Rakel Mortensdatter-Birkeli er 16 år, da hun overlever højreekstremisten Anders Behring Breiviks massakre på 69 unge på Arbeiderpartiets ungdomsorganisation AUF’s sommerlejr på den norske ø Utøya den 22. juli 2011. Hun er afsted for andet år i træk sammen med en stor pigegruppe fra Finnmark i Nordnorge, rekrutteret af hendes bedste veninde Stine. Hun er mest med på grund af det sociale, men er også begyndt at interessere sig lidt for politik. Mest glæder hun sig dog til aftenens diskofest.
»Det var vældig socialt, og der var god stemning, godt vejr, mange forskellige mennesker, inklusive mine bedste venner, og et meget varieret program. Der var det politiske, men også volleyballturnering, fodboldturnering, karaoke, disko, koncert, badning og hygge. Bare gode ting. Jeg har utroligt fine minder fra 2010, og i sommeren 2011 havde vi igen vildt godt vejr og gode dage«, fortæller den i dag 23-årige Rakel, da vi møder hende på Hotel Kong Arthur i København syv år efter.
»Det blev en stor kontrast at gå fra gode, glædesfyldte dage til kaos og død«.
I dokumentarfilmen ‘Rekonstruktion Utøya’ af den svenske instruktør Carl Javér genoplever Rakel og tre andre overlevende fra Utøya hændelserne fra den 22. juli. Hver især samles de med 12 andre unge i et nøgent filmstudie i Nordnorge, hvor de ud fra den overlevendes fortælling og instruktion genopfører den overlevendes personlige oplevelser fra tragedien.
At opsøge traumet
Således går Rakel i filmen rundt og leder efter den rigtige lyd, der kan gøre det ud for skudsalverne. Hun banker på en håndvask og forskellige rør, inden hun bestemmer sig for en stige. »Det var kraftige knald, så du kan godt slå hårdere«, instruerer hun en ung kvinde, der får til opgave at stå for lydbilledet under rekonstruktionen. Hun giver en anden ung kvinde rollen som sig selv og lærer hele holdet hendes lejrs slagsang: »Kuller, torsk og sej. Nordlige Norge hej, hej, hej«.
Så lyder den første skudsalve, hun ser Breivik henrette en fyr og løber for sit liv.
For Rakel var det udbytterigt at få mulighed for at iscenesætte sine gruopvækkende minder og dermed gennemleve de tragiske timer endnu engang.
»Psykologisk er det interessant at behandle et traume ved at opsøge det grufulde og skræmmende i en tryg situation. De unge, som var med i eksperimentet, var så interesserede i at lytte til det, jeg fortalte. De ville forstå, og de turde forstå. Der var noget i den dynamik, som åbnede noget nyt hos mig. Det at gå igennem hændelserne scene for scene i trygge omgivelser, turde gå ind i dem og føle det igen og samtidig se, hvilke reaktioner det udløste hos de andre, gav mig en følelse af kontrol. Den 22. juli havde vi netop ikke kontrol, og det at tage kontrollen tilbage har været enormt vigtigt«.
Hvordan føltes det at se de andre spille dine oplevelser?
»Jeg fik en følelse af, at min historie betød noget. Jeg havde i mange år tonet oplevelserne lidt ned, for sammenlignet med de mennesker, som døde og blev skudt, følte jeg, at min historie ikke var så vigtig. Jeg var jo ikke hverken fysisk ramt eller død«.
Vækkede genskabelsen dine følelser fra Utøya til live igen?
»Enkelte gange. Scenen, hvor jeg ringer til min far, vakte specielle følelser. Han sad i en helt anden verden på en idyllisk ferie i Kroatien med sin kæreste, men forstod alligevel straks, at det her var virkeligt og alvorligt, og at der ikke var tid til, at han skulle gå i panik. Han sagde få, men vigtige ord til mig: at jeg skulle bevare roen og tænke klart. Det var en vigtig samtale, selvom den var kort. Jeg måtte lægge på, fordi jeg kunne høre skuddene komme nærmere, og det må have været virkelig hårdt at høre som far i den anden ende.
Et andet hårdt øjeblik, som ikke er med i filmen, er, da jeg blev hentet af frivillige i en båd. På vej til campingpladsen sejlede de forkert, så vi måtte en ekstra gang rundt om Utøya. Her så vi en masse farveklatter langs strandkanten og forstod, at det var døde mennesker. De fire andre i båden græd og græd, mens jeg sad helt kold og så på øen. Jeg kan huske, jeg tænkte, ‘Herregud, hvor er mine følelser?’ Og da jeg fortalte det i rekonstruktionen, så kom følelserne. Det var overraskede«.
I alle historierne i filmen virker det, som om de unge, der skal rekonstruere hændelserne, reagerer stærkere følelsesmæssigt, end dem der rent faktisk oplevede massakren. Hvordan kan det kan være, tror du?
»Måske fordi vi har gennemlevet historien flere gange og har måttet leve med den. Jeg har jo haft kraftige følelsesmæssige reaktioner. Jeg havde det virkelig vanskeligt i et år efter. Jeg græd meget, sov enormt dårligt, havde en masse mareridt og kunne ikke klare at træne eller gå i skole. I de første timer efter jeg kom til hotellet, væltede der en masse følelser op, og sådan havde jeg det et godt stykke tid efterfølgende. Det er ikke første gang, jeg taler om det, jeg har været igennem det mange gange. Om jeg vil det eller ej, så er det en del af mig.
Jeg er ofte blevet irriteret over, at folk har reduceret mig til at være Utøya-overlevende. Jeg kommer fra et lille samfund, hvor alle ved alt om alle, og jeg har oplevet at træde ind ad en dør, og så er der kommet en ud og sagt, ‘Ah, der er jo Utøya-jenten’. Jeg føler, at massakren tager meget plads, men den skal ikke få lov til at definere mig. Så filmen kom også til at handle om at tage kontrollen over, hvem jeg er, og hvordan jeg vil huskes.
Jeg er træt af, at folk behandler mig anderledes på grund af min oplevelse og næsten ikke tør snakke med mig eller røre mig. Så bliver jeg lidt sådan, ‘Herregud, det går bra’. Jeg gør mig ekstra hård«.
Nu får du vel endnu mere opmærksomhed, når du er med i en film?
»Ja, men det er en anden type opmærksomhed. Jeg føler, at folk forstår mig bedre og taler til mig på en normal måde, fordi de kan se, at jeg kan tale om det. Det fjerner lidt af berøringsangsten, og de holder op med at behandle mig som en dukke. Jeg forstår godt, at folk er påpasselige og ikke tør spørge. Det er fint, for mennesker er jo forskellige.
Men jeg vil ikke være en stakkel. Jeg ønsker at komme over det, og jeg vil ikke have, at det skal tage magten over mit liv eller ødelægge resten af mit liv. Derfor har jeg behov for at prøve at få noget meningsfuldt ud af det, som i udgangspunktet gav så lidt mening. Jeg har prøvet at komme stærkere ud af det ved at have fokus på, om jeg mon på en eller anden måde kunne vokse af at have gennemlevet noget så grusomt.
Hvordan kom du i gang med livet igen?
»Jeg er en tålmodig og optimistisk person. Jeg tænkte hele tiden, at det skulle gå godt. Og det blev jo bedre. Men jeg havde brug for tid. Det er gået op og ned. Som en krussedulle, ikke en linje, som bare går opad.
Det vigtige for mig har været at tale om det og forsøge at leve så normalt som muligt. Prøve at komme tilbage til mit liv og gøre de ting, som var vigtige for mig før: At træne, være sammen med vennerne, opleve at få social støtte og føle, at jeg laver noget fornuftigt om dagen. Komme i skole, selvom det var vanskeligt i starten, så det blev hverdag. Det har også givet mig motivation at lægge planer for min fremtid«.
Hvor meget fylder det i dag?
»Jeg tænker ikke på selve hændelsen den 22. juli så ofte, men temaet 22. juli kommer ofte op. Delvist fordi jeg selv har valgt det ved at være med i filmen. Det spiller også ind, at jeg sidder som næstformand i den nationale støttegruppe for 22. juli. Men emnet kommer også op gennem debatten i samfundet og i medierne. Temaet kan ikke undgås, så det fylder ganske meget stadigvæk«.
»Jeg skal ikke dø i dag«
Det er svært at forestille sig situationen – men hvad føler man for eksempel, når man tror, at man skal dø?
»Jeg troede ikke et sekund på den ø, at jeg skulle dø. Jeg så folk dø, og det var forfærdeligt, men samtidig havde jeg en kampånd inden i mig, som sagde, ‘Jeg skal fandeme ikke dø i dag’. Jeg bandede tilmed. Jeg kan huske, at jeg tænkte, ‘Jeg har oplevet alt for lidt til, at jeg kan dø i dag. Så det skal jeg ikke.’ Den tanke fulgte mig hele vejen.
Jeg har mange gange bagefter tænkt over, hvordan jeg kan jeg sidde og tænke det, samtidig med at jeg ser folk rundt om mig blive skudt og ikke har nogen som helst kontrol over situationen. Jeg ved ikke, hvor mange gerningsmænd der er. Jeg ved ikke, hvor jeg skal løbe hen. Og så tænker jeg det. Det er ret mærkeligt, men det gjorde jeg.
Jeg var så heldig, at min krop reagerede på den måde i krisesituation. Hvis jeg var blevet paralyseret, tror jeg ikke, at jeg havde levet i dag. Alle andre, der blev på den plads, jeg var på i starten, blev skudt. Jeg klarede at flygte og tænke klart. Jeg havde en masse tanker hele tiden, skal jeg gøre det eller det, hvad er smart. Og jeg følte, at alting gik så hurtigt. På et tidspunkt løber min ven og jeg, og han er foran mig. Alligevel bliver han ramt, og ikke jeg. Det handler også om tilfældigheder og held, og jeg var meget heldig i det uheldige«.
At lære af det grusomme
Rakels motivation til at medvirke i filmen stammede i første omgang fra, at hun havde mærket, hvor meget det betød for udenforstående at høre hendes historie, da hun i 2016 holdt et foredrag om 22. juli for svenske studerende.
»Folk kom op til mig i pausen og efter foredraget og takkede mig med tårer i øjnene. Da jeg mærkede, at jeg var i stand til at fortælle min historie, ønskede jeg også at gøre det igen. Det mindste, vi kan gøre, er at tage vores erfaringer med os og lære af det grusomme, som skete«.
Hvad kan man lære?
»Vi kan lære af, hvordan beredskabet fungerede. Vi kan lære af, hvordan sundhedssystemet fungerede både i akutfasen og efterfølgende, hvor det viste sig, at der var vældig store regionale forskelle på, hvor god hjælp man fik.
At tale om 22. juli indbyder også til en debat om, hvor farligt højreekstremisme og radikalisering er. Nu vokser der en generation op, som ikke har personlige minder om den 22. juli. At se filmen kan være en måde at forstå hændelsen på, så det er vigtigt, at filmen kan indgå i undervisning i fremtiden«.
Du studerer psykologi nu. Er det inspireret af dine oplevelser på Utøya?
»Det er svært at svare på, for jeg var kun 16 år, og jeg kan ikke vide, hvordan jeg ville være som person nu, og hvad jeg ville interessere mig for uden den oplevelse. Men det kan godt være, at min erfaring med 22. juli har påvirket mit valg.
Jeg har personligt erfaret at sidde i den anden stol, og jeg så, hvor stort behovet for psykologer er. Ikke alle fik psykologhjælp i starten oppe i Nordnorge, og slet ikke traumepsykologer, fordi der var mangel på dem. Jeg vil være virkelig glad, hvis jeg kan bruge det onde, jeg har oplevet, til noget positivt«.
Læs også: Fortællingen om Anders Breivik, som man ikke ser i Utøya-filmene