Ridley Scott vender tilbage med ’Gladiator 2’

Ridley Scott vender tilbage med ’Gladiator 2’
Russell Crowe

Det har længe været på tale, at Ridley Scott måske ville tage en tur tilbage til Rom med en fortsættelse af sin Oscar-darling fra 2000: ’Gladiator’. Nu er projektet imidlertid overgået fra rygtebasis til realitet: ’Gladiator 2’ er på vej med Ridley Scott ved roret.

Da Russell Crowes karakter Maximus ikke umiddelbart ved udgangen af den første ‘Gladiator’-film var fit for en fortsættelse (nej, man kan ikke spoile noget, når det gælder en film, der er mere end 18 år gammel), kommer den kommende ’Gladiator’-film til at have karakteren Lucius i hovedrollen. Lucius er Lucillas (Connie Nielsen) søn; Commodus’ (Joaquin Phoenix) nevø – en karakter, der i fortsættelsen vil vise sig at have været under stor indflydelse af Maximus.

Dog kan vi ikke vide os helt sikre på, om Crowes karakter alligevel skulle kunne finde på at vende tilbage. Da Ridley Scott under sidste års South by Southwest Film Festival blev spurgt ind til rygterne om en ny ’Gladiator’-film med Maximus på lærredet, svarede han: »Jeg ved, hvordan jeg skal bringe ham tilbage. Jeg havde en snak med studiet – ’men han er død’. Men der er en måde at få ham tilbage på«.

Produktionen af ’Gladiator 2’ er ifølge Deadline lige på trapperne. Foruden Ridley Scott i instruktørstolen, er Peter Craig klar som manuskriptforfatter. Craig har tidligere leveret linjer til film som ’The Hunger Games: Mockingjay’ 1 og 2 samt den kommende ’Top Gun’-revival: ’Top Gun: Maverick’.

Ridley Scott har senest været aktuel tidligere i år med både den vellykkede tv-serie ’The Terror’ og det forrygende drama ’All the Money in the World’ med Mark Wahlberg og Michelle Williams.

Læs også: Det skal du se i biografen i november: Hogwarts-comeback, hypet dansk debut og Pilou Asbæk vs. zombier

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af