De bedste serier i 2018 – rangeret fra 20-1

De bedste serier i 2018 – rangeret fra 20-1
Jodie Comer i 'Killing Eve'.
Der er aldrig blevet lavet så mange serier, men til gengæld synes mængden af kvalitet ikke at være steget tilsvarende. I toppen finder vi dog en række absolut mesterlige serieoplevelser – fra et blændende karakterstudie af en dokumentar til tidens første virkelig vellykkede gysererie og et helt aktuelt hovedværk på tysk.

Florence Pugh og Alexander Skarsgård i ‘The Little Drummer Girl’.

20. ’The Little Drummer Girl’

Den koreanske mesterinstruktør Park Chan-wooks excentriske stil og John Le Carrés stillige spionplot er det bedste af to verdener, der mødes i ’The Little Drummer Girl’. Bag serien står folkene, der også omsatte spændingsforfatterens ’The Night Manager’ til miniserie med Susanne Bier ved roret, og deres nye produktion er om muligt endnu mere elegant og enigmatisk.

Stortalentet Florence Pugh spiller den politisk aktive skuespillerspirer Charlie, som af den israelske efterretningstjeneste overtales til at gå deep undercover som lokkedue for at få fingrene i en palæstinensisk terrorist. Bag planen står den dukkeførende efterretningschef Martin Kurtz, som Michael Shannon spiller med karismatisk vellyst, mens Alexander Skarsgård er fascinerende som agenten, der får Charlie på krogen med maskulin charme.

Plottet er sine steder så kryptisk, at det tester tålmodigheden, men er man til Le Carré’sk rænkespil med smukt metaforisk underlæg er ’The Little Drummer Girl’ essentiel. Og så er serien usandsynligt lækker at se på.

Kan ses på CMore.

Amy Adams i ‘Sharp Objects’.

19. ’Sharp Objects’

Kvinde var kvinde værst i ’Big Little Lies’-instruktør Jean-Marc Vallées miniserie baseret på ’Gone Girl’-forfatteren Gillian Flynns bestseller ’Sharp Objects’, hvori ingen skarpe genstande stak så dybt som journalisten Camille Preakers familietraumer – uanset hvor meget hun ellers forsøgte at skære smerten væk ved at snitte skældsord i sit eget kød.

En hudløst rå Amy Adams med svømmende druk-øjne spillede Camille, der vender tilbage til sin fødeby for at skrive om en række mord på unge piger og her konfronteres med sin isdronning af en dominerende mor (geniale Patricia Clarkson) og wild child-lillesøster (det nye stortalent Eliza Scanlen) med destruktiv rastløshed i rulleskøjterne. Uhyggen flimrede ’True Detective’-smægtende i den feberhede sydstatssommer, og selvom fremdriften ganske vist haltede i det noget slæbende midterstykke, sluttede serien på toppen med tre hårrejsende ord og to grumme overraskelsesflashback, der bandt en fornem og makaber sløjfe på Vallées visuelle kludetæppe af drømmesyn, erindring og faktiske hændelser, der i løbet af serien nedbrød kronologien og udfordrede virkeligheden.

Sponsoreret indhold
Hvordan blev »a fat boy from nowhere« en superstjerne?
Kom tæt på en af musikhistoriens største legender i det storslåede drama om Elton John. Læs fem gode grunde til at se ‘Rocketman’ her.
UIP

’Sharp Objects’ var årets mest giftige kvindedrevne serie, der på forrygende klaustrofobisk vis hudflettede (!) de tre hovedrollers komplicerede familiebånd, skyldfølelse og skam og gik til kanten for at illustrere, hvordan døtre bøder for deres mødres synder. Stol aldrig på en engel i hvidt!

Kan ses på HBO Nordic.

Johnny Flynn og Antonia Thomas i ‘Lovesick’. (Foto: Alan Peebles/Netflix)

18. ’Lovesick’ sæson 3

Serielands blik på millennial-generationen har serveret bitter sadcom-satire i navnlig ’Girls’, ’Fleabag’ og ’Insecure’, men Netflix’ nu afsluttede komedieserie ’Lovesick’ (af ’The Crown’-forfatter Tom Edge) var fra første færd en anden fisk – også selvom den på overfladen var så generisk som genrens abc med sin fortælling om fire venners søgen efter kærlighed, knald og karriere.

Det, der adskilte ’Lovesick’ bemærkelsesværdigt fra genrefællerne, var dens bundsympatiske tro på drømmernes universelle missioner for at finde lykken med en kop varm te i dobbeltsengen. Uanset hvor mange benspænd, der stod i vejen for Dylan (Johnny Flynn), Luke (Daniel Ings), Evie (Antonia Thomas) og Angus (Joshua McGuire), bekendte ’Lovesick’ sig åbenhjerteligt til, at en famlende millennial godt kan trodse vores kyniske tidsånd og gøre sig fuldt fortjent til at score skatten for enden af regnbuen.

Sådan går det ikke altid for alle, men sådan går det også, og budskabet formidledes, uden at serien forfaldt til sukkersødt ævl eller gik på kompromis med indsigtsfulde observationer omkring de filtrede relationer, der dagligt jokker os over tæerne. Og som gør varige venskabers sociale sikkerhedsnet lige så livsnødvendige som forelskelsens rus. Tak for knuset, ’Lovesick’.

Kan ses på Netflix.

Bill Skarsgård i ‘Castle Rock’.

17. ’Castle Rock’ sæson 1

Stephen King-remixet ’Castle Rock’ sneg sig ind i vores hjerter som et isnende mindfuck midt i 2018’s episke sommerhede. Og gåsehuden har knapt nok lagt sig endnu.

Utallige referencer til Kings’ enorme bagkatalog af horrorklassikere gennemsyrede og eleverede hovedforfatterne Sam Shaw og Dustin Thomasons sælsomme fortælling om advokaten Henry Deaver (’Moonlight’s André Holland), der vender tilbage til hjemstavnen Castle Rock – en typisk King’sk Maine-soveby med snigende ondskab i grundvandet – for at repræsentere en mystisk ung mand (Bill Skarsgaard), der pludselig er dukket op i Shawshank-fængslet.

Er ynglingen djævlen selv eller en fætter til den messianske syndsbærer John Coffey fra Kings ’The Green Mile’? Som tavst stirrende plotkatalysator demonstrerede Bill Skarsgård overlegent, at han kan være mindst lige så creepy au naturel som i Pennywises klovnesko, men det var Sissy Spacek, der fuldstændig stjal showet som Henrys demensramte adoptivmor, hvis greb om virkeligheden krakelerer i tusind fragmenter i den overrumplende syvende episode, ’The Queen’: et hjerteskærende og ikke så lidt Michel Gondry-inspireret portræt af et sind i opløsning, der brugte gysefilmgreb til at udvide vores forståelse for en virkelig sygdom, hvis simrende mareridtsscenarie er mere skræmmende end noget fiktivt monster.

Kan ses på HBO Nordic.

Julia Roberts i ‘Homecoming’

16. ’Homecoming’

Julia Roberts’ seriedebut sitrede af sort satire over den amerikanske regerings post-9/11 (mis)brug af unge soldater som viljeløse actionmænd i Mellemøstens sandkasser. Iscenesat som en fortættet miniserie a 10 korte afsnit med ’North by Northwest’-inspirerede 60’er-scenografier, der tippede på hatten til suspensemesteren Alfred Hitchcock.

Roberts spillede vejlederen Heidi, der styrer velkomstcenteret Homecoming, hvor soldater angiveligt skal reintroduceres til dagligdagen. I den forbindelse bliver hun mere end almindeligt professionelt charmeret af soldaten Walter Cruz (Golden Globe-nominerede Stephan James), alt imens chefen Colin (glat-geniale Bobby Cannavale) pacer hende for at levere resultater, og Walters soldaterkammerat bliver opslugt af tiltagende velbegrundet paranoia over, hvad Homecoming egentlig er for et sted.

Den Golden Globe-nominerede serie var en perfekt showcase af de mørkere sider af Roberts talent og klaustrofobien tiltænkt labyrintisk i sin Kafkas’ke samfundskritik. En af årets mest skabspolitiske serier og et overraskende, men lykkeligt sejrrigt serievalg af Hollywoods 90’er-dronning. Og så fik vi søreme også fornøjelsen af Sissy Spacek, årets helt store serie-es, i rollen som Heidis mor.

Kan ses på Amazon Prime.

Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag i ’30’.

15. ’30’ og ’Doggystyle’

Mens de store danske dramaserier indimellem har det med at blive fodslæbende, overfortællende og dramaturgisk utroværdige, excellerer de små danske dramedys i ånden efter ’Girls’, ’Insecure’ og ’Skam’ med underspillet humor og generationsindfangende præcision. Og i år fik vi to af de absolut bedste af slagsen, vi har oplevet på dansk grund i form af Yousees ’30’ og DR3’s ’Doggystyle’.

De slår begge hovedet på sømmet, når det kommer til kærlig udstilling af tidens SoMe- og selvoptagede storbyunge fra midten af 20’erne og op. Samtidig er der selvfølgelig tale om to meget forskellige serier. I ’30’ – Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags fornemme udfoldelse af det potentiale, første sæson (’29’) indgav løfter om – kredser komikerne tematisk og sketchagtigt om emner som venskab, forholdet til forældrene og kønsroller, mens de på fineste vis udfolder en udvikling i de to hovedkarakterers søgen efter at finde ud af, hvem de er, og hvad de vil. Deres blik på det moderne følelsesliv hos mænd og kvinder kommer sublimt til udtryk i et krydsklip mellem to polterabends, hvor mændene ender med at tale dybt om tvivl og usikkerhed – selv med stripperen! – mens kvinderne smider alle fine fornemmelser over bord og går fuld volddruk på den.

I ’Doggystyle’ er udgangspunktet en mere traditionelt udfoldende fortælling med en sjælden stærk fornemmelse for karakterer og relationer. I løbet af seriens 10 afsnit udfordrer forfatter og instruktør Anna Emma Haudal både seriens storbysnobbede hovedperson Astas fordomme – og seerens fordomme om både Asta, hendes handicappede søster og de venner, hun vender tilbage til ved hjemstavnen i Odsherred. Alle slås med deres bag Insta-filteret. ’Doggystyle’ viser det med overlegen friskhed og følsomhed.

’30’ kan ses på Yousee. ‘Doggystyle’ kan ses på dr.dk/tv.

Christina Hendricks og Isabelle Huppert i ‘The Romanoffs’

14. ’The Romanoffs’

’Mad Men’-skaberen Matthew Weiner gjorde et stærkt tv-comeback med antologiserien ’The Romanoffs’, hvis otte ofte film-lange episoder fortalte semi-beslægtede historier om en række brogede efterkommere af den russiske zarfamilie, Romanoverne.

Isabelle Huppert, Corey Stoll, Diane Lane, Aaron Eckhart, Kerry Bishé, Christina Hendricks, Andrew Rannells, Ron Livingston, Kathryn Hahn, John Slattery og Amanda Peet strålede om kap på den imponerende rolleliste, og kapitlerne var lige så tonalt forskelligartede som de mange karakterer, der navigerede imellem surrealistisk gys, slægtsdrama og kulsort komedie. Og selvfølgelig intet Weiner-drama uden psykologisk satiriske svirp med halen over den egocentriske menneskelige natur, der forplumrer relationer og fucker med vores virkelighedsbillede.

Rødderne udsprang af 100 år gammel russisk historie, men tematikkerne spiddede det vestlige nu på kornet, som når Christina Hendricks battlede filmindustriens sexisme i det mesterligt syrede tredje afsnit ’The House of Special Purpose’, og det moderne parforhold smuldrede under forsmået maskulinitet i ’The Royal We’. Og så osede serien naturligvis af labert æstetisk og detaljemættet production value, præcis som forventet fra Weiners stilsikre hånd.

Kan ses på Amazon Prime.

Corinne og hjælpehunden Rory i ‘Hunde’. (Foto: Netflix)

13. ’Hunde’

Hvad kan være bedre end 1.000 kattevideoer til at varme vinterhjertet? En Netflix-serie om hunde, såmænd.

’Hunde’ var skabt af Amy Berg (den Oscar-nominerede ’Deliver Us From Evil’) og Glen Zipper, og de seks episoder blev instrueret af blandt andre Berg selv, Oscar-vinder Roger Ross Williams (’Life, Animated’, ’Music by Prudence’) og Richard Hankin (’The Jinx’), som hver især udforskede det ganske særlige bånd, der kan opstå mellem mennesket og dets bedste ven. Og hvordan relationen ikke alene har potentialet til at gøre hundeejeren til et mere empatisk væsen, men også kan formidle mere åbenhjertig kontakt til andre mennesker.

I det imponerende andet afsnit, ’Bravo, Zeus’, fulgte Berg således selv en syrisk flygtnings kamp for at smugle sin hund til Europa, og resultatet var et personligt og nærværende perspektiv på flygtningekrisen og vejen ud af Syrien, der langt transcenderede seriens mere letbenede trailer.

Antidyremennesker vil givetvis rulle med øjnene, men ’Hunde’ indgydede fornyet tro på det gode i mennesket igennem hundenes tiltro til, at vi behandler dem og hinanden ordentligt. Og det gør serien om de firbenede til en af de mest opløftende seeroplevelser om det bedste i de tobenede.

Kan ses på Netflix.

Indya Moore i ‘Pose’. (Foto: FX)

12. ’Pose’ sæson 1

Debatten om, hvorvidt transkønnede karakterer skal spilles af transkønnede skuespillere, brød ud i lys lue i sommer, da Scarlett Johansson trak sig fra rollen som transkønnet gangster i filmen ’Rub & Tug’ oven på massiv kritik fra LGBTQ-miljøet. Reaktionære kulturskribenter fra L.A. til danske dagblade haselerede imod »censur«, men missede de potentielle samfundssociale konsekvenser af, at Hollywoods portrættering af transkønnede spillet af cis-skuespillere paradoksalt opretholder bedagede forestillinger om, at transpersoner faker deres identitet.

Dén fordom gik serieskaber Ryan Murphy (’American Horror Story’, ’Feud’) i kødet på med bølgebryderen ’Pose’, der tog os med til 80’ernes ball-kultur i New York og ikke alene tegnede forfriskende flerfacetterede og dybt indfølte portrætter af en gruppe transkønnedes liv, men også castede lutter transkønnede i hovedrollerne – og dermed satte en fed streg under, at der absolut findes talentfulde transskuespillere, der bare venter på at få chancen (i modsætning til, hvad producenter ofte påstår for at undskylde straight-casting).

’Pose’ funklede af trodsig livsnerve, og budskabet om at favne sin identitet blev krystalliseret af datidens aids-frygt spædet op med paralleller til det moderne USA’s indskrænkelser af LGBTQ-rettigheder. Hvorfor seriens lede glatnakke (James Van Der Beek) naturligvis havde kontor i Trump Tower.

Kan ses på HBO Nordic.

Benedict Cumberbatch i ‘Patrick Melrose’.

11. ’Patrick Melrose’

Fiktionsserier om virkelige personers ekstraordinære liv var en subtendens i året, der gik (’Trust’, ’A Very English Scandal’), men ingen over eller under seriefilmatiseringen af Edward St. Aubyns anmelderroste, semiautobiografiske romanserie ’Patrick Melrose’, hvori Benedict Cumberbatch spillede sig helt ud i hjørnerne af sit talent som en britisk overklasse-playboy, der kæmper med et galoperende stofmisbrug og fortidens dæmoner igennem fire årtier.

Over fem visuelt forførende kapitler fulgte vi Patricks svømmetag mod overfladen af en hverdag, der synes ubærlig uden rusens sanselige eskapisme til at sløre traumerne af, at hans far (en isnende uhyggelig Hugo Weaving) forgreb sig på ham som barn – komplet med gæsteoptrædener fra en alkoholiseret mor (Jennifer Jason Leigh), knugende flashbacks (shout-out til barneskuespilleren Sebastian Maltz) og en række kvindelige bekendtskaber, der splittede vor antihelt mellem længslen efter tryg normalitet og sanselig storvildtsjagt i en moderne verden, der anno 2018 ofte føltes mere kaotisk i ædru tilstand end på et LSD-trip.

Serien var skrevet af David Nicholls (’One Day’) og instrueret af Edward Berger (’The Terror’) og var lige så sporadisk urkomisk, som den var gribende med en snert af ’Requiem for a Dream’-tragedie lurende i skyggerne.

Kan ses på HBO Nordic.

Bill Hader i ‘Barry’. (Foto: HBO)

10. ’Barry’ sæson 1

Har der været et bedre birollecast i en serie i år end i HBO’s ’Barry’? Næppe.

Fortællingen om en lejemorder – spillet af Bill Hader, en af hovedkræfterne bag serien – som bliver fascineret af skuespil i en lille teatertrup i Los Angeles var til at begynde med hverken rigtigt sjov eller rigtigt alvorlig. Men undervejs blev den faktisk rigtigt sjov og rigtigt alvorlig.

Alvoren falder særligt i sidste halvdel af sæsonen, hvor Barrys to verdener – den kunstneriske og den morderiske – uundgåeligt mødes og skaber scener, der emmer af knugende suspense og kulminerer i overraskende voldsomme momenter, som i deres desperation og determinisme vækker minder om ’Breaking Bad’.

Humoren kommer fra ovennævnte birollegalleri, for mens Barry i sig selv er en straight man, som Hader spiller uden behov for at flashe det komiske talent, han ellers er kendt for, er alle omkring ham kostelige figurer. Det gælder særligt de tjetjenske gangstere, der både er de mest følsomme og mest psykopatiske væsener, man kan forestille sig. Hvis de ikke var så sindssyge, ville man med glæde blive kidnappet af dem. Men også i teatertruppen er der uforglemmelige figurer at hente med den både charmerende, selvhøjtidelige og i bund og grund temmelig sære dramalærer Gene Cousineau (Henry Winkler) som højdepunktet.

Det er omhyggeligheden i karaktergalleriet, der gør, at det skizofrene plot med både Shakespeare, narko og pistoler går op i en højere enhed.

Kan ses på HBO Nordic.

Ciarán Hinds i ‘The Terror’.

9. ’The Terror’

At lave en serie om gravalvorlige, mere eller mindre ensporede mænd i indædt kamp for at skrive deres eget kapitel i verdenshistorien, er på en måde så lidt zeitgeisty, som det kan blive.

Men hvad gør det, når skildringen af den hybrisbelagte urmaskuline drøm om at overvinde naturen er så flot og spændende forløst som i AMC’s ’The Terror’. Serien tager udgangspunkt i den virkelige historie om to engelske skibe, der i 1845 stævnede ud for at finde en ny handelsrute gennem Arktis. Det er ikke en spoiler at slå fast, at de aldrig vendte hjem. Skibene satte sig fast i isen, og besætningen kæmpede i årevis for at sejle videre – og siden blot for overlevelse.

I spidsen for de to skibe er Ciarán Hinds og Jared Harris de helt store attraktionsstykker som kaptajnerne John Franklin og Francis Crozier, der står ansigt til ansigt med den isbelagte naturs voldsomme kræfter. Man mærker besætningens sult, kulden og forrådnelsen (fysisk og moralsk), og sjældent har en historie i så smukke omgivelser føltes så klaustrofobisk.

Man kunne måske godt have undværet det mere overnaturlige monster, der indfinder sig, men omvendt skaber det også et interessant portræt af forholdet mellem de ærgerrige vesterlændinge og den lokale inuit-stamme, der befolker territoriet i denne interessante genrekombination af gyser, katastrofefilm og historisk drama.

Kan ses på Amazon Prime.

Michael Peterson i ‘The Staircase’.

8. ’The Staircase’

’Making a Murderer’ møder ’Boyhood’ i ’The Staircase’, der blev det nye store true crime-hit, hvilket sådan set var lidt uretfærdigt, al den stund at den faktisk foregreb fænomener som ’Serial’ og netop ’Making a Murderer’, og at disse utvivlsomt har skævet over skuldrene på Jean-Xavier de Lestrades evne til at stykke sit omfangsrige materiale sammen på.

’The Staircase’ fik premiere helt tilbage i 2004, efter Lestrade havde fulgt den mordanklagede Michael Peterson på tætteste hold. Netflix bestilte nye afsnit, så vi nu over 13 afsnit får den mangeårige skildring af sagen, hvor forfatteren Peterson er den hovedmistænkte, efter hans hustru falder ned af trappen i deres hus og omkommer.

Man er naturligvis stærkt optaget af, om Peterson er skyldig eller ej, men når man har fået serien lidt på afstand, er det, man virkelig tager med sig, portrættet af, hvad en sag som denne gør ved et menneske over en så lang periode. Hvilke spor det sætter i ham – og hans familie. Samtidig får man et indgående indblik i det (ofte uhørt uretfærdige) amerikanske retssystem gennem scener, hvor man måber over, at Lestrade har fået lov til at filme. Det er intimt og anfægtende – og et umiskendeligt hovedværk inden for genren.

Kan ses på Netflix.

Volker Bruch i ‘Babylon Berlin’.

7. ’Babylon Berlin’

Den dyreste ikke-engelsksprogede serie til dato er en sensationel noir-rejse til Fritz Langs Berlin i 1920’erne, iscenesat af billedekvilibristen Tom Tykwer, der endnu engang besjæler den tyske hovedstad i en grad, så man nær ved selv bliver suget ind i skærmen og mærker den ekspressionistiske arkitektur reducere en til en myre i et ’Metropolis’-landskab, hvor lumske overklasseuslinge guffer haute cuisine og tyller bobler i skyerne, mens det jævne folk og hårdkogte politifolk står i pis og mudder til anklerne på mørke, myretravle gader.

’Babylon Berlin’ er dermed et sanseligt mastodontværk med en detaljerigdom, der slår benene væk under en og lokker med feisty flappers, der engagerer sig i S/M på art-deco natklubber (Liv Lisa Fries er en åbenbaring), mens den Tintin-energiske efterforsker Gereon (Volker Bruch) med rystende PTSD fra Første Verdenskrig dykker ned i mordgåder og konspirationsteorier i de skrøbelige, iltre og slet skjult moralsk depraverede mellemkrigsår, inden nazismen tog kvælertag på samfundet.

Man skal holde tungen lige i munden undervejs for at få styr på karakterer og sindrigt overlappende plottråde, men payoffet efterlader en mæt og tilfredsstillende mørbanket som efter en rowdy julefrokost, der stak af til den lyse morgen.

Kan ses på dr.dk/tv.

Violet McGraw og Henry Thomas i ‘The Haunting of Hill House’. (Foto: Steve Dietl/Netflix)

6. ’The Haunting of Hill House’

Det har lignet en umulig opgave at lave en gyserserie, der 1) var uhyggelig hele vejen igennem og 2) havde en stærk nok fortælling til, at man gider bliver hængende i afsnit efter afsnit.

Men med ’The Haunting of Hill House’ viste Netflix’ hushorrormester Mike Flanagan, at det kan lade sig gøre. Forankret i en velkendt gyserformular – det hjemsøgte hus – skabte han (baseret på Shirley Jacksons bogklassiker) en rørende fortælling om, hvordan traumer hjemsøger mennesker på meget forskellig vis. Og traumer, ja, dem forstår man godt, at Crain-børnene kæmper med efter den skæbnesvangre sommer, hvor deres forældre har sat sig for at renovere det dunkle Hill-hus.

Kæmpevillaen er en creepy labyrint af kældre, mørke hjørner og hemmelige rum, som Flanagan visualiserer med sublimt, tålmodigt kameraarbejde, mens vi i rammehistorien følger de nu voksne Crain-børns svære, men i sidste ende også bevægende gensyn i kølvandet på en tragisk begivenhed i nutiden. Slutningen deler vandene, og sjovt nok er skuespillet blandt børnene ofte bedre end hos de voksne, men det ændrer ikke på, at man sidder gennem samtlige 10 afsnit med hjertet i halsen. Både på grund af uhyggen og på grund af ens oprigtige sympati for disse plagede mennesker, for hvem fortiden vil spøge i sindet for evigt.

På samme måde vil ’The Haunting of Hill House’ spøge længe i bevidstheden på enhver, der har set den med øjnene halvt dækket af sofapuderne.

Kan ses på Netflix.

Bob Odenkirk i ‘Better Call Saul’.

5. ’Better Call Saul’ sæson 4

»Et mesterværk af en kaliber, der hører til i selskabet med den moderne tv-serie-guldalders kronjuveler«, skrev vores anmelder Rasmus Friis tidligere på året om fjerde sæson af ’Breaking Bad’-spinoffen, der bare bliver bedre og bedre.

I ’Better Call Saul’ er der både noget for gangsterhusarerne og for folk på jagt efter et dybt, detaljeret og uforudsigeligt karakterdrama. Gus Fringe har entreret scenen, og det er dybt fascinerende – helt i ’Breaking Bad’-ånden – at følge ham opbygge sit imperium med lejesoldaten Mike Erhmentraut som uundværlig håndlanger. Mikes forhold til den tyske ingeniør, der forestår det spektakulære undergrundsbyggeri af den kælder, hvor Walter White og Jesse Pinkman siden skal komme til at koge meth i litervis, er dybt rørende: to aldrende, livskloge mænd, hvis venskab og gensidige forståelse fører mod en tragisk udgang sublimt skildret af showrunners Vince Gilligan og Peter Gould.

I det parallelle spor bliver Jimmy McGill mere og mere moralsk depraveret, og det er en isnende følelse, når det går op for hans sympatiske kæreste Kim, hvor brilliant han er til at snyde alle omkring sig. Med mindre og mindre dårlig samvittighed.

’Better Call Saul’ er én lang rejse mod undergangen, det ved vi, men hold op hvor er det et levende, nuanceret og drønspændende ridt, som man egentlig blot håber bliver trukket i så meget langdrag som muligt.

Kan ses på Netflix.

Maggie Gyllenhaal i ‘The Deuce’.

4. ’The Deuce’ sæson 2

Hvordan trækker man stikket hjem med en serie om prostitution og pornoindustriens boom i det slibrige New York anno 1977 i et 2018 med akut fokus på seksuelle krænkelser og ligestilling?

Man giver tøjlerne David Simon og lader seriemaestroen knytte et uovertruffent fletværk af fascinerende karakterer – fra hovedroller ned til de mest perifere biroller – der i lige så høj grad lader kvinderne foran og bag de duggede kameralinser tage ejerskab over egne fortællinger og krop, som den udstiller de mandlige alfahanners slet skjult ynkelige forsøg på at håndhæve maskulin suverænitet i en brydningstid. En tid, hvis bål under tidligere årtiers rigide kønsrollemønstre soder både alfonser og førsteelskeres skosnuder (i et morsomt sideplot sprang alfonsen Larry Brown, spillet af Gbenga Akinnagbe, ud som selvhøjtidelig skuespiller-in-spe i pornofilm domineret af kvinder).

I anden sæson af ’The Deuce’ spillede James Francos afdankede barejer Frankie sålunde andenviolin til Maggie Gyllenhaals pornoinstruktør med kunstneriske ambitioner, der insisterer på at skabe »fuck films«, der hylder og pirrer kvinders seksualitet frem for at reducere pigen til et tomt hul. Alt imens luderne Darlene (Dominique Fishback) og Lori (Emily Meade) tog afgørende skridt mod at frigøre sig fysisk og psykologisk fra mændene, der prissatte deres værd. Det var sorthumoristisk, sporadisk grumt og autentisk atmosfærisk som et knivskarpt postkort fra fortiden, hvis hudfletning af kønskampen på lagnet ekkoer langt ind i vores nutid.

Kan ses på HBO Nordic.

Jodie Comer og Sandra Oh i ‘Killing Eve’.

3. ’Killing Eve’ sæson 1

Sandra Oh fik (endelig!) et forrygende comeback som den titulære efterforsker Eve, og Jodie Comer sank tænder og forgiftede hårnåle i sin første større rolle som en af de mest tvetydige, dødsensfarligt forførende lejemordere i lyserød tylkjole i Phoebe Waller-Bridges sexede spionthriller af en sprudlende serietriumf.

Mere end nogen anden fiktionsserie i 2018 blev ’Killing Eve’ et flagskib for vigtigheden af at fortælle flere kvindedrevne historier på tv inden for traditionelt mandsdominerede genrer, og serien – baseret på Luke Jennings ’Villanelle’-romaner – cementerede overlegent, at kvinder uden problemer kan owne den traditionelt maskuline Le Carré-arena med en katten-efter-musen-præmis, der underholdt fra a-z med samme form for sorthumoristiske skarpsindighed, der ligeledes prægede Waller-Bridges debutværk ’Fleabag’.

Med undtagelse af Kim Bodnias geniale russiske bjørn var ’Killing Eve’s mandlige relationer forfriskende accessoriske for plottet, men Waller-Bridge lod ikke kønspolitik overskygge karaktererne, hun lod dem bare være. Vigtigere endnu, hun lod dem være komplekse kvinder frem genretroper: Kvinder, der tager flade sko på og en elastik i håret, når der skal ordnes praktiske opgaver (mord, forstås), og vælger karrierer, der giver sitrende nipples frem for tryghedsnarkomani og høflig lørdagssex i privaten. Og tusind tak for det.

Kan ses på HBO Nordic.

Matthew Rhys og Keri Russell i ‘The Americans’.

2. ’The Americans’ sæson 6

Alle ’The Americans’-fans ved, hvor det er svært at overtale andre til at se ’The Americans’. For mange virker det forståeligt nok uoverkommeligt at have 75 afsnit liggende foran sig, og ud over det kulørte udgangspunkt med sovjetiske spioner i USA er der intet letappellerende flashy over serien, som får den til at ligne et letfordøjeligt binge.

Men so be it – det er alle jer Unamericans, der går glip af noget. Af hvad? Ja, for eksempel et af de bedste finaleafsnit på nogen serie nogensinde. Efter en tørvetrillende sæson 5 sluttede Joe Weisberg og Joe Fields nemlig på toppen med en sæson, der gav alle de bærende karakterer en uforudset, men dog sjældent tilfredstillende afslutning. Både ægteparret Elizabeth og Philip, der havde været så meget igennem som undercover-agenter i Amerika, deres uforvarende børn samt den ulyksalige FBI-agent Stan, der måtte indse sin egen inkompetence og alligevel finde sit mest menneskelige punkt.

I en tid, hvor seriekonkurrencen er større end nogensinde, er det et mirakel, at FX gav ’The Americans’ lov til at følge fortællingen til dørs trods beskedne seertal, og det belønnede sig til sidst, hvor Emmy-prisen for eksempel omsider fik øjnene op for dens kvaliteter. Men nu hvor der er sat punktum for både ’Halt and Catch Fire’ og ’The Americans’, er det store spørgsmål, om det store, seriøse, kompromisløse og nuancerede karakterdrama, der får lov til at udfolde sig tålmodigt over mange sæsoner, er dødt, mens det nu er i miniserierne, antologiformatet og de opfindsomme dramedys, at landvindingerne skal findes.

Kan ses på amerikansk iTunes – de foregående sæsoner kan ses på Netflix.

Lakeith Stanfield og Donald Glover i ‘Atlanta’.

1 ’Atlanta’ sæson 2

Ingen serie formår som ’Atlanta’ at tage røven på os igen og igen og igen. Anden sæson startede med et brag i form af et hårdkogt kup på en fast food-restaurant, der slog tonen an for den såkaldte Robbin Season, som også var sæsonens undertitel med reference til den tid på året i Atlanta op til jul, hvor antallet af voldelige røverier topper.

Siden fik vi en horrorhumoristisk udflugt med ’Get Out’-overtoner til en bizar Fastnacht-fest blandt tysk-amerikanere i Georgia, hvor Earn føler sig fuldstændigt fremmedgjort, mens hans baby mama Van hygger sig gevaldigt. Vi fik et helt Barbershop-afsnit, hvor Alfred forsøger at blive klippet hos sin mildest talt håbløse frisør, der imidlertid ved nøjagtigt, hvordan saksen skal svinges. Vi oplevede selvsamme Alfred blive røvet og ende i en overrumplende kamp for overlevelse, som var lige så surrealistisk, som den var ubehagelig at overvære.

Og vi fik selvfølgelig Donald Glover i whiteface som den Michael Jackson-lignende Teddy Perkins, der sælger et klaver til seriens stoner-yndling Darius, i et creepy og udsøgt komponeret afsnit, der allerede er en nyklassiker.

I mindre kyndige hænder kunne det føles som spredt fægtning, men gennem Glovers vision og Hiro Murais instruktion føles ’Atlanta’ alligevel som en helhed, et potent portræt af at være sort i USA – dirigeret med knivskarp satire, underspillet følsomhed og konstant overraskende pointer.

’Atlanta’ er tidens mest gennemført blærede serie, og i sæson 2 overgik Glover sig selv.

Kan ses på amerikansk iTunes – første sæson kan ses på Viaplay.

Læs også: Årets fem bedste danske film – rangeret

Se listenÅrets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret