De 30 mest ventede film i 2019

De 30 mest ventede film i 2019
Brad Pitt og Leonardo DiCaprio i Quentin Tarantinos 'Once Upon a Time in Hollywood'
Tænderne løber i vand, når man lader øjnene glide ned over listen med de på papiret mest interessante film, der allerede er sat til premiere i de danske biografer eller rammer en streamingtjeneste i årets løb. Og der vil utvivlsomt støde flere titler til løbende – en af de kommende dage følger vi op med en oversigt over de mest imødesete film på internationalt plan, som vi håber kommer til de danske biografer i 2019.

’The Favourite’

Hvem står bag?
Den gal-geniale græske instruktør Yorgos Lanthimos (‘Dogtooth’, ‘The Lobster’) hvæsser atter bladet mod samfundsmoralen, klar til at chokere den gode smag, ruske op i kønspolitikker og pirre publikums grænser igennem et kulsort kostumedrama anført af Emma Stone, Rachel Weiz og Olivia Colman. For første gang har instruktøren, der sidst var aktuel med ‘The Killing of a Sacred Deer’, dog ikke selv skrevet manuskriptet.

Hvad handler den om?
I 1700-tallets England kæmper Lady Sarah (Rachel Weisz) og stuepigen Abigail (Emma Stone) om den mentalt ustabile dronning Annes (Olivia Colman) gunst, og det fører til stadigt mere morderiske rivalrier. De tre skuespillerinder i hovedrollerne er alle blevet Golden Globe-nomineret, hvor filmen er landet i kategorien ‘musical eller komedie’. Men det bliver uden tvivl lige så ubehageligt som morsomt, selvom Lanthimos for første gang ikke har skrevet manuskriptet – det har derimod Deborah Davis og Tony McNamara, der tidligere fortrinsvis har arbejdet med tv.

Premiere
24. januar

Sponsoreret indhold
Knivskarp krigssatire og sprængte nosser
George Clooney's nye serie 'Catch-22' har stort potentiale for at blive din næste seriekærlighed – læs her de fem største grunde til hvorfor.
C More

’Vice’

Hvem står bag?
Instruktøren af finanskrisefilmen ’The Big Short’, Adam McKay, genforenes med Christian Bale og graver atter ned i et stykke moderne amerikansk historie tilsat MTV-videoæstetik, sketch-fortællestil og spandevis af sort humor.

Hvad handler den om?
’Vice’ går bag masken på Dick Cheney, USA’s mest magtfulde vicepræsident til dato, der under George W. Bushs vage embede mere eller mindre enevældigt styrede slagets gang i Det Hvide Hus såvel som i krigene i Irak og Afghanistan. Bale er noget nær uigenkendelig i hovedrollen, mens Amy Adams spiller hustruen Lynne Cheney, og Steve Carell er forsvarsministeren Donald Rumsfeld.

Premiere
31. januar

Jake Gyllenhaal og Rene Russo i ‘Velvet Buzzsaw’. (Foto: Claudette Barius)

’Velvet Buzzsaw’

Hvem står bag?
Manusforfatter Dan Gilroy debuterede imponerende som instruktør med stalker-historien ‘Nightcrawler’ med Jake Gyllenhaal i én af karrierens bedste og mest creepy roller. Den fulgte Gilroy op med den anstrengende Denzel Washington-film ‘Roman J. Israel, Esq.’, så det er yderst positivt, at han nu genforener sig med holdet bag sin debut. Jake Gyllenhaal og Rene Russo vender nemlig tilbage foran kameraet – i tilgift til folk som Toni Collette, Billy Magnusson, Tom Sturridge og John Malkovich.

Hvad handler den om?
Filmen beskrives som en thriller, der udspiller sig i Los Angeles’ kunstmiljø, hvor »big money-kunstnere og store kunstsamlere betaler en høj pris, når kunst kolliderer med kommers«. Ifølge Wikipedia er der indblandet en overnaturlig kraft, som hævner sig over dem, der lader deres grådighed komme i vejen for kunsten. Filmen får verdenspremiere på Sundance-festivalen i slutningen af januar, mens den får premiere på Netflix kort efter.

Premiere
Netflix 1. februar

’Kapernaum’

Hvem står bag?
Libanesiske Nadine Labaki er oprindeligt kendt som skuespiller, men instruktørdebuterede allerede i 2007 med den roste ‘Caramel’. I maj sidste år fik hendes første film i syv år premiere på Cannes-festivalen i form af ‘Kapernaum’, der også er en af favoritterne til at blive Oscar-nomineret i kategorien for bedste ikke-engelsksprogede film.

Hvad handler den om?
Vi begynder i retten, hvor den 12-årige dreng Zain erklærer, at han vil sagsøge sine forældre. Hvordan kom det så vidt? Og hvorfor sidder drengen i fængsel for at have stukket en mand ned? Filmen udfolder baggrunden hjerteskærende, og med et usentimentalt og dog dybt rørende blik følger den Zain og hans kamp for at hjælpe både sin lillesøster og en baby i slummen.

Premiere
7. februar

’If Beale Street Could Talk’

Hvem står bag?
Barry Jenkins vandt en Oscar for ‘Moonlight’, og på beundringsværdig vis bruger han i denne omgang ikke sin succes til at lave mere kommercielle og dyre film, men til at realisere et decideret drømmeprojekt.

Hvad handler den om?
‘If Beale Street Could Talk’ er baseret på det afroamerikanske ikon James Baldwins roman af samme navn og handler om et ungt par, Tish og Fonny, hvis forelskelse og glæde over at vente et barn forstyrres, da Fonny bliver anklaget for en forbrydelse, han ikke har begået. Tish sætter alt ind for at hjælpe ham. Kiki Layne og Stephan James skulle være sublime i hovedrollerne, mens de suppleres af glimrende kræfter som Regina King og Brian Tyree Henry fra ‘Atlanta’.

Premiere
14. februar

’Green Book’

Hvem står bag?
Peter Farrelly er kendt som den ene halvdel af brødreduoen, som har stået bag 90’er-komedieklassikere som ‘Vild med Mary’ og ‘Dum og dummere’, så det er ganske overraskende at se ham forbundet med en film, som anses som en stærk kandidat til en Oscar-nominering. Det skyldes ikke mindst de to mænd i hovedrollerne: Mahershala Ali fra ‘Moonlight’ og det kommende ‘True Detective’ samt vores helt (okay, halvt) egen Viggo Mortensen.

Hvad handler den om?
Ali spiller den anerkendte jazzpianist Don Shirley, der skal på turné i de racismeprægede amerikanske sydstater, der dengang var præget af racisme. Han hyrer Mortensens Tony Lip som kombineret bodyguard og chauffør, men Lip har selv en rem af den racistiske hud, som langsomt udfordres.

Premiere
21. februar

’Trækfugle’

Hvem står bag?
Colombianske Ciro Guerra er en af de mest markante sydamerikanske instruktører lige nu og høstede blandt andet stor ros for junglefilmen ‘Slangens favntag’, som vi kårede som en af de bedste film i 2016. Nu vender han tilbage med sin faste producermakker Cristina Gallego som medinstruktør.

Hvad handler den om?
Filmen tager udgangspunkt i Colombia 1969 og kan beskrives som narkohandlens urfortælling. Den følger en lokal familie, der bliver involveret i salg af marihuana til USA, hvorefter familien og deres kultur krakelerer lidt efter lidt. Efter verdenspremieren på Cannes-festivalen sidste år fik ‘Birds of Passage’, som originaltitlen lyder, stor ros for at være en æstetisk formidabel oplevelse, der kombinerer en rå skildring af colombiansk narkohistorie med stedvis magisk realisme.

Premiere
21. februar

’The Miseducation of Cameron Post’

Hvem står bag?
Desiree Akhavans (tv-serien ’The Bisexual’) har instrueret LGBTQ-teendramaet, der vandt juryens hovedpris på Sundance i 2018 (hvor den også var den bedste film, vi så på festivalen).

Hvad handler den om?
Chloë Grace Moretz spiller den lesbiske Cameron Post, som sendes på ’opdragelseslejr’ for unge med ’afvigende seksualitet’. Her bliver hun konfronteret med »sin egen personlige Disney-skurk«, Dr. Lydia Marsh (Jennifer Ehle), der i ledtog med pastor Rick gør alt, hvad hun kan for at vriste den homoseksuelle djævel ud af de stakkels teenagere. Moretz, der selv bedst er kendt for sin hårdtslående debut i ’Kick-Ass’, får i filmen selskab af blandt andre ’American Honey’-stjernen Sasha Lane.

Premiere
28. februar

’At Eternity’s Gate’

Hvem står bag?
En af verdens mest anerkendte arthouse-instruktører – og malere – hedder Julian Schnabel, der i en bredere offentlighed blev kendt for den Oscar-nominerede ‘Dykkerklokken og sommerfuglen’. Nu er han aktuel med sin første film i otte år, og han har samlet sig et intet mindre end forrygende maskulint cast bestående af Willem Dafoe, Oscar Isaac, Mads Mikkelsen og Rupert Friend

Hvad handler den om?
Dafoe spiller Vincent van Gogh i en kunstner-biopic, der skulle adskille sig radikalt fra den gængse portrætfilm. Filmen følger således kun den berømte maler i tiden, hvor han boede i Arles i Frankrig. Indbyggerne kæmper for at få ham smidt ud efter hans notoriske øreafskæring. Mads Mikkelsen spiller en præst, mens Oscar Isaac er malerkonkurrenten Paul Gaugain.

Premiere
7. marts

’Captain Marvel’

Hvem står bag?
Anna Boden (’Billions’) og husbonden Ryan Fleck (’Half Nelson’) instruerer Brie Larson i Marvels svar på ’Wonder Woman’.

Hvad handler den om?
Forud for at Captain Marvel aka. Carol Danvers (Larson) formentlig hjælper med at redde Avengers-holdets kappeklædte bagdele i ’Endgame’, får vi her 90’er-historien om superheltindens fortid som jægerpilot og hendes udvikling af enorme overjordiske kræfter i kampen mod en ondsindet alien-race – ledet af Lee Paces blå usling Ronan, som Marvel-fans vil huske fra den første ’Guardians of the Galaxy’-film.

Premiere
7. marts

’Serenity’

Hvem står bag?
‘