Miley Cyrus bekræfter rolle i den nye sæson af ’Black Mirror’

Miley Cyrus bekræfter rolle i den nye sæson af ’Black Mirror’

Femte sæson af ’Black Mirror’ nærmer sig. Og i Netflix-seriens sande ånd har alle involverede (inkl. streamingtjenesten selv) formået at holde kortene ganske tæt på kroppen, så både spænding og mystik omkring serien er intakt. Dog kom Miley Cyrus til at lægge et par kort på bordet om den kommende sæson, da hun i et nyt interview med radiovært Howard Stern bekræftede, at hun er med på rollelisten.

En hotelmanager fra et hotel i Cape Town satte forleden gang i et rygte om, at Miley Cyrus havde boet på hans hotel i forbindelse med indspilningerne af den kommende ’Black Mirror’-sæson. Et rygte, der straks gik viralt, og som Stern i interviewet med Cyrus naturligvis samlede op på.

»Hvis du gætter det, vil jeg ryste på hovedet: ‘ja’«, lød det kryptisk fra Cyrus i interviewet. Stern bekræftede efterfølgende, at den skuespillende sangerinde havde bekræftet rollen på trods af, at hun egentlig hverken måtte afsløre noget eller nævne serien ved navn.

Foruden Cyrus kan vi i den kommende sæson af Charlie Brookers dystopiske satireserie se frem til et interaktivt afsnit, hvor seeren selv er med til at vælge handlingens udfald.

Femte sæson af ’Black Mirror’ ventes at få premiere i slutningen af december, men Netflix har endnu ikke bekræftet en officiel premieredato.

Læs også: ‘Black Mirror’-skaber fortæller om dokumentaren, der inspirerede et af seriens bedste afsnit

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af