(Spoiler-advarsel: Læs først videre, når du har set som minimum sjette afsnit af ’The Haunting of Hill House’)
Hvem havde set den komme?
En af årets helt store serieoplevelser foregår hverken i Gileads patriarkalske dystopi, blandt Westworlds robotoprør eller i Cary Fukunagas retrofuturistiske New York. I stedet er det gyserserien ’The Haunting of Hill House’, som ud af ingenting har taget både kritikere, Twitter-sfæren og publikum på sengen.
Sidste gang nogle prøvede at adaptere Shirley Jacksons berømte roman af samme navn, gik det ellers grueligt galt med det miserable remake ’The Haunting’ fra 1999. Men instruktør Mike Flanagan bruger blot bogen som udgangspunkt til at spinde en tragisk fortælling om Crain-familiens skæbnesvangre sommer i det hjemsøgte Hill-hus, hvor mor begår selvmord under mystiske omstændigheder, og om deres voksenliv, hvor faren og de fem børn stadig tackler den traumatiske oplevelse på hver deres måde.
Ligesom nogle af tidens fineste gyserfilm som ’The Babadook’, ’Hereditary’ og ’Halloween’ (2018) bruger ’The Haunting of Hill House’ de overnaturlige bøhmænd til at udforske mental sygdom, overlast og dybtliggende traumer i familielivet. I de første fem afsnit følger vi på skift hvert medlem af de fem Crain-børn, både i deres voksentilværelse, hvor den yngste søster Nellie tager sit eget liv, og gennem sommeren i Hill-huset mere end tyve år tidligere.
Det kulminerer i sjette afsnit, ’Two Storms’, hvor familien mødes i storesøsteren Shirleys begravelsesbutik for at tage afsked med det afdøde familiemedlem. I fortidssporet døjer Crain-familien sideløbende med en voldsom haglstorm, da den seksårige Nellie pludselig forsvinder sporløst, og moren begynder at se spøgelser rumstere i sengeværelserne.
Afsnittet har tiltrukket stor opmærksomhed fra seriens mange, ivrige fans, og det eksemplificerer da også på glimrende vis Mike Flanagans imponerende instruktørstil, Crain-familiens mange, slet skjulte skeletter i skabet og seriens vidunderlige kombination af tragisk familiedrama og neglebidende konfrontationer med de levende døde.
Det er med andre ord værd at finde luppen frem og se nærmere på et af årets mest opsigtsvækkende serieafsnit.
Helt uden snyd
’Two Storms’ er især usædvanligt på grund af fotograferingen og specifikt længden af hver indstilling. Afsnittet gør brug af lange one takes, som hver varer mellem 15 og 20 minutter, så vi bliver suget helt ind i Crain-familiens konfliktfyldte sammenkomst. Ud over de sidste fem minutter klippes der kun, når der skal skiftes mellem fortid og nutid.
One takes er et filmisk krævende greb, der tidligere næsten udelukkende blev anvendt af kyndige instruktører som Martin Scorsese og Alfonso Cuarón. Men med bugnende budgetter bliver det i dag hyppigere brugt på tv som et kvalitetsstempel af produktionen bag en given serie. Bare tænk på det fænomenale one take i første sæson af ’True Detective’, hvor Cohle bevæger sig ind i et hus befolket af kriminelle med kuglerne flyvende omkring sig.
Et klassisk kneb for at få den vanvittigt udfordrende bedrift i kassen er at snyde ved at skjule klip i indstillingen. Det ses blandt andet i den allerede ikoniske kampscene fra ’Atomic Blonde’, hvor Charlize Theron i én indstilling slår en gruppe russere til plukfisk i et østberlinsk lejlighedskompleks. I virkeligheden består indstillingen dog af næsten 40 separate klip, som er syet sammen til én lang kamerabevægelse.
I sig selv må det siges at være rent trylleri at kunne opretholde denne illusion. Men i en kort bagom-featuerette omkring ’Haunting of Hill House’-afsnittets produktion slår Mike Flanagan fast, at hans one takes skam er den ægte vare.
Og det er da heller ikke svært at bemærke forskellen. Flanagan undgår meget bevidst klassiske greb til at skjule klip som at lade personer gå ind foran kameraet, hurtige kamerabevægelser, zoom-ins på mørke områder af skærmen og klip ved en dør, som åbner til en ny lokation.
Sidstnævnte er særligt bemærkelsesværdigt. Da faren forlader begravelsesbutikken for at finde toilettet, befinder han sig pludselig i det gamle Hill-hus i fortiden. Han ender ude i foyeren, hvor husets lysekrone med et smæld rammer gulvet.
Og her klipper Mike Flanagan så, efter godt og vel 15 minutter hvor familien har skænket hinanden de første overfladiske hilsner, sørget over den afdøde søster og smidt giftige, personlige angreb i ansigtet på hinanden. Tænk over, hvor upraktisk dette klip i grunden er. Ved ikke at klippe mellem begravelsesbutikken og det hjemsøgte herskabshus må de to sets nødvendigvis være blevet bygget sammen. Samtidig slutter han indstillingen med en kompliceret praktisk effekt, da lysekronen hamrer i gulvet.
Som om det ikke var nok, foregår både fortid og nutid i en rivende tordenstorm. Tordenskrald og lysbrud kører konstant i baggrunden. Og oven i det skifter fokus konstant mellem karaktererne, så alle skuespillere tvinges til konstant at være klar. Det er særligt imponerende i fortidssporet, hvor det er fem børneskuespillere, det skal udføre de komplekse scener.
Gang i tårekanalerne
Det er en teknisk dedikation til filmhåndværk, som trods alt sjældent opleves, særligt i tv-serie-formatet, men det er ikke blot blær, det er iscenesat for dramaets skyld. Ved ikke at klippe mellem begravelsesbutikken i nutiden og Hill-huset i fortiden oplever vi farens slørede mentale tilstand – han har knap nok styr på, hvor han befinder sig. Men vigtigst af alt sikrer de lange indstillinger, at vi oplever bruddet mellem de fire søskende vokse sig uoverskueligt dybt i realtid.
Konflikten eskalerer for alvor, da storesøsteren Shirley går i kødet på Steven, der har tjent styrtende penge, ved at skrive en bog om familiens traumatiske fortid i Hill-huset. »Blodpenge«, hvæser hun sirligt. Men i trods tilstår den mellemste søster Theo, at hun skam har taget imod royalties fra bogen, og da Shirley slår hånden af hende, må Shirleys mand krybe til korset og indrømme, at han også har taget imod pengene bag hendes ryg. Kameraet snurrer om Shirley, og vi oplever hende gå fra regelholden og stolt til følelsesmæssigt ødelagt og forrådt. Det er ganske simpelt hjertevridende.
Men det er intet i forhold til afsnittets afrunding. Da lille Nellie ud af ingenting står i foyeren med resten af familien i Hill-huset, skifter Mike Flanagan til en mere traditionel klippestil, der giver plads til familiedramaet. Bævrende omfavnes den lille pige, mens hun snøftende erklærer, at hun skam var i rummet hele tiden, men de andre kunne bare ikke se hende. Der klippes til nutiden, hvor Crain-familien endelig er samlet efter års separation, men aldrig har befundet sig længere fra hinanden efter aftenens afsløringer og ubehageligheder.
Midt i det hele står Nellies spøgelse, hunderæd og endnu en gang alene. Hun var der hele tiden, og ingen så hende.
Gode gysere plejer at sende kuldegysninger ned ad ryggen og adrenalin gennem kroppen. Men det er de færreste, der også sætter tårekanalerne i gang.
Læs også: ‘The Haunting of Hill House’: Hvad er der bag den røde dør i fantastisk ny Netflix-horrorserie?
Læs også: Manden bag ‘The Haunting of Hill House’ åbner op for sæson 2 – men uden familien Crain