’Widows’: Stjernespækket kupfilm er en ren magtdemonstration
Steve McQueen har aldrig lavet en dårlig film. Han vandt en Oscar for sit slavedrama ’12 Years a Slave’ om en fri sort mand, der bliver trælbundet i 1850’ernes USA. Han skildrede en sexafhængig newyorkers deroute i ’Shame’, og han tog os helt med ind i Maze-fængslet, hvor IRA-medlemmet Bobby Sands førte an i en historisk sultestrejke i 1981 med debuten ’Hunger’.
Mainstreamfilmen ’Widows’ virkede som en overraskende – og højst usædvanlig – opfølger til instruktørens Oscarsejr. Men selvom filmen på papiret stikker ud fra de tunge emner, som McQueen tidligere har beskæftiget sig med, passer den alligevel glimrende ind i oeuvret.
Der er nemlig langt mere på spil end bare underholdningsværdi, når den hårdtslående kupfilm udfolder sig som lige dele slow burn-karakterdrama og hæsblæsende action-ridt. Filmen trækker på Michael Manns kupklassiker ’Heat’, men der er faktisk endnu flere (nok tilfældige) paralleller til Fenar Ahmads ’Underverden’.
Ligesom denne starter ’Widows’ – bogstavelig talt – eksplosivt med et forrygende eksekveret anslag: Et røveri er ved at gå grueligt galt i Chicagos gader, hvor fire mænd stikker af fra et lagerhus under vild beskydning og med to millioner stjålne dollars i flugtbilen.
Krydsklip til Veronica (Viola Davis), der råsnaver med sin mand Harry (Liam Neeson), som var de to nyforelskede teenagere. Krydsklip tilbage til kuppet, hvor Harry febrilsk forsøger at ryste politibilerne af sig, mens hans to medsammensvorne kæmper for at holde liv i deres blødende makker.
Der går lidt under ti minutter, før alle fire mænd er sprunget til atomer sammen med de to millioner, de har stjålet fra gangsteren Jamal Manning (Brian Tyree Henry) og hans frygtindgydende håndlager (Daniel Kaluuya). Længere tid tager det ikke for McQueen at vende genren på hovedet og introducere os for mændenes bedre halvdele gennem virtuos klipning, der sætter scenen for et styks original kupfilm med kvindeligt fortegn.
Veronica når lige akkurat at lægge sin mand i jorden, inden Jamal opsøger hende og kræver sine to millioner inden for to uger. Men Veronica ejer ikke engang den lejlighed, hun bor i, så den eneste løsning er at udføre et kup, Harry har planlagt inden sin død, sammen med Alice (Elizabeth Debicki) og Linda (Michelle Rodriquez), der også mistede deres mænd under røveriet.
Det virker som et håbløst foretagende, men kvindernes fordel er, at ingen regner med, at de har styrken til at gennemføre et modangreb af den kaliber.
Derfra bygger ’Widows’ langsomt op til sit uundgåelige klimaks. Filmen holder hele tiden en ulmende spænding i kog, men tager også adskillige omveje. ’Widows’ handler lige så meget om livet i Chicago, hvor kærlighed er blevet fjernet fra ligningen, som en pastor dybsindigt siger ved en søndagsprædiken. Her måles livsglæde i iskolde kontanter, og målet helliger midlet i alle samfundets lag.
Filmen vil vise den skyggeside, der gennemsyrer samfundet fra top til tå, men som vi forsøger at ignorere i hverdagen, hvad end man er kriminel, middelklassearbejde eller velstillet politiker.
’Widows’ ligger dermed i klar forlængelse af McQueens tidligere skildringer af samfundsmæssige uligheder og uretfærdigheder. Udover køn er korruption, race og klasse også centrale tematikker, når filmen gradvist afslører et net af løgne, som styrer det igangværende kommunalvalg mellem afro-gangsteren Jamal Manning og Jack Mulligan (Colin Farrell), hvis kridhvide familie har bestridt embedet i seks generationer – og høstet frugten af sine lyssky metoder i nytrykte dollarsedler.
McQueen behandler de mange lag i den ellers såresimple hævnhistorie med stort filmisk overskud. Som en flere minutter lang kørselsscene, hvor Mulligan og hans assistent ophedet diskuterer byens tilstand.
Kameraet starter med at filme lige på bilen, som man har set det hundrede gange før, men panorerer derefter væk fra personerne for at afsløre gaderne i Chicagos 18. distrikt. Ghettoens slum passerer foran kameraet, mens vi hører, at 40 mennesker bliver skudt på gaden hver måned. Så ændrer landskabet sig til dyre herskabsvillaer, hvor Mulligan residerer takket være pengene, han tjener på byggerier i slummen. Yderpolerne er uforsonlige, men alligevel tæt forbundet af den systemiske korruption, som gør nogle samfundslag til konger og andre til hjælpeløse bønder.
Samtidig leverer ’Widows’ også den mængde røvsparkende action, som genren lover. Når kanonen først går af, er der ingen vej tilbage, og med en velorkestreret finale, som sender gåsehud ned ad ryggen, rammer McQueen homerun.
Det sker særligt takket være power-castet med fremragende Viola Davis i front og stærke Debicki og Rodriquez på flankerne. Karakternuancerne når naturligt nok aldrig helt samme højder som i ’12 Years a Slave’ og ’Shame’, men håbløsheden og siden viljestyrken lyser ud ad øjnene på de tre kvinder, der pludselig må kæmpe som aldrig før for deres eksistens. En udfordring, der kun bliver så meget stærkere, fordi de selv er ansvarlige for deres situation. I Gillian Flynn og Steve McQueens stramt skårede manuskript er der ingen ofre.
Kort sagt:
’Widows’ er en magtdemonstration, der genopfinder amerikansk mainstreamfilm med kant og karakter.
Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag