’Black Mirror: Bandersnatch’ holder ikke, hvad den lover

’Black Mirror: Bandersnatch’ holder ikke, hvad den lover
Fionn Whitehead & Will Poulter.
3 6
Tv-film
Instruktion

David Slade

Medvirkende

Fionn Whitehead, Craig Parkinson, Alice Lowe, Asim Chaudry, Will Poulter, Tallulah Hadon

Spilletid

90 min.

Premiere

Kan ses på Netflix

Hvad er det egentlig, der driver Charlie Brooker, hovedforfatteren af ’Black Mirror’?

Det er et spørgsmål, der melder sig, når man står over for ’Black Mirror’-filmen ’Bandersnatch’, et eksperiment i spillefilmlængde, der ændrer sig, alt efter hvilke valg man tager i sofaen. Lidt ligesom de ’Sværd og trolddom’-bøger, nogle af os åd på skolebiblioteket, og som havde forskellige slutninger, afhængig af de veje læseren valgte at gå.

Spørgsmålet om Brookers motiver trænger sig på, ikke bare fordi konceptet er grænsesprængende, galt og megalomant, men fordi det ikke er fedt, hvis det er målet i sig selv. Man kunne i forvejen frygte det: ’Black Mirror’ har i enkelte tilfælde vaklet mellem overrumplende teknologikritik og plotkonstruktioner, der mere end at understøtte det første, hævdede sig selv.

Tag det seneste regulære afsnit, ’Black Museum’, der ville rumme snart sagt alt det, de tidligere sæsoner havde fortalt, mens den stakåndet refererede til sit eget univers – som om det var en pointe i sig selv.

Men formen alene er sjældent en slagkraftig pointe. Og ’Black Mirror’ er bedst, når den formår at bruge den dystopiske fremtid som et rødt lys, der blotlægger nutidens glidebane mod en virkelighed, hvor teknologien bit for bit fremmedgør os for os selv og hinanden.

Det var kernen i nogle af de bedste afsnit som ’The Entire History of You’ og ’Nosedive’, hvor Charlie Brooker viste sig som en mageløs dystopisk fortæller med blik for teknologiens menneskelige ofre.

Spørgsmålet er, om han selv er ved at blive et offer for seriens hype og sine egne voldsomme ambitioner? Trangen til at ville overgå sig selv og samtidig flå stolene væk under det kor af fans, der råber »større, vildere!«.

I hvert fald er det interaktive greb i ’Bandersnatch’ knap så overrumplende, som det gerne vil være. Jo, det er da sjovt, når man med et museklik bestemmer, om hovedpersonen, spiludvikleren Stefan Butler, skal spise Guldkorn eller Frosties til morgenmad, men efterhånden indser man, at vores indflydelse ikke rækker ret meget længere end det.

Godt nok er der, så vidt jeg ved, fem forskellige slutninger, men de fremstår med en enkelt undtagelse som variationer af den samme finale. Og personligt nåede jeg igennem dem alle i løbet af de 90 minutter. Hvad værre er, kan man undervejs få Stefan til at udføre handlinger, der viser sig at være forkerte. Så må man tilbage og vælge igen, mens man konstaterer, at man rent faktisk ikke havde noget valg i første omgang.

Plottet er ellers sindrigt udtænkt med metalag på metalag: Stefan udvikler spillet Bandersnatch, der ligesom serien, vi ser, er en fortælling med forskellige handlingslinjer, og så er den selv baseret på en gal sci-fi-forfatters roman, der endte med at drive ham til vanvid – en skæbne, der inden længe også overgår Stefan. Imens udvikler hans idol, Colin Ritman (Will Poulter), et spil ved navn ’Nozhdyve’, en reference til ’Black Mirror’-afsnittet ’Nosedive’, og senere kan man informere Stefan om, at han rent faktisk bliver styret af et publikum, der sidder og ser ham på Netflix. Af os.

Sponsoreret indhold
Tag et smut med Iris Gold til Berlin
Iris Gold har en travl kalender, der har bragt hende en tur til Berlin. Turen byder både på Michael Jackson-inspirerede sceneoutfits og en meget høflig JBL-højttaler.

Netflix-scenen er bundskraberen i ’Bandersnatch’, en selvsmagende fremhævelse af konceptet, garneret med en stikpille til beskueren, der hverken er særligt nuanceret eller sammenhængende – eller for den sags skyld viser sig at holde stik. Vi bliver spurgt, om vi vil have mere action og kan så vælge »ja« eller »fuck ja«. Vi har kontrollen, lyder det, og vi bruger den til at mæske os i action og vold. Bortset fra at det gør vi ikke rigtigt. I sidste ende viser det sig jo, at vi ikke har specielt meget kontrol, for plottets linjer ender nogenlunde de samme steder, uanset hvad vi vælger. Og nogle af vores valg bliver slet ikke godtaget.

Som Stefan rammer Fionn Whitehead fra ’Dunkirk’ den rigtige balance mellem desperation og vanvid, mens han programmerer de sidste veje og afveje i ’Bandersnatch’. Og Brooker forstår at beskrive sammenbruddet, så det sætter sig som kulde i kroppen.

Men det tankegods, der ligger bag ’Bandersnatch’ – såvel den fiktive roman som Stefans spil og Brookers serie – er relativt forskruet eller i hvert fald skrupforvirrende. Ideen er, at vores liv består af forskellige tidslinjer, løsrevet i tid og med forskellige udfald, men alligevel afhængige af hinanden. Begivenheder i én tidslinje kan påvirke begivenheder i en anden.

Men i og med ’Bandersnatch’ ikke lader vores valg ændre fortællingen på afgørende vis, forsømmer den at bruge det interaktive greb til for alvor at udforske det frie valg. Skæbnen vejer alligevel for tungt til, at vi kan mærke konsekvenserne af vores handlinger, og det er et forbandet spild af potentiale, når serien netop beder os om at handle.

Vores valg fremstår omvendt som tvangstanker i hovedet på Stefan, men uden at det føles, som om vi tvinger ham til noget, han ikke ville have gjort alligevel – før eller siden. Altså når det ikke lige handler om Guldkorn, hvad han afspiller på sin walkman, eller om han hælder te i sin computer eller bare smadrer den med næverne.

Metalagene i ’Black Mirror’ fungerer i det hele taget bedst, når de ikke råber på at blive set. Som i afsnittet ’Fifteen Million Merits’, hvor talentshow-deltageren Binghams samfundskritiske tordentaler ikke bliver stoppet af magthaverne, men indlejret i underholdningsindustrien, akkurat som ’Black Mirror’ er kommet i stald hos verdens største streamingtjeneste. Det er et ideologikritisk metalag, som beriger fortællingen, men ikke skriger på at blive åbnet af enhver.

Det kan godt være, at det ikke er let at anmelde en film, der muterer, alt efter hvad seeren vælger, og det er muligt, at jeg har overset livsbaner, som andre har fundet. Men det står klart, at ’Bandersnatch’ trods de vilde tanker – og et par scener, der er svære at slippe – ikke holder, hvad den lover.

Nok kan man prise, at der eksisterer filmskabere som Charlie Brooker, som insisterer på at smadre grænserne, når han støder på dem. Men her få dage før femte sæson af ’Black Mirror’ må man håbe, at han har mindet sig selv om, hvad der egentlig har gjort serien til et fænomen. Det stikker nemlig langt dybere end formeksperimenter.


Kort sagt: ’Bandersnatch’, den hidtil første ’Black Mirror’-film, er en vild interaktiv fortælling, hvor vi – os bag skærmen – tager valgene for hovedpersonen. Bortset fra at det gør vi ikke rigtig. I sidste ende virker filmen som et halvbagt eksperiment, der hverken giver os den kontrol, den lover, eller serverer den skarpe teknologikritik, der er grundpillen i de bedste afsnit af dystopiserien.

Sponsoreret indhold
Har du nerver til en ny omgang ’True Detective’?
Se Mahershala Ali brillere i den intense sæson 3 på HBO Nordic.
HBO Nordic
Advertisement