Anders Matthesen – ’Anden 25’: Stort anlagt jubilæum er mere show end sjov

Anders Matthesen – ’Anden 25’: Stort anlagt jubilæum er mere show end sjov
Anders Matthesen i gang med sit jubilæumsshow 'Anden 25'.
Foto: Morten Rygaard
3 6
Standupshow
Spilletid

135 min.

Tilgængelighed

Kan købes og lejes på anden.dk

Anders Matthesen er så dedikeret over for sit publikum, at det næsten er rørende. Han VIL have, at folk skal grine og gå glade hjem, og der er næsten ikke det, han ikke vil gøre for at fuldføre sin mission.

Det lykkedes øjensynligt, da jubilæumsshowet ’Anden 25’ spillede for fulde huse i Royal Arena og Jyske Bank Boxen i efteråret. Showet fik – selv med Andens egen alen – exceptionelt gode anmeldelser, og at dømme ud fra publikums taknemmelighed gik ingen skuffede derfra.

Men efter at have streamet showet, som nu kan købes og lejes på den myreflittige multikunstners egen hjemmeside, må jeg med stor ærgrelse konstatere, at man nok skulle have været der.

Ikke dermed sagt, at Matthesens stort anlagte jubilæumsshow er et dårligt show, for det er det ingenlunde. Men det er udpræget en event – et udstyrsstykke, som ofte er mere show end sjov, og som helt sikkert har gjort sig bedre som liveoplevelse i teatralske rammer, hvor forventningens summen forsøder løjerne.

På en computerskærm bliver det til gengæld lidt for langt (de 135 minutter kunne nemt være klippet strammere), lidt for jovialt og lidt for rapsodisk (pun very much intended) i sin opbygning. Så snakker vi lidt om Coco Pops og Kinderæg, så tager vi en ’reklamepause’, så kigger et par gamle karakterer forbi og synger en sang, så er det tid til en dans, så skyder vi os ud af en kanon, så napper vi en bit om krænkelseskultur, og kan vi lige klare en sang mere?

Det er greatest bits med fællesskrålen til ’Terkel’-soundtracket og callbacks til Schwarzwalder Kirsch og andre udødelige jokes, og vi får også ikke bare én, men to af de dér alenlange udenadslærte sætninger, der viser, hvilken eminent sprogbetvinger Matthesen er.

Sådan er showet konciperet – som et tagselvbord til publikum, der også (dog kun på skrømt) får lov at sms-afstemme mellem den ene eller det andet indslag. Og der er bestemt højdepunkter undervejs. Matthesen har masser af sjove brandere og skarpe betragtninger i næbbet, de falske tv-reklamer er edderskægge, og Andens talent for rollespil fornægter sig ikke, hverken når en naragtig person skal karikeres i småstykker, eller i de kærkomne gensyn med Lennart Stabel, Arne Nougatgren og – hvem ved – måske en vis søulk.

Men til sidst har man altså lidt den samme følelse, som når man overmæt rejser sig fra brunchbuffeten med en skønsom eftersmag af røræg i sirupslage i munden, og ønsker sig, at køkkenet havde anrettet tallerkenen for én.

Matthesen er inde på noget af det samme, da han – efter hvad der føles som showets klimaks, selvom det er kuriøst placeret to tredjedele inde i spilletiden – tager magten over showet tilbage. I simuleret surhed dropper han de simulerede sms-afstemninger, for demokrati er alligevel noget pis, når flertallet – Anden inklusive – enten er for uvidende eller for egennyttige til at træffe fornuftige beslutninger.

Anders Matthesen i fuldt kostume under ‘Anden 25’. (Foto: Morten Rygaard)

Næ du, meritokrati er vejen frem, så nu er det mig, der bestemmer, siger kongen af dansk comedy (der behørigt indtager scenen iført krone og kåbe) og kaster sig så ud i en længere standupbit om krænkelseskultur tilsat de obligate stikpiller til vores politisk korrekte naboer. Anden har importeret et såkaldt ’krænkometer’ fra Sverige, som bipper, når han går over stregen, og det ender med at brænde sammen ved lyden af ordet ’gluten’. Ret sjovt.

Matthesen er ikke slave af tidens sarthed, og han undgår ikke at lyde lidt gammelmandsgnaven hist og her. Men sprogrevseren sætter skægt den amerikanske nypuritanisme på spidsen, når han spørger, hvad han skal svare, den dag hans søn kommer hjem med en kæreste fra Tanzania og spørger, hvilket ord han for alt i verden aldrig må kalde hende.

»Jamen, jeg må ikke… Jeg kan sætte en plade på med N.W.A., og så kan jeg pege, når det kommer. Jeg tror faktisk ikke engang, jeg må skrive det, fordi mine fingre er hvide. Jeg må heller ikke synge med,« siger Matthesen, som mener, at det er intentionen, ikke ordet, der betyder noget.

»Man kan ikke bare gå og sige ‘n-ord’, og så er alting cool. ‘Far, der står et n-ord og banker på derude’ – det kan man sgu da ikke sige! Hvorimod jeg synes, det er okay, hvis man ikke kan lade være at synge ‘na-na-na-na-na Nik og Jay.’«

Det er et emne, som allerede er velbetrådt af Matthesens kolleger, men 25-års-jubilaren bidrager med rammende pointer og solide jokes. Og så har han virkelig noget på hjerte her, hvilket man savner andre steder i showet, der til tider bliver lovligt hyggeligt og nostalgisk.

Det nostalgiske bliver også sluttonen i en publikumspleasende finale, der byder på en dobbeltwhopper af TO uendelige sætninger og et medley af Matthesens mest skattede sange. Og selvom Anden aldrig bliver den store sanger, så er der kolossal kærlighed i luften, og den får for fulde gardiner med pyroteknik, lysshow og sang og dans, når cirkusartisten Matthesen diverterer med alle sine numre.

Så jeg forstår sagtens, at publikum gik glade hjem. Mest ville jeg bare ønske, at jeg havde været der selv.


Kort sagt:
Anders Matthesens 25-års-jubilæumsshow er en kæmpe kærlighedserklæring til hans publikum, men det rapsodiske og lovligt lange udstyrsstykke gør sig desværre ikke lige så godt på computerskærmen.

Læs også: Anders Matthesen om sit nye show: »Jeg tænker, hvad er det, jeg har sat gang i?«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold