Spike Lees mesterværk er sjovt, erotisk, alvorligt – og så aktuelt som nogensinde før

Spike Lees mesterværk er sjovt, erotisk, alvorligt – og så aktuelt som nogensinde før
Spike Lee i 'Do the Right Thing'.
Spike Lees ’Do the Right Thing’ er er meget mere end de farverige karakterer og pumpende æstetik. Den er et larmende billede på underrepræsentationen af sorte i amerikansk film og de problemer, som eksisterer mellem forskellige grupperinger i det amerikanske samfund. Det er bagsiden af drømmen og B-siden af filmhistorien – i et uomgængeligt hit, der er aktuelt som aldrig før. Mandag og torsdag i denne uge kan filmen, der ellers er svær at opdrive, ses på det store lærred i Cinemateket.

Det hele fortælles af en skarp, afroamerikansk radiovært. Ved pladespilleren, bag glasruden, sidder den solbrillebærende Mr. Señor Love Daddy (Samuel L. Jackson), og det er hans fabulerende fortælling, hans sprøde stemme og hans velvalgte musik, der danner den rytmiske ramme om Spike Lees mest ikoniske film: ’Do the Right Thing’.

Det er ikke Samuel L. Jackson alene, som tegner Lees film, men det er umuligt at forestille sig den uden dens rytmiske voice-over, dens svedige farvepalet og dens pumpende, afroamerikanske toner ført an af Radio Raheem og hans infernalske ghettoblaster.

Filmen er måske nok en politisk kommentar til USA i 1980’erne − i det, der snarere er en Reagansk ’salatskål’ end en ærkeamerikansk ’smeltedigel’. Men filmen kan ikke reduceres til et progressivt politisk budskab, og man kan heller ikke forklare dens kvaliteter ved at gengive dens plot eller udforske dens tema. Filmens power ligger i dens puls. I de pumpende beats og den effektive vekslen mellem komik, erotik, alvor og aggression.

Det er den stammende gentagelse af navnet »MMMMalcolm«, den sexede lyd af Señor Love Daddys stemme (»It’s hot!«), de svedige referencer til Malcolm X, Jean-Luc Godard og Charles Laughton og den messende gentagelse af Public Enemy-refrænet »Fight the power«. Alt dette og meget mere.

Historien om historien

Det gælder dog for denne film, som for andre af Lees bedste værker, at den går i dialog med film- og kulturhistorien. Den lille historie spejler den store historie, og måske er det derfor, at Lees film taler så højt og insisterende.

Som om den skulle bryde igennem en lydmur og gøre seeren opmærksom på en historie, der ofte overhøres eller forbigås i tavshed.

I denne kultur- og filmhistoriske kontekst bliver ’Do the Right Thing’ kun endnu mere interessant. Når Radio Raheem (Bill Nunn) eksempelvis henvender sig direkte til kameraet og viser sit markante håndsmykke med ordene Love og Hate, resonerer det med alt fra William Shakespeare og Jean-Luc Godard til Charles Laughtons ’The Night of the Hunter’ (1955), hvor den psykopatiske prædikant Reverend Powell flasher sine skræmmende håndtatoveringer.

Kampen mellem godt og ondt, der i Laughtons film var en indre kamp, er her blevet til en kamp på både individ- og samfundsniveau. Den er både moralsk og politisk. I den forstand minder Raheems kærlighedstale også om en shakespeare’sk monolog, der foregriber de tragiske elementer i Lees film, og det Godard-agtige kamerablik passer til filmens politiske budskab. Det er ikke blot en tilfældig verfremdungseffekt, men en indlejret politisk kommentar − som om instruktøren steg ned fra sin instruktørstol og talte direkte til sit publikum.

Og det gør han jo faktisk, for Spike Lee spiller selv med i sin film. Ikke som en anden Alfred Hitchcock eller Hal Ashby, der dukkede op i små, pudsige cameos, men som et egentligt centrum for den ellers decentrale fortælling. Lee spiller Mookie. Den klejne drønnert, der ikke kæmper for noget, og som helst vil sove længe, spise pizza på Sal’s Pizzaria og hygge sig med sin søster Jade og sin iltre kæreste Tina (Rosa Perez). Som sådan er han den perfekte indlejrede instruktør, for han er en stille observatør i verden, der driver rundt og indfanger andres historier.

I den forstand er Mookie nok et centrum i historien, men det moralske anker flytter sig. Alle taler i munden på hinanden, og der er langt mellem de fornuftige stemmer og de besindige kommentarer. Derved ligner filmen måske nok en kritisk kommentar til sin samtid, men den giver også en stemme til nogle folk og befolkningsgrupper, som ofte er blevet underrepræsenteret eller helt fortrængt i filmhistorien.

Fortrængte historier

Filmhistorien har altid været en hvid mands fortælling. Den har altid fortalt historier om hvide, mandlige protagonister, og den er ofte blevet fortalt af hvide, mandlige instruktører. Det ses også i filmhistoriebøgerne, som næsten uden undtagelse fortæller om filmens mytologiske (hvide) fædre, fra Lumière-brødrene og Georges Méliès i Frankrig til Ole Olsen i Danmark og Thomas Edison og D.W. Griffith i USA.

Men i skyggerne af disse hvide mænd har der alle dage været nogle under- eller misrepræsenterede stemmer. Nogle alternative filmskabere, som har skabt anderledes værker, og som sammen kunne forme en alternativ kanon og en ny historie om filmkunsten.

I den tidlige film havde man eksempelvis Oscar Micheaux, der blev født i Illinois, skabte sit eget produktionsselskab (Micheaux Film & Book Company) og lavede nogle markante, men ofte oversete film. Hans anden film, ’Within Our Gates’ (1920), var en politisk og kunstnerisk respons til førnævnte Griffith, som i The Birth of a Nation (1915) havde skabt en racistisk fortælling om borgerkrigstidens USA, hvor de sorte karakterer blev spillet af hvide med ansigtsmaling (blackface), og hvor afroamerikaneren blev skildret som en trussel mod de hvide kvinder og det gode, hvide samfund.

En enkelt kvinde vælger sågar at springe i døden for at undgå et overgreb fra den farlige sorte mand, og rytterne for Ku Klux Klan fungerer som de egentlige helte i Griffiths dubiøse klassiker.

Det egentlige gennembrud for repræsentationen af sorte i amerikansk film skete dog først i 1960’erne og 1970’erne, hvor folk fra gruppen LA Rebellion (som Charles Burnett, Larry Clark, Julia Dash, Billy Woodberry og Haile Gerima) med inspiration fra den italienske neorealisme besluttede sig for at skildre virkelige problemstillinger blandt almindelige afroamerikanere. »Deres film var en protest mod den form og det indhold, som de var blevet lært«, skrev James Snead, og de forsøgte at gøre op med det formsprog, som vi kendte fra den klassiske film, i forsøget på at lave en alternativ skildring af afroamerikanske mennesker.

Spike Lee, Danny Aiello, Richard Edson og John Turturro i ‘Do the Right Thing’.

Den poetiske low-budget-film ’Killer of Sheep’ (1973) var nok det nærmeste, amerikanerne kom de rå, europæiske nyrealister, og den viste et andet USA end det, man kendte fra mainstream Hollywood og mange af tidens blaxploitationfilm. Netop blaxploitationfilmen var dog en forskelligartet størrelse, og det ville være urimeligt at reducere dem til billige udnyttelsesfilm uden politiske eller kunstneriske kvaliteter.

Instruktøren Melvin Van Peebles, er mest kendt for blaxploitationfilmen ’Sweet Sweetback’s Baadasssss Song’ (1971), var eksempelvis en radikal fornyer af filmsproget i en amerikansk kontekst helt tilbage i slutningen af 1960’erne (med film såsom ’The Story of a Three-Day Pass’ fra 1967).

Moralsk pegefinger

Det er folk som Micheaux, Burnett og Van Peebles, i lige så høj grad som Poitier og de populære problemfilm fra 1960’erne, der lagde grunden for Spike Lee og hans mest radikale værker. Han har bevæget sig fra rå og rytmiske gadeskildringer (som ’Do the Right Thing’ og ’Clockers’) til nyklassiske og harmløse biopics (’Malcolm X’), dogme-agtige metafilm (’Bamboozled’), tankevækkende dokumentarfilm (’When the Levees Broke’), tamme remakes (’Oldboy’) og mere politiske og komiske biografifilm som ’BlacKkKlansman’.

Der er en lang forhistorie, der går forud for Lees filmkarriere, og karrieren har budt på både progressive værker og konservative genrestykker.

John Turturro og Spike Lee i ‘Do the Right Thing’.

Men det begyndte for alvor med Mr. Señor Love Daddy, Radio Raheem og ’Do the Right Thing’. Den var en moralsk pegefinger, en opfordring til at handle pænt, men også en utroligt aktuel opfordring til at lytte. Ikke blot til musikken, men til alle de stemmer, som kæmper om at komme til orde i løbet af filmen – og de stemmer, som ofte er blevet overhørt eller fortrængt i (film)historien.

Det er ikke sort snak det hele.

’Do the Right Thing’ kan ses i Cinemateket i København mandag 26. november 21.30 og torsdag 29. november 18.45. Læs mere HER. Den vises desuden tirsdag den 18. december som led i initiativet ’Cinemateket i Paradis’ i Øst for Paradis i Aarhus med introduktion af Andreas Halskov.

Læs også: Skal en film have hvide hovedroller for at sælge billetter i Danmark?

Læs også: De nye sorte spydspidser i amerikansk film vil ikke nøjes med succes – de vil have forandring

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold