Årets største filmskuffelser – fra ‘Fantastic Beasts’ til Tom Hardy-bæst

Årets største filmskuffelser – fra ‘Fantastic Beasts’ til Tom Hardy-bæst
Rami Malek i 'Bohemian Rhapsody'
Foto: 20th Century Fox

Vi har givet begejstringen frit løb i vores kåringer af årets bedste film, bedste serier, bedste danske film og bedste film, der fik direkte premiere på streamingtjenesterne. Men det skal ikke være jubeloptimisme det hele, for der har naturligvis også været titler, der efterlod os med nedslåede miner. Det er ikke nødvendigvis årets dårligste film – men de film, vi havde tilladt os at have visse forventninger til, men som efterlod os svært skuffede.

Gugu Mbatha-Raw i ‘The Cloverfield Paradox’.

‘The Cloverfield Paradox’

Det kunne have været så godt, da Netflix’ uden varsel detonerede sin J.J. Abrams-producerede ’Cloverfield’-bombe lige efter Super Bowl i USA i februar – helt i franchisens ånd. Men ak og ve. ’The Cloverfield Paradox’ snublede ud på grønsværen som en rumrodebutik af værste skuffe, der ublu stjal med (afhuggede) arme og ben fra genrefæller som ’Alien’, ’Life’ og – mere uforståeligt’ – den ditto forvrøvlede ’Event Horizon’.

’Cloverfield’-mystik blev afløst af bombastisk dommedagsævl om havuhyrer (huh?) og flænger i rumtid-membranen, der først og fremmest gav manuskriptforfatterne dovent carte blanche til at smide al logik ud af vinduet. ’Paradox’ kunne være blevet Netflix’ mest interessante markedsføringsstunt. I stedet aflivede streaminggiganten effektivt ’Cloverfield’-mytologien, hvorfor vi ikke just holder vejret forud for den annoncerede fjerde film i rækken.

Amy Schumer i ‘I Feel Pretty’.

‘I Feel Pretty’

I denne pseudo-kropspositive komedie overbeviste Amy os først og fremmest om, at hun har ladet sig sovse ind i filmbyens bedagede kvinderangering i en grad, så hun har mistet jordforbindelsen. I filmen spiller Schumer singlekvinden Renee, der er besat af sit udseende. Ekspedienter kigger skævt til hendes ‘elefantstørrelse’, og ergo udspringer det dårlige selvværd ikke alene af Renees fantasi, som filmen påstår for at redde egen røv, men også af hendes medmenneskers rynken på næsen.

Da Renee slår hovedet, ser hun pludselig en anden krop i spejlet, og på forunderlig vis lykkes ’I Feel Pretty’ med at fremme både fat OG skinny shaming af værste skuffe: Vi skal skraldgrine af Renees ’hjerneskade’, samtidig med at filmen tegner smukke kvinder som tomhjernede gæs. Helt galt går det, da Renee lærer lektien og dedikerer sig til… at sælge makeup. Charme og selvtillid er som bekendt lig nul uden optegnede kindben. Leveret af komikeren, der blev Emmy-nomineret for sketch-sangen ’Girl you don’t need makeup’.

Anders Danielsen Lie og Jonas Strand Gravli i ’22 July’.

’22 July’

2018 bød på hele tre film om terrorangrebet på Utøya, der i 2011 dræbte 69 unge mennesker. To af dem, begge norske, satte sig dybt i kroppen som vigtige, tankevækkende og kontroversielle værker, men ’United 93’-kastastrofeinstruktøren Paul Greengrass’ amerikaniserede ’July 22’ var et Netflix-fejlskud, der med en besynderlig kommercialiseret distance til de virkelige begivenheder ikke formåede at overbevise om sin relevans.

Det hjalp ikke, at det norske cast på akavet vis skulle tale engelsk, eller at selve angrebet føltes som lidet andet end en forhastet optakt til den efterfølgende retsforfølgelse af Breivik – Greengrass’ egentlige interessepunkt – spillet af ’Oslo. 31. august’s Anders Danielsen Lie, der så ud, som om han hellere ville medvirke i en hvilken som helst anden film.

Rami Malek som Freddie Mercury i ‘Bohemian Rhapsody’ (Foto: 20th Century Fox)

‘Bohemian Rhapsody’

Det eneste, der virkelig spillede i Bryan Singers problembarn ’Bohemian Rhapsody’, var Queen-soundtracket, der dog ikke formåede at overdøve hverken Rami Maleks groteske overbid eller det faktum, at de resterende Queen-bandmedlemmer og co-producenter Brian May og Roger Taylor havde gjort deres yderste for at tegne sig selv som hygsomme og meget centrale good guys i en tandløst familievenlig fortælling om fantastiske Freddie Mercury.

Sangerens eskalerende misbrugsproblemer forud for aids-diagnosen blev lidt for suggestivt kædet sammen med hans homoseksualitet – og i et hovedrystende anfald af ’kreativ frihed’ for den dramatiserede fortællings skyld blev selvsamme skæbnesvangre diagnose endog rykket tilbage til tiden før Queens legendariske Wembley-performance for at give koncerten ekstra følelsesladet punch. Som om musikken havde behøvet det.

