Alfonso Cuarón: »’Gravity’ var min morgenmadspakke – ’Roma’ er gaven«

Alfonso Cuarón: »’Gravity’ var min morgenmadspakke – ’Roma’ er gaven«
Alfonso Cuarón til premieren på 'Roma' på filmfestivalen i Venedig.
Foto: Antony Jones/Getty Images
Alle døre stod åbne for Alfonso Cuarón, da han vandt en Oscar for 'Gravity'. Men stik mod forventningerne valgte han at vende Hollywood ryggen for at lave sin mest essentielle film til dato – på spansk, i sort-hvid og uden et eneste kendt navn på plakaten. 'Roma' er en filmisk kraftpræstation filtreret gennem instruktørens barndomsminder og skabt med en retsmedicinsk detaljefiksering. Og selvom Netflix-distributionen har skabt kontroverser, er instruktøren ikke i tvivl om, at det var den rette beslutning.

Der er en ilter stemning i rummet, hvor jeg og syv andre journalister venter utålmodigt på at udfritte Alfonso Cuarón om hans autobiografiske Netflix-film ‘Roma’ under filmfestivalen i Venedig.

Det er september, og interviewet er forsinket, fordi Netflix har brugt 30 minutter på at fragte os væk fra festivalens centrum, hvor interviews ellers normalt finder sted, mod en afsidesliggende ø og et stort hotel, hvor streamingmogulen og dens kunstnere demonstrativt residerer under Netflix-bannere.

Det ville i sig selv være nok til at gøre en gruppe naturligt skeptiske filmjournalister mere end almindeligt gnavne, men situationen bliver kun værre af det faktum, at Netflix distribuerer den bedste film på årets festival. Det er en katastrofe, siger min sidemakker.

Faktisk er den udbredte holdning i lokalet – paradoksalt nok – at Cuarón ødelægger filmmediet med sin gudesmukke erindringsfilm ‘Roma’ ved udelukkende at gøre dens mageløse sort-hvid-fotografering i 65mm og det uhyre innovative Dolby Atmos-lyddesign tilgængeligt for Netflix’ sofapublikum.

Alfonso Cuaron i Venedig med Guldløven, som han vandt for ‘Roma’. (Foto: Eamonn M. McCormack/Getty Images)

Intet kunne imidlertid være længere fra sandheden. Alfonso Cuarón ødelægger absolut intet. Han bygger bro mellem den gamle og den nye verden – biograferne og Netflix – ved at skubbe streaminggiganten tilbage til fremtiden:

‘Roma’ er i de seneste uger blevet tilgængelig i alle biografer, der kan leve med filmens premiere på streamingtjenesten den 14. december – herhjemme kan den opleves i både København og Jylland fra den 6. december. Og så er den blevet bannerfører for andre brede Netflix-biografpremierer på prestigefilm som ’22 July’, ‘The Ballad of Buster Scruggs’ og Susanne Biers ‘Bird Box’.

Annonce

Men streamingdelen er bare en flig af historien om Alfonso Cuaróns nyeste film, der er meget mere end bare en Netflix-film. Han kalder den selv sin mest essentielle film til dato, den har høstet adskillige prominente priser, blandt andet Guldløven i Venedig, og så er den i øjeblikket blandt favoritterne ved næste års Oscar-uddeling.

Tre afgørende elementer

Da Alfonso Cuarón – for fire år siden – vandt Oscar’en for bedste instruktion for ‘Gravity’ i en alder af 52, kunne han vælge og vrage mellem sine projekter. De store stjerner stod fortsat i kø, og nu var de store studier villige til at smide endnu større budgetter efter hans næste vision.

Men instruktøren valgte at vende hele Hollywood-maskineriet ryggen for i stedet at lave sin første film på spansk siden gennembruddet ’Y tu mamá también’ – uden et eneste kendt ansigt på plakaten og så endda i sort-hvid.

»Jeg er glad for Oscar-statuetten, fordi den på mange måder gav mig sikkerheden til at lave denne film. Guillermo del Toro har en metafor, der siger, at nogle af ens film er ligesom de dér morgenmadspakker, som har et legetøj på bunden. Man spiser det hele, og så får man en gave til sidst, der kan indløses nøjagtigt, som man ønsker. ‘Gravity’ var min morgenmadspakke, og den udløste denne gave (‘Roma’, red.). Det var det øjeblik, jeg vidste, at jeg havde ressourcerne til at tage tilbage til mit eget land og lave den film, jeg nok burde have lavet for mange år siden«, fortæller Cuarón.

Hovedpersonen Cleo (Yalitza Aparicio) i Alfonso Cuaróns ‘Roma’. (Foto: Netflix)

De grandiøse blockbustere er erstattet med et intimt portræt af hans families stuepige gennem adskillige årtier, Liboria Rodríguez, som ifølge instruktøren er et af de vigtigste mennesker i hans liv. I ‘Roma’ bliver det gradvist tydeligt hvorfor.

Annonce

I filmen hedder Liboria i stedet Cleo og bliver spillet af amatørskuespilleren Yalitza Aparicio, som på et halvt år er gået fra at være ukendt skolelærer til lovende Oscar-kandidat. I enhver anden film ville Cleo være en statist i periferien af historien, men i ‘Roma’ er den indfødte underklassekvindes dagligdagsrutiner nerven i en fortælling om klasseskel, politiske optøjer og mest af alt de små og store hverdagskriser, en helt almindelig middelklassefamilie gennemgår i Mexico City i starten af 1970’erne – Alfonso Cuaróns egen familie.

»Filmens dna består af tre elementer: Jeg ønskede at lave en film om Cleo, som er et af de mennesker, jeg elsker mest i mit liv. Jeg ville lave en film, der udsprang fra min egen hukommelse. Og så skulle den være i sort-hvid. Det var tre præmisser, jeg aldrig stillede spørgsmålstegn ved«, fortæller mexicaneren.

Erindring – gennem en objektiv linse

Optagelserne foregik over et år i instruktørens barndomshjem, hvor han brugte timevis på at genbesøge sine egne erindringer – faktisk er 90 procent af scenerne baseret på hans egne minder. Scenografien består rundt regnet af 70 procent af de møbler, der var i hjemmet, da Cuarón voksede op. Og den lange castingproces sikrede instruktøren skuespillere, som var nærmest identiske med hans egne barndomsminder om ham selv, hans mor, hans søskende – og selvfølgelig Liboria, som var en aktiv sparringspartner under hele processen.

»Mine minder blev altid konfronteret med hendes. Det førte til endeløse samtaler omkring hendes daglige rutiner, og hvordan hun ville gøre tingene. Hvordan hun vågnede op, hvordan hun sad på sengekanten, og hvordan hun forberedte appelsinjuicen. Det var nærmest retsmedicinsk«, siger Cuarón.

Filmen skildrer Cleos arbejde med en minutiøs detaljerigdom – som når hun tørrer bunker af hundelort op efter familiehunden, der aldrig er blevet stueren – der slægter efterkrigstidens italienske neorealister på i fascinationen af hverdagen. Men ‘Roma’ handler også om de øjeblikke, der gælder liv eller død inden for den lille families intimsfære. Det er minder, hvis tyngde Cuarón ikke nødvendigvis forstod, da han stod i dem, men som siden har fået en anden klang.

Sponsoreret indhold
»Afdød legende er formidabel i sin sidste store rolle«
Oplev Baard Owe brillere som den døende konge i Kasper Kalles intense kammerspil: ‘Christian IV – den sidste rejse’. Find billetter og spilletider her.
Reel Pictures

‘Roma’ (Foto: Netflix)

»Det tog hårdt på mig at optage så mange scener, som udspringer af min egen hukommelse. Det eksempel, jeg giver, er, at man normalt ikke stiller spørgsmålstegn ved sine forældres sexliv. Men hvis du skal lave en fortælling om din mor, er du nødt til at begynde at overveje den slags. Når man går tilbage til fortiden, ser man tingene i et andet lys, og det er man nødt til at acceptere. Det var noget, der skete mange år senere i mit liv, da jeg blev ældre, og fortiden begyndte at have en større relevans«, fortæller han.

Et gennemgående motiv i filmen er dobbelthed. De fleste scener bliver spejlet, så vi for eksempel både ser Cleos tur til biografen med sine venner og hendes tur til biografen med middelklassefamilien. Oplevelserne er vidt forskellige, ligesom når man ser gestaltningen af unge Cuarón lege astronaut i en fin uniform for derefter at se børnene i Mexico Citys udkantsområde gentage månelandingen i en papkasse. Det er mennesker, som er optaget af de samme ting, men alligevel adskilt af sociale omstændigheder.

På samme måde er kameraet, som instruktøren personligt har ført, hele tiden distanceret. Vi er aldrig tæt på karaktererne, men observerer dem nøgternt på afstand. Et mesterligt eksempel er en af filmens få store dramatiske scener, hvor en hektisk fødsel udspiller sig i ét langt totalskud, som aldrig bliver patosladet, men alligevel efterlader en isnende fornemmelse i kroppen. Målet var at forholde sig så objektivt som muligt.

»Jeg ønskede ikke at gøre det til en subjektiv oplevelse. Jeg ville holde mig på lang afstand for at beholde en objektivitet i det øjeblik, der portrætteres. Og så ønskede jeg at respektere reel tid. Det tillod et anderledes tempo end i nogle af de andre film, jeg har lavet, og også en anden længde. Målet var at genskabe tidsfornemmelsen, for minder og tid er enormt forbundne«.

Sponsoreret indhold
Det lykkedes ikke, da ’Girls’ peakede …
... men nu er Sara Hjort endelig lykkedes med at komme på forkant på Lena Dunaham-fronten. Hør om hendes tv-cravings her.

Alt ender alligevel i sofaen

Det er nærliggende at tolke ‘Roma’ som et modsvar til tilstanden i den amerikanske filmindustri. Her er en instruktør, som har fået nok af det store maskineri og pakket kufferten for at lave en film, der demonstrativt stikker ud fra Hollywood-modellen, tænker man. Men det er langt fra tilfældet, forklarer Cuarón.

»Jeg ser ikke Hollywood som en kunstnerisk fælde. Det er filmskaberne selv, der lader sig fange. Jeg har aldrig lavet en film, som jeg ikke selv har følt var personlig. ‘Gravity’ beskrev indirekte en emotionel periode på flere år i mit liv, hvor jeg oplevede en masse modstand og bare forsøgte at sætte fødderne på jorden igen – ligesom karakteren i filmen«.

Men hvor ‘Gravity’s stramme koncept og effektbårne spænding sikrede filmen en finansiering på over 100 millioner dollars, var ‘Roma’ langt sværere at sælge til de store Hollywood-studier. Det lykkedes ganske vist at indhente budgettet på knap 20 millioner, uden at Cuarón behøvede at gå for meget i detaljer med sin trepunktsvision. Efterspillet var langt sværere.

Alfonso Cuarón på den røde løber i Venedig. Yalitza Aparicio til venstre for ham. (Foto: Andreas Rentz/Getty Images)

Flere studier afslog angiveligt filmen, og det var først, da Netflix trådte ind på scenen, at Cuaróns ønske om at få ‘Roma’ ud til et bredt publikum kunne indfries. At det samtidig betyder, at størstedelen af publikum kommer til at opleve den filmiske perle på en mindre skærm, generer ikke instruktøren – målet var hele tiden at få filmen bredt ud.

»Den optimale oplevelse vil være på det store lærred – og heldigvis har folk fået mulighed for at se den der. Men jeg erkender også, at der er mange mennesker, som ikke længere går i biografen, og dem vil jeg også have til at se filmen. Og selv hvis vi viser filmen under de bedste forudsætninger i en stor biograf, så kommer resten af dens liv under alle omstændigheder til at være i stuerne.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har set de fleste af de store filmmesterværker i biografen – og jeg elsker dem stadig. Hvornår var sidste gang, du så en Antonioni-film i biografen?«

‘Roma’ kan opleves i udvalgte biografer fra den frem til 12. december. Filmen får premiere på Netflix 14. december.

Læs også: Anmeldelse af ’Roma’ – Alfonso Cuarón skaber sin mest udødelige scene i karrieren

Annonce