Død over selvfede metafilm!

Død over selvfede metafilm!
Chris Hemsworth i 'Bad Times at the El Royale'
Fri mig for flere selvforelskede manusforfattere, der skal demonstrere, hvor opfindsomme historiefortællere de er på bekostning af substantielle plot og stærke skuespillerindsatser. Hvis du har et stjernecast, så brug det til mere end at stive dit eget ego af.

KOMMENTAR. For nylig har jeg set to film, som jeg virkelig ikke brød mig om: ’Bad Times at the El Royale’ og ’Life Itself’ – to multiplotfilm med 14 hovedkarakterer tilsammen, som begge lader deres velspillende stjernecast i stikken, fordi instruktørerne har for travlt med at vise, hvor mange handlingstråde de kan holde styr på, og hvor mange formmæssige greb de mestrer.

Filmene er udstyrsstykker på hver deres facon. Den ene fletter syv karakterers skæbnetråde sammen på ét hotel i USA, og den anden tager livtag med livet selv og strækker sig over tre generationer – og fra New York til Andalusien – i sin skildring af en række mennesker, hvis liv er bundet sammen af Bob Dylan og én fatal ulykke (som dog følges af en monsunregn af andre tragiske hændelser undervejs).

Her er tale om to portmanteau-film, der henholdsvis er plastret til med motownnumre, følelsesporno og narrative gimmicks, som intet andet formål tjener end at fjerne opmærksomheden fra, hvor lidt der er at komme efter under filmenes stiliserede overflade, og hvor tyndt grundlaget, som binder karakterne sammen, egentlig er. Men det er nu ikke dét, jeg hader ved dem.

Val Kilmer og Robert Downey Jr. i ‘Kiss Kiss Bang Bang’.

Nej, det, som jeg hader mest – det, som jeg er helt allergisk overfor – det er filmenes trang til konstant at fremhæve deres konstruktion og deres ekstraordinært selvsmagende måde at være metabevidste på. En allergi jeg blev klar over, jeg havde, da jeg så ’Kiss Kiss Bang Bang’ for første gang og havde lyst til at kaste noget skarpkantet og tungt efter skærmen.

Og pludselig slog det mig, hvad alle de her film har til fælles – altså udover den ulideligt spradebassede selvfedhed.

Fra manusforfatter til megaloman

Bag alle værker står filmskabere, der primært ernærede sig som manuskriptforfattere, inden de indtog instruktørstolen.

Inden Shane Black debuterede som instruktør med ’Kiss Kiss Bang Bang’ i 2005, havde han skrevet manuskript til kæmpesuccesser som ’Dødbringende våben’-serien og ’The Last Boy Scout’. Inden Drew Goddard instruerede ’Bad Times at the El Royale’, havde han forfattet episoder af hitserier som ’Buffy’, ’Angel’, ’Lost’, og ’Alias’, og inden Dan Fogelman instruerede ’Life Itself’, var han primært kendt som forfatteren bag romcom’en ’Crazy, Stupid, Love’ med Ryan Gosling i hovedrollen og serien ’This is Us’, som var et kæmpe hit i USA sidste år, hvor 11 millioner mennesker så med, da finaleafsnittet løb af stablen.

Olivia Wilde og Oscar Isaac i ‘Life Itself’. (Foto: Scanbox)

Når jeg nævner de mange, massive kommercielle publikumssuccesser, som instruktørerne hver især har på bagen, så er det, fordi jeg ønsker at antyde, at der undervejs er blevet opbygget et vist ego, en vis tiltro til egne evner og overblik over det skrevne ord og det levende billedes forskellige virkemåder, som har ført til, at disse mænd – alle i øvrigt i start-40’erne – har valgt at lave film, hvor det er selve historiekonstruktionen (læs: deres eget, ikke lige så feterede fag), der er i højsædet.

Og fordi dette mindreværdskompleks blandet med deres høje status i Hollywood kunne tænkes at være medvirkende til, at filmene kammer over i en speedet og rekordkæk opvisning af metatricks, som har fået anmelder Piet Levy fra Milwaukee Journal Sentinel til at foreslå ’Wink Wink Nudge Nudge’ som en mere passende titel til Blacks selvforelskede noir-pastiche. En titel, som indkapsler charlatantonen i samtlige film.

Rundt i manegen

I ’Life Itself’ åbner Fogelman med en scene, som viser sig at være en film-inden-i-filmen, og (spoiler alert!) slutter af med at afsløre, at hele resten af filmen, som i øvrigt i store dele handler om det litterære koncept ’den upålidelige fortæller’ i virkeligheden er en filmatisering af en fiktiv bog.

Og det kunne måske et kort sekund lyde Kaufmanesque i sin kinesiske æskestruktur, men det kunne ikke være længere fra. Hvor Charlie Kaufman – kongen af intrikate metafilm og manden bag nogle af historiens bedste, ’Synecdoche, New York’ og ’Adaptation’ – elegant væver mere eller mindre fiktive virkeligheder sammen og bruger de fremmedgørende greb til at forstærke hverdagens absurditet og seerens porøse virkelighedsfølelse, bruger Fogelman, Goddard og Black i stedet disse greb til konstant at minde os om, at vi er vidne til en fiktion, og at vi bliver trukket rundt i manegen.

Jon Hamm i ‘Bad Times at the El Royale’.

Modsat Kaufman, som giver én en følelse af at tage del i en opdagelsesrejse ind i sindets krinkelkroge, og ind i en verden, hvor der ikke findes nogle entydige svar, synes disse tre metafilm at være anderledes lukkede i deres fortolkningsmuligheder.

Det, de i stedet får et kick ud af, er konstant at være i en overlegen position – at vide mere end publikum og dosere den viden på en så overrumplende og friskfyragtig måde som muligt. Og det bliver der så lagt så mange kræfter i, at det ender med fuldstændig at overskygge alt andet.

Alle tre film er multiplotfilm, men har ikke to gode plot til sammen.

Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret

Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold