’Thulemysteriet’: Ny TV 2-dokumentar om uopklaret forsvindingssag drukner i effekter

’Thulemysteriet’: Ny TV 2-dokumentar om uopklaret forsvindingssag drukner i effekter
Den forsvundne Jytte Refsgaard i 'Thulemysteriet'.
2 6
Tv-dokumentar
Tilrettelægger

Teddy Bruslund

Spilletid

To afsnit á 45 min.

Premiere

Andet afsnit vises 29. november på TV 2, og begge afsnit kan ses på TV 2 Play

TV 2 satser for tiden stærkt på at levere dokumentarserier, hvis mordgåder et krimihungrende publikum kan gætte med på. Indtil videre har de lokalt forankrede true crime-føljetoner som ’Drabet uden lig’ og ’Mysteriet om danskeren’ dog ikke helt kunnet måle sig med de amerikanske forbilleder i hverken skala eller uhygge.

I kanalens nye miniserie ’Thulemysteriet’ graver tv-holdet en gammel, uopklaret forsvindingssag frem, og ligesom i ’Mysteriet om danskeren’ skal vi uden for Danmarks grænser. Det titulære mysterium fandt nemlig sted på Thulebasen i 1977, hvor kvinden Jytte Refsgaard den 21. juli drog på sin sædvanlige morgenløbetur og aldrig kom tilbage.

Efter flere dages resultatløs søgen blev sagen overtaget af det danske rejsehold, som vurderede, at der måtte være tale om et drab, fordi de ikke kunne finde hendes lig i det klippefyldte, grønlandske landskab omkring basen. I hvert fald måtte Jytte have regnet med at vende tilbage fra løbeturen, for hun havde efterladt et tændt krøllejern hjemme i barakken. Flere blev mistænkt, men ingen sigtet.

TV 2’s dokumentar tager del i den omfattende spekulation, som Jyttes kollegaer og familie har brygget på i nu over 40 år, og som offerets bror og niece nu håber at blive befriet fra: »Der er vel ikke noget mere trist, end ikke at vide hvad der er sket«, siger broren Ib Refsgaard i første afsnit med en slidt stemme.

Hvad skete der med Jytte? De medvirkende interviewpersoner har mange forslag, og det mest underholdende ved ’Thulemysteriet’ er faktisk at overvære, hvordan de uden den store tøven slynger alvorlige beskyldninger af sted. Flere kollegaer udpeger for eksempel et brodent kar på basen, der sikkert kunne have slået Jytte ihjel – for han var da godt nok et røvhul, der slet ikke behandlede kvinder ordentligt.

Da tv-holdet forståeligt har haft sparsomme mængder arkivmateriale til rådighed (der rendte nok ikke så mange kamerahold rundt på Thulebasen i ’77), gør de massivt brug af rekonstruktioner, som viser forskellige udgaver af Jyttes skæbnesvangre morgen. Rekonstruktionernes halvslørede statister stikker ikke uheldigt ud, og de flotte, brunlige billeder giver en klar idé om livet på den afsondrede flyvestation i 70’erne.

Sponsoreret indhold
Hold jul med familien, du selv vælger
Inviter dine allerbedste Avengers, din South Park-familie og intergalaktiske slægtninge med til julehyggen. Gør julen sjovere med Viaplay her.
Viaplay

Men sideløbende med den overbevisende miljøskildring insisterer ’Thulemysteriet’ på konstant at understrege, at her altså er tale om et usædvanligt mystisk mysterium. Og spørgsmålet er, om journalisternes afsløringer helt kan følge med.

De gentagne simulationer af Jyttes joggingrute tilsættes overdrevne effekter, der nemt kan give utilsigtede smil på læben – for eksempel når Jyttes skingre skrig kan høres i det fjerne, mens Ib Refsgaard fortæller om et slags telepatisk varsel, han fik, den dag hun forsvandt.

Det går heller ikke rent ind hos mig, når en fiktiv Jytte-stemme selv introducerer dokumentaren over et sjældent arkivklip: »Mit navn er Jytte Refsgaard«, siger kvinden. »Det her er et af de sidste billeder, der er taget af mig. En måned senere forsvandt jeg sporløst fra Thulebasen«.

True crime-serierne er uden tvivl blevet populære, fordi de bruger fiktionsgreb til at genfortælle fortidens uhyrligheder, men her ville jeg trods alt foretrække, at en vidende journalist eller en tredjepersonsfortæller havde åbnet det langtrukne bal.


Kort sagt:
TV 2’s dokumentar om det gamle, formodede Thulebasen-mord drukner i tyksmurte og til tider komiske effekter.

Advertisement