Sacha Baron Cohen inviterer Sarah Palin på date til Golden Globe-uddelingen

Sacha Baron Cohen inviterer Sarah Palin på date til Golden Globe-uddelingen
Sacha Baron Cohen i 'Who Is America?'

I går blev listen over de nominerede til Golden Globe-uddelingen annonceret. I kategorien for bedste mandlige hovedrolle i en musical- eller komedieserie finder man Sacha Baron Cohen for hans utallige karakterer i den provokerende satireserie ‘Who Is America?’.

Til nyhedsmediet Deadline udtrykker Cohen sin store taknemlighed for nomineringen, der er hans første, siden han blev nomineret for ‘Borat’ i 2007. Samtidig inviterer Cohen også Sarah Palin, den tidligere guvernør i Alaska, til at være hans date til prisuddelingen, der finder sted i januar.

Inden ‘Who Is America?’ havde premiere, tiltrak programmet sig allerede opmærksomhed, da Sarah Palin på sin Facebook udtrykte sin vrede over at være blevet holdt for nar af Baron Cohen, da hun havde følt sig bedraget til at medvirke i et interview. Interviewet endte med at blive klippet ud af serien, men nu lader det altså til, at Baron Cohen vil råde bod på miseren.

»Jeg sætter pris på, at The Hollywood Foreign Press Association (foreningen, der uddeler Golden Globes, red.) anerkender mit arbejde, hvilket der heldigvis ikke var nogen af gæsterne i programmet, der gjorde«, siger Cohen til Deadline. »Det er en meget stor ære for mig, da HFPA var blandt de første til at sætte pris på min humor, der er i konstant udvikling. Jeg er ydmyg over at være blandt en så fantastisk gruppe af nominerede, som jeg alle ser op til.

Denne serie var et passionsprojekt, der tog to års arbejde. Det er en skam, at de ikke har anerkendt flere af de medvirkende, især Dick Cheney og Roy Moore. Til gengæld, Fru Palin, på trods af at du blev klippet ud af programmet, håber jeg, at du vil acceptere min invitation til at være min date til showet«.

‘Who Is America?’ kan ses på HBO Nordic.

Læs også: Borat er tilbage – og han støtter Donald Trump af hele sit racistiske hjerte

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af