‘Creed II’: Rocky-bokseringen kan stadig give en klump i halsen
‘Creed II’ kunne nærmest ikke undgå at skuffe en smule. Hvor Ryan Cooglers ‘Creed’ revitaliserede ‘Rocky’-franchisen med stort filmisk overskud og en glimrende balancegang mellem nostalgi og nytænkning, der fik selv Sylvester Stallones visdomsord til at gå i hjertet, spiller Steven Caple Jr.’s opfølger de sikre kort. Men mindre kan heldigvis også gøre det.
Filmen fortsætter, hvor ‘Creed’ slap. Adonis Creed (Michael B. Jordan) er blevet et stort navn i bokseverdenen, og inden for de første 10 minutter sikrer han sig verdensmesterbæltet med hjælp fra Rocky (Sylvester Stallone), der træner det unge talent fra ringhjørnet.
Det er sikkert håndværk, men ‘Creed II’ føles på mange måder også som et levn fra fortiden. Nok mest fordi hovedplottet er en fortsættelse til den tvivlsomme ‘Rocky IV’, der sendte Philadelphias stolthed i koldkrig mod den russiske bokser Ivan Drago (Dolph Lundgren).
Denne gang er det Adonis, der går næve mod næve med Ivans enorme muskelbundt af en søn, Viktor (Florian Munteanu), for at forsvare sin titel og hævne sin far, legenden Apollo Creed, der døde i ringen mod Ivan. Og så bliver Adonis såmænd også far til en hørehæmmet datter med musiker-kæresten Bianca (Tessa Thompson), som stadig leverer værdigt modspil til mandfolkets glinsende overkrop.
Plottet er lige så forudsigeligt, som man kunne forvente, men det har heldigvis aldrig stoppet en ‘Rocky’-film. Spændingskurven er effektivt spundet over Adonis’ tvivl på sig selv, sit ophav og sine evner som bokser og nybagt far – spillet med stor indlevelse af Jordan. Kuren er selvfølgelig Slys knudemand af en gammel bokser, der smider om sig med lommefilosofiske guldkorn, sammenvævet med en badass træningsmontage i et goldt ørkenlandskab – bare fordi.
Det, der holder filmen sammen og overvinder én til sidst, er kærligheden til originalmaterialet. For selvom Caple Jr. ikke scorer mange point på originalitet, forstår han essensen af sine karakterer. Og så formår han at orkestrere en boksekamp, så man virkelig mærker hvert et brækket ribben og flækket øjenbryn – også selvom de mange slag tester troværdighedens grænser.
Man skal være klar til at sluge en del kameler, blandt andet Russell Hornsbys skyggepromoter, der arrangerer boksekampe, som var han en hemmelig agent. Men fans af serien kan trøste sig med, at man trods alt har set meget værre.
Der er heldigvis også levnet plads til et humoristisk glimt i øjet. Ivan og Viktor kæmper til syvende og sidst for at genvinde Ludmilla Drago (Brigitte Nielsen) – henholdsvis ekskone og mor – som forlod dem efter farens skandaløse nederlag i ‘Rocky IV’. Det bliver til morsomme blikudvekslinger under den afgørende boksekamp og en skrøbelighed, man i hvert fald ikke ser tit i boksearenaen.
Man kunne godt have undt Stallone en bedre afslutning, når det nu er sidste gang, han hiver joggingbukserne på som Rocky Balboa. Den menneskelige boksepudes naturlige charme og sentimentalitet får ikke lov at skinne helt så meget igennem som i ‘Creed’s velorkestrerede cancer-subplot, der resulterede i en Oscar-nominering til veteranen.
Men er man fan af franchisen, kan man ikke undgå at få en klump i halsen, når Bill Contis ikoniske tema gjalder ud over ringen for ottende – og formentlig sidste – gang.
Kort sagt:
En hæderlig to’er, der forholder sig tro mod ‘Rocky’-franchisens arv med en intens boksefinale og et solidt karakterdrama.
Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret