‘Babylon Berlin’ – hele serien: En af årets største tv-oplevelser endte i paralyserende finale

(Spoiler alert: Læs først, når du har set ‘Babylon Berlin’ færdig).

Charlotte ryster på hovedet. Hun åbner munden og overgiver sig til vandet, der inden for få sekunder trænger ned i lungerne og gør hendes ansigt til en udtryksløs maske. Der er helt stille på bunden af søen, hvor Gereon i verdens længste seks minutter har kæmpet for at befri sin kollega, hvis arm er klemt inde mellem bildøren og sædet i en uovertruffen scene af sidste afsnit af ’Babylon Berlin’.

Nu græder han, og det er svært at beskrive, hvordan gråd under vandet lyder, udover at det er ubegribeligt hjerteskærende. Oppe ved søens bred står Wolter og betragter det fredfyldte landskab med et opmærksomt blik på krusningerne i vandoverfladen.

Et andet sted i Berlin spiser hushjælpen Greta middag med sin chef, mens bomben, hun har ladet installere i hans skrivebordsskuffe, martrer hendes samvittighed. Og et tredje sted er det mystiske tog, som både Wolter og det sorte rigsværn, trotskisterne, mafiaen og Gereon vil have fingrene i, på vej tilbage mod Rusland.

Det vil være en voldsom underdrivelse at kalde sæsonafslutningen på en af tidens bedste serier for spændende. Den er nærmere paralyserende – 90 minutter med chokerende afsløringer, fortættet suspense, det ene klimaks efter det andet, mens de mange plottråde samles og udredes på mestendels elegant vis.

Det mystiske tog, der kører ind over bygrænsen i seriens begyndelse og i løbet af de kommende otte afsnit viser sig at være lastet med både guld og giftgas, får alle statskonspirationens spillere til at mødes i et opgør med dødelige konsekvenser.

Ikke mindst for Wolter, der kort forinden heldigvis – om end lidt for mirakuløst – er mislykkedes i at drukne Charlotte og nu står over for en hævnopfyldt Gereon. Og Greta, der indtil videre blot har været den uskyldige tilflytter og pligtopfyldende hushjælp, træder pludselig i karakter på baggrund af et frygteligt bedrag. Og så er der psykiateren med det forbrændte ansigt, der viser sig at være Gereons forsvundne bror Anno, som han – modsat de korte erindringsglimt, vi fik serveret i et tidligere afsnit – i virkeligheden efterlod kujonagtigt på slagmarken. Ét er 11 år og lidt forbrændt hud ved tindingen – men ville man ikke alligevel hurtigt kunne genkende sin egen bror?

Fra actionbrag til skuddueller på et kørende tog og bibelsk broderopgør. Sidste afsnit var næsten for meget af det gode, men har man for længst tabt sit hjerte til Gereon & co., var det til at se gennem fingre med for blot at give sig hen til de helt store følelser. Som da en af de mest nervepirrende krydsklipninger afslører Gretas hævnmord på Benda som en nazi-konspiration. Hun spotter sin angiveligt myrdede kæreste Fritz i en horde af aggressive, uniformerede mænd med hagekors på armbindene og bliver klar over, at hun har slået en uskyldig mand (og hans lille datter, vil det vise sig) ihjel helt uden grund.

40 millioner euro har det kostet at lave ’Babylon Berlin’, hvis politiske noir-krimiplot udfolder sig i et opulent portræt af den tyske hovedstad på et enkelt skelsættende år. Det er den offentlige kanal ARD, streamingtjenesten Sky og produktionsselskabet Betafilm, der har splejset om den dyreste europæiske tv-serie nogensinde og i den grad hjulpet Tyskland til en plads blandt de store spillere i tv-branchen.

Tom Tykwer, Achim von Borries og Hendrik Handloegten står bag manuskriptet, som er baseret på Volker Kutschers bestseller ’Den våde fisk’ fra 2008. Romanforlægget er blot første bind af en serie på seks om den kølnske kriminalkommissær Gereon Rath, og Tykwer og co. er allerede i gang med optagelserne af næste sæson, der er baseret på andet bind i serien.

Udover at være en sjældent vellykket filmatisering, hvor karaktererne faktisk er langt mere komplekse personligheder end i romanen, har Tykwer og co. formået at genoplive det sagnomspundne kosmos, der er 20’ernes Berlin.

Når man ser ’Babylon Berlin’, må man undre sig over, at Weimarrepublikkens Tyskland så længe er blevet forsømt til fordel for filmiske behandlinger af særligt Anden Verdenskrig, der med få undtagelser har domineret alt det tysksprogede fiktion, vi har set i biograferne herhjemme. Gennem et spændingsfyldt krimiplot med velkendte genrekonventioner forløser serien en af det 20. århundredes mest begivenhedsrige epoker i kølvandet på Første Verdenskrig, som er sprængfyldt med filmisk materiale:

Inflation, arbejdsløshed og politisk splittelse i befolkningen hersker side om side med afgørende nybrud inden for kunst og naturvidenskab. Einsteins relativitetsteori og Freuds psykoanalyse vinder fodfæste, Schönberg skriver sine verdensberømte symfonier, Bauhaus-arkitekterne skaber banebrydende værker, den unge Bertolt Brecht sætter samfundskritiske teaterstykker op, og Fritz Lang skaber ’Metropolis’, der den dag i dag betragtes som en milepæl i filmhistorien.

Den svimlende blanding af ekstase og undergang indkapsler ’Babylon Berlin’ i en gennemført stil, som er spækket med referencer til både design, arkitektur, litteratur og film fra tiden. Titelsekvensens geometriske former og kakofoniske instrumentalunderlægning er således en smuk hilsen til Walter Ruttmanns abstrakte eksperimentalfilm fra starten af 20’erne (meget passende er det også Ruttmann, der står bag filmen ’Berlin – Symphonie einer Großstadt’, som blev vist i Berlin i 1927 og modtaget som revolutionerende eksperiment.)

Og så er der seriens topografiske centrum, Berlin Alexanderplatz, der har lagt navn til den tyske forfatter Alfred Döblins hovedværk fra netop 1929, og som Gereon og co. bestandigt krydser i sporvogn eller til fods, ofte filmet i smukt fugleperspektiv.

Et andet scenografisk omdrejningspunkt er natklubben Moka Efti, der ligeledes er et autentisk sted fra datidens Berlin. Med sit glamourøse dansegulv i stueetagen og sit etablerede, velbesøgte bordel i kælderen fremstår Moka Efti som symbol på byens to ansigter og spejler sig i seriens titel. »Die Hure Babylon« er en bibelsk metafor for moralsk forfald, og at Döblin omtaler Berlin netop sådan i førnævnte roman, er næppe et tilfælde.

Det er således et magisk, men dystert univers, der rummer både utopi og dystopi. »Zu Asche, zu Staub / Dem Licht geraubt / Doch noch nicht jetzt / Wunder warten bis zuletzt«, synger den androgyne grevinde Sorokina fra scenen og underbygger den ulmende dommedagsstemning, der visuelt bæres af seriens noir-stil.

Det er ikke overraskende, at Kutschers inspiration til romanforlæggene stammer fra netop filmens verden. Det var Sam Mendes’ gangsterfilm ’Road to Perdition’ og Fritz Langs seriemordermesterværk ’M’, der satte skub i skriveprocessen, og bøgernes noir-træk fortolkes mesterligt i ’Babylon Berlin’s til tider mørke og mareridtsagtige atmosfære.

Samtidig er grænserne mellem godt og ondt tilpas slørede, for alle karakterer synes at have lig i lasten og skjulte dagsordener, og alle lokkes af den besnærende storbys skyggesider. Nok er Gereon vores helt, men han er ikke entydigt god. Særligt sæsonafslutningen rokker ved hans moralkodeks, ikke blot med afsløringen af hans svigt mod broren, men også da han lyver i retssagen om drabet på to kommunistiske kvinder til maj-demonstrationerne for at dække over politiet – måske for selv at kunne modarbejde de brodne kar indefra i sit nye skyggejob.

På samme måde er Wolter, der i løbet af de otte afsnit udvikler sig fra brysk, men godhjertet kollega til $morderisk statsfjende, ikke entydigt ond. Scenerne med hans demente kone er rørende. Og sådan opererer ’Babylon Berlin’ hele tiden suverænt i gråzonerne.

---

Kort sagt:
En fænomenal tidsrejse og en hårrejsende serieoplevelse, der kræver seerens fulde opmærksomhed, men også fortjener den.

Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret

Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret