Nomineret til Fremtidsprisen 2018: Instruktør Rasmus Kloster Bro

Nomineret til Fremtidsprisen 2018: Instruktør Rasmus Kloster Bro
Rasmus Kloster Bro under optagelserne til 'Cutterhead' på location i det københavnske metrobyggeri.
Foto: Tobias Selnæs Markussen
I denne uge annoncerer vi de fem nominerede i kategorien film/tv til Fremtidsprisen 2018 – Soundvenues pris til spirende kunstnere. Den første filmnominerede er instruktør Rasmus Kloster Bro, der næste år debuterer med den måske mest intime katastrofefilm nogensinde: ’Cutterhead’.
Nomineret til Fremtidsprisen 2018: Instruktør Rasmus Kloster Bro
Fremtidsprisen

Med Fremtidsprisen støtter Soundvenue nye kunstnere, som vi spår en stor fremtid. Prisen er præsenteret i samarbejde med Kissmeyer og uddeles i to kategorier: film/tv og musik. De to vindere offentliggøres sidst i november og modtager begge et legat på 50.000 kroner.

Læs mere på Soundvenue.com/fremtidsprisen

Rasmus Kloster Bros survivalfilm ’Cutterhead’ er så klaustrofobisk, at selv den mest viljestærke biografgænger vil få klamme håndflader.

Filmen er måske den mest intime katastrofefilm, der nogensinde er lavet. Vi følger pr-medarbejderen Rie (Christine Sønderris), som skal dokumentere fremgangen i det københavnske metrobyggeri, men som bliver fanget under jorden, da en ulykke indtræffer.

Sammen med to udenlandske metroarbejdere søger hun tilflugt i et mikroskopisk trykkammer fra den ildebrand, der spreder sig i metroskakten. Herfra begynder et kapløb med tiden, mens overlevelsesinstinkterne slår ind, og hvert åndedrag bringer trekløveret tættere på deres endeligt.

Rasmus Kloster Bro er uddannet filminstruktør fra den alternative filmskole Super16. Med kortfilmene ’Barvalo’ og ’Kys min bror’ gav han prøver på sit talent for karakterdreven, følsom suspense, men nu triumferer han med en imponerende stringent og dog tematisk kompleks spillefilmdebut, der allerede er blevet vist på CPH PIX og til marts får biografpremiere.

I anledning af Rasmus Kloster Bros nominering til Fremtidsprisen 2018 har vi bedt ham afslutte 10 sætninger, der giver et indblik i, hvem han er, og hvad han står for.

I Rasmus Kloster Bros ‘Cutterhead’ spærres en ung kvinde (Christine Sønderris) inde i metrobyggeriets undergrund.

Jeg blev først og fremmest instruktør, fordi…

»…jeg udtrykker mig bedre med filmsproget, end jeg gør med nogle andre sprog. Der er nogle aspekter af det at være menneske, som ikke kan komme ud gennem ord. Og så er det derudover også det sjoveste i verden, synes jeg.

Det tror jeg gik op for mig, da jeg gik på Arkitektskolen. Jeg havde fået en eller anden ide om, at jeg skulle være arkitekt, men det var mest en fornufttanke. Det var sådan et rigtigt job. Men det var jo også en kunstnerisk uddannelse, så jeg prøvede at lave de fleste af mine projekter gennem videoskitser og animationer. Det fungerede rigtigt dårligt på Arkitektskolen, men langt bedre, når man faktisk laver film«.

Folk tror nogle gange, at jeg…

»…er en smule arrogant«.

…Men jeg vil gerne have, at de ved, at jeg…

»…måske bare er almindeligt desorienteret. Jeg har en amatørtilgang til livet. Jeg prøver at se hele livet som en lang improvisation, for jeg tror ikke, der er nogen af os, som ved, hvad vi har gang i.

Nogle gange, når man er så fokuseret på noget, at man har skyklapper på, så glemmer man at kigge omkring sig. Jeg prøver at være empatisk hele tiden, men jeg ved bare, at det ikke altid lykkes, når jeg bliver besat af en eller anden idé«.

Om fem år er min største drøm, at…

»…verden er blevet et sted, hvor folk kæmper for at opbygge nogle fællesskaber i stedet for at smadre dem. At vi begynder at tro på, at fællesskabet har en værdi. Der kan man selvfølgelig snakke om politikere, og hvad de gør eller er skyld i, men fællesskabernes frie fald er jo også et symptom på hele vores samfund.

Fællesskabet er en gennemgående understrøm i mine film, og jeg tror ikke, jeg kan lave noget, der ikke handler om det. Men på den anden side ved jeg ikke, hvad jeg er besat af om fem år«.

‘Cutterhead’.

Hvis jeg kunne være en anden person i filmverdenen i en uge…

»…skulle det være en af de gatekeepers, som har helt sindssygt mange penge, som de bare kan kaste efter projekter, de har lyst til at sætte i gang. Der er jo ikke så mange af dem – et par stykker på DR og så de amerikanske streamingtjenester, der gør indtog i Danmark, og som har nogle crazy budgetter, der gør, at de ikke rigtigt behøver spørge andre om lov.

Det ville ikke være for at lave mine egne ting. Jeg kender rigtigt mange andre enormt inspirerende folk, som har nogle historier, der har svært ved at komme igennem. Blandt andet på grund af den konservatisme, som der er i alle bureaukratier og filmstøttesystemer, hvor folk ikke altid har mod til at tro på nogle ting, de ikke helt kan genkende«.

Når jeg arbejder, sørger jeg altid for…

»…at planlægge min fritid. Jeg kan blive rimelig besat af det, jeg laver. Og når det sker, går det ud over alle andre dele af mit liv. Jeg har en familie og en seksårig datter, og de skal være i kalenderen først.

Jeg prøver at se arbejdet som et stof, hvor jeg prøver at holde dosissen nede, så livet også kan bestå af andet end arbejde. Jeg tror, at det, jeg laver, bliver meget bedre af det«.

Hvis jeg kunne tvinge alle mennesker til at se én film eller serie, så skulle det være…

»…dokumentarfilmen ’Leviathan’ fra 2012 og serien ’Mr. Robot’.

’Leviathan’ føles, som om den er lavet af rumvæsner. Den har en helt anden fysik end noget som helst andet. Den viser, hvad filmsproget kan. Den verden og den sensoriske oplevelse, filmen lukker én ind i, kan ikke udtrykkes på andre måder, føler jeg.

’Mr. Robot’ er bare virkelig dejlig, anarkistisk og samfundsundergravende underholdning. Den er paranoid og skizofren, og så er jeg helt vild med Rami Malek. Det er fedt at se en serie om hackere, der rent faktisk virker troværdig – det gør det ellers næsten aldrig, synes jeg.

Og begge to er jo på en eller anden måde superpoppede. ’Leaviathan’ er ikke sværttilgængelig, den er bare et knytnæveslag i maven. Det kan alle mærke. Det samme med ’Mr. Robot’, der er superunderholdende. Man keder sig aldrig, men samtidig prøver den også at skubbe til verden og vores verdensopfattelse på alle mulige måder«.

Når jeg går gennem svære perioder i mit liv, prøver jeg at huske at…

»…sætte farten ned. Og huske, at det er et langt liv, og at det nok skal gå alt sammen. Nogle gange kan jeg godt have mere travlt end nødvendigt. Så giver det mening at tage en runde mere. Eller give op på noget, som måske ikke er godt nok.

Det kræver også mod at trække sig ud af ting. Man går og bokser i årevis på at udvikle sine idéer og formulerer dem på video eller tekst, og så er midlerne der lige pludselig, og så skal det laves på tre uger. Det er jo i virkeligheden absurd. Der er ikke så mange strukturer i processen, som siger til en, at man skal gøre det med ro og omtanke, når først toget kører, så dét ansvar skal man selv tage som instruktør«.

Hvis jeg skulle lave én ting om i filmbranchen, skulle det være…

»…mere mod og mindre frygt. Der er en folklore i filmbranchen om, at der er meget frygt, og det har en selvforstærkende effekt, tror jeg. Helt fra start bliver man introduceret til nogle frygtbegreber – om at være utilstrækkelig, om at blive forbigået eller misforstået.

Det er svært nok at træffe det rigtige valg, hvis man er modig, men det er umuligt at træffe gode beslutninger, når man er drevet af frygt. Så bliver det sådan nogle kedelige ’hvad risikerer jeg mindst på’-beslutninger. Det gælder både for os, der laver film, og dem, der viser dem«.

Når jeg vinder en Oscar – eller Soundvenues Fremtidspris! – er den første, jeg vil takke

»… ikke en enkeltperson, men de hundredvis af mennesker, som har slidt og slæbt (nogle gange gratis, andre gange underbetalt) for at hjælpe mig med at lave filmene. Det føles nogle gange absurd at bruge alle de her menneskers tid. Jeg kan nærmest ikke forstå, hvorfor de har knoklet så meget, men jeg er simpelthen så imponeret over det«.

Rasmus Kloster Bro er den første nominerede i Fremtidsprisens filmkategori 2018. De næste fire følger de kommende dage. Derefter annonceres de fem nominerede i musikkategorien.

Soundvenue uddelte for første gang Fremtidsprisen sidste år. Her vandt instruktør Annika Berg (‘Team Hurricane’) i film/tv. Erika de Casier vandt i musik. Se de øvrige 2017-nominerede her.

(Interviewet med Rasmus Kloster Bro er lavet af Jakob Freudendal).

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold