplikker for mindreårige.

Efter de gyldne 90’ere, der begavede os med romcom-perler på snor a la ’Four Weddings and a Funeral’, ’Pretty Woman’, ’Sleepless in Seattle’, ’10 Things I Hate About You’, ’Sliding Doors’ og ’Notting Hill’, har genren sprællet i en stadigt mere uigennemtrængelig sump af fordomme baseret på pseudointellektuelle filmhipsters’ analyse af, at varme hjerter i skysovs er naturstridigt uforenelige med feinschmeckeri i det anderledes dystre 21. århundrede.

Zoey Deutch og Glen Powell i Netflix’ ‘Set It Up’.

Ulykkeligvis købte branchen selv den negative hype og – værre endnu – billedet af romcom-publikummet som hormonelt forvirrede 13-årige, hvorfor det har været småt med højdepunkterne, siden Richard Curtis’ genreklassiker ’Love Actually’ spredte julelys i mørket med sin stjerneparade af britiske sværvægtere (RIP, kære Alan Rickman) i 2003.

’The Big Sick’ fra 2017 var en velkommen saltvandsindsprøjtning af originale ideer, og i år har ’Crazy Rich Asians’ amerikanske succes slået et effektivt slag for racediversificeringen af genren i den vestlige verden – men den dedikerede romcom-fan kan ikke satse på at få sulten stillet via Amors flygtige besøg på biograflærredet, og da slet ikke herhjemme, hvor ’Crazy Rich Asians’ end ikke får premiere.

Cue Netflix.

Romcom-samlebåndet

Man kan ikke længere kimse af streamingtjenestens filmproduktion, der spænder over sanselammende action, kolde gys og – med Alfonso Cuaróns prisvindende ’Roma’ – decideret bjergtagende kunstneriske favntag. Netflix har viljen og midlerne, og i deres nye lille indie-drama ’Private Lives’ om et newyorker-pars kvababbelser med at blive gravide slægter manuskriptets lune sensibilitet og livskloge parforholdskundskab selveste Woody Allen på, mens duoen Paul Giamatti og Kathryn Hahn stråler som almindelige mennesker med ondt i følelserne.

Det er sjovt og vedkommende – og står desværre i skærende kontrast til de barske realiteter ovre i Netflix’ mainstream romcom-samlebåndsproduktioner, hvor polerede, skingre karikaturer søger kærligheden bevæbnet med en ‘Twilight’-fangirls tilgang til troværdige romantiske relationer og sunde selvbilleder.

Den største af dem alle, teenromancen ‘The Kissing Booth’, er ifølge Netflix’ indholdschef Ted Sarandos en af de mest sete Netflix film på verdensplan, men paradoksalt nok også den mest ulidelige med galoperende sexistiske undertoner. I filmen er ‘Fargo’s Joey King castet som pigen Shelly, der aldrig er blevet kysset (glem associationerne til Drew Barrymoore-komedien ‘Never Been Kissed’ fra 1999, for dette er langt værre) og derfor opsætter en ‘kissing booth’, så hun kan komme over hurdlen.

Jacob Elordi og Joey King i ‘The Kissing Booth’ på Netflix.

Selvfølgelig forelsker hun sig i skolens ultimative bad boy og han (semi) i hende. Men han er Shellys BFF’s storebror og som sådan off-limits på den gammeldavs facon.

Så langt, så klassisk, men der går ikke mange scener, før ‘The Kissing Booth’ forfalder til ublu slutshaming af sin hovedrolle (hun er eksempelvis selv ude om, at en fyr gramser på hende, fordi hun har en kort nederdel på, duh!) og glorificeringen af et ‘attråværdigt’ forhold med en kontrollerende jock, der taler grimt om andre piger og tillige er borderline voldspsykopat, som var filmen blevet til i de kønspolitisk problematiske John Hughes-80’ere, hvor de sejeste heartthrobs osede casual misogyni. How cute.

Sponsoreret indhold
Hver lørdag fra klokken 23 ...
... forvandles Hotel Cecil til Cecil AM. Kom indenfor og mærk stemningen.
Cecil AM

Pikkens manipulation

Andetsteds i romcom-puljen er Adam Devine blevet friendzonet af sine drømmepige i ‘When We First Met’, men er ude af stand til at acceptere, at hun ikke vil have ham.

»He’s just not that into you« bliver til »She’s just not that into you but if you stalk her she’ll have sex with you«, idet Adam rejser i tid, ‘Groundhog’-style, for sin egen liderligheds skyld, og så instruktør Ari Sandel (‘The Duff’) kan slå fast med syvtommerfallossøm, at kvinders frie vilje til at forelske sig er prisgivet pikkens manipulation.

Få ting er mere sjælløse end en romantisk komedie uden noget på hjertet, og Netflix kan ikke puste nyt liv i genren, så længe de baserer deres film på fordommen om, hvad en romcom er: Luftigt, uambitiøst og jævnt sexistisk fluff, der rimer hjerte på smerte, og kvinder på tomhjernede dukkehoveder.

Robbie Amell, Alexandra Daddario og Adam Devine i ‘When We First Met’.

De formulariske filmglansbilleder efterstræber at kopiere 90’er-idealernes succes, men lykkes aldrig hverken helt eller halvt, fordi folkene bag i store træk ser igennem fingre med, at ’Notting Hill’ og co.’s største styrker var karaktergalleriernes gnistrende kemi og skarpe dialoger, der ikke kan erstattes af ’tidsbesparende’ falden på halen-komik og sassy oneliners. Uanset hvor gavmild man er med doseringen. Og ja, superstjernerne gjorde en forskel dengang, men som ‘The Big Sick’ bøjede i neon, kræver det ikke nødvendigvis en Julia eller en Hugh med flødebollefrisure at få en romcom ud over stepperne.

Men hvorfor egentlig opdatere noget, når nu millioner af brugere klikker på ’The Kissing Booth’ (om de også ser filmen til ende melder historien ikke noget om)?

Fordi vi og genren fortjener bedre. Det er ikke mere en romantisk kliche at appellere til Netflix’ kunstneriske ambitioner og kærlighed til egne brugere, end det er at afskrive en hel genre på baggrund af badmouthing.

Netflix er blind for potentialet

Konsensus hos Netflix synes at være, at der ikke er grund til at pille ved støbeformen og sætte barren højere, når romcoms alligevel umuligt kan please alle qua førnævnte fordomme (angiveligt mejslet i sten), men det er selve ideen om romcom-filmen som særligt polariserende, der spænder ben for genrens udvikling og gør Netflix blind for potentialet, de har på hånden.

De førnævnte 90’er-hits blev ikke set eksklusivt af kvinder, men hvis Netflix som udgangspunkt ensretter genren efter, hvad de ser som en ’typisk’ romcom-fan (yngre hvide middelklassekvinder, at dømme efter produktionernes hovedpersoner) indsnævres mulighederne for at lege med genren og tiltrække nye publikummer, der er aktive på tjenesten andetsteds.

Hot pink romancer har naturligvis deres berettigelse i romcom-genren, men ligesom man i boghandlen også gerne vil have valget mellem Danielle Steele og David Nicholls, ville det klæde streamingtjenesten at tage den romantiske komedies potentiale og ikke mindst dens publikummer mere seriøst, når fokusset og pengene til at hyre alle fra Julia Roberts til Richard Curtis og Kumail Nanjiani rent faktisk er der, skulle sådanne lyster opstå.

Der er undtagelser i romcom-moradset: ‘Alex Strangelove’, om en ung fyr, der springer ud som homoseksuel, er lige dele sødmefuld og sjov og i rette mængder, og selvom ‘Set It Up’ – om to personlige assistenter, der forsøger at få deres satans chefer til at forelske sig, så de kan blive bedre mennesker og holde op med at terrorisere deres ansatte – er larmende forudsigelig, er pingpongen mellem hovedrolleindehaverne Zoey Deutch og Glen Powell overraskende charmerende, mens Lucy Liu især er en festligt djævelsk kontordominatrix. Her er gode takter at bygge videre på.

Men det kræver selvfølgelig, at Netflix har hjertet med sig.

Læs også:Crazy Rich Asians’: Ny filmsensation kommer til at sætte varige spor i Hollywood

Læs også: Isabelle Hupperts fabelagtige superbitch vender krænkelseskulturen på hovedet i smågenialt serieafsnit