Sandra Bullock og Cate Blanchett i ‘Ocean’s 8’.

‘Ocean’s Eight’

Havde verden brug for en ’genfortolkning’ af ’Ocean’s 11’ med et kvindeligt cast for at understrege, at Hollywood vitterligt ingen friske ideer har til, hvordan man skruer en original kvindekomedie sammen uden at stjæle med arme og ben fra succesfulde mandlige forbilleder?

Det korte svar er et rungende nej, og ’Ocean’s 8’ våndede sig da også under sit forudsigelige plot (juveltyveri til det årlige MET-modebal i New York) og ikkeeksisterende venindekemi imellem de otte hovedroller, anført af Cate Blanchett i en af sine mindst karismatiske roller til dato og Sandra Bullock som træt Clooney-wannabe. En dybt intetsigende påmindelse om, hvor svært realiserbare store, kvindedrevne mainstreamprojekter fortsat er.

Jude Law som ung Dumbledore i ‘Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald’.

‘Fantastic Beasts and Where to Find Them: The Crimes of Grindelwald’

Dem, der måtte have syntes, at den første ’Fantastic Beasts’ – baseret på et bette ’Harry Potter’-appendix – var et overlæsset bæst med mere vægt på hæsblæsende CGI-fyrværkeri end den førhen så karakteristiske Rowling-magi, måtte se sig yderligere og i endnu mere hidsig grad forulempet af et sandt effektbombardement i opfølgeren aka. årets travleste film, der forsøgte at koge adskillige forvirrede plottråde sammen i én tvivlsom gryderet.

Filmen antydede en sprød forbindelse mellem Jude Laws glimrende Dumbledore (en selvstændig film med ham, tak) og Johnny Depps mere fade Grindelwald (kom nu ind i kampen, Johnny!), men fulgte aldrig tanken til dørs til trods for Rowling og instruktør David Yates evindelige teaseri af Potter-universets første homoromance. Måske klimakset gemmes til sidste film i række ud af de knapt så ’Fantastic’-fem, men spørgsmålet er, om nogen overhovedet orker at følge Eddie Redmaynes usigeligt kedelige hovedrolleinderhaver Newt Scamander så langt. Evanesco, Newt!

‘Bad Times at the El Royale’

Pølsemandens Tarantino.

Sådan må man kort sagt betegne Drew Goddards wannabe-kække forbryder-kammerspil om en forsamling af fremmede, der mødes på et mytisk motel på grænsen Canada og USA med alverdens skjulte dagsordener. Det starter strålende med en mand, der gemmer en taske penge under gulvet på et motelværelse, samt et skævt-humoristisk møde mellem Jeff Bridges’ præst og Cynthia Erivos talentfulde sanger. Men efterhånden som de fremmede, der også inkluderer Jon Hamm og Dakota Johnson, er blevet introduceret, og man venter på, at det for alvor skal gå løs med twists and turns, fiser det hele ud i absolut ingenting. Tilmed over to timer og 20 minutter.

Tom Hardy i ‘Venom’.

‘Venom’

Det kunne have været så godt, men endte så gudsjammerligt skidt for Tom Hardys sorte snotklat af en antihelt i ’Venom’, der forvandlede en af Marvel-universets mest foruroligende og tvetydige karakterer til et savlende bæst med en farlighedsgrad på labradorniveau.

Hardy skiftevis overspillede fælt og så sig forvirret omkring på lærredet, som var han end ikke selv helt klar over, hvad fanden der foregik i moradset af familievenlige oneliners og alienvrøvl, alt imens Oscar-vinder Michelle Williams blev parkeret i en pinligt generisk kæresterolle på sidelinjen, og ’The Night Of’s Riz Ahmed tikkede alle klichefyldte bokse som nederdrægtig Elon Musk-type med Doctor Evil-storhedsvanvid. Et uskønt monster, der forpassede en umanerligt interessant chance for at skabe Marvels første reelt uhyggelige superheltefilm.

Matt Damon og Kristen Wiig i ‘Downsizing’.

‘Downsizing’

Alexander Payne er manden bag sublimt bittersøde film som ‘Sideways’, ‘About Schmidt’  og ‘Nebraska’, men han skød for første gang forbi skiven med en fortælling, der ellers har en genial præmis: Den foregår nemlig i en verden, hvor mennesker kan få en frisk start ved at skrumpe sig selv og leve som konger i et idyllisk minisamfund sammen med ligeformindskede frænder. Idéen om formindskelse som et økologisk, ressourcesparende koncept i en verden under klimapres var intet mindre end brilliant, og første del af filmen, hvor Matt Damon gennemgår formindskelsesprocessen, mens hans hustru (Kristen Wiig) pludselig bailer, lever til fulde op til konceptet i al sin underfundige og tankevækkende detaljerigdom.

Men derfra har Alexander Payne svært ved at finde ud af, hvad han skal stille op med historien, og filmen kommer mere til at handle om Damon-figurens ensomhed, mystiske fællesskaber, en utroværdig romance og en overgearet Christoph Waltz end om det særlige ved at leve i et skrumpet samfund. Og det er en skam.

Se listenÅrets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret

Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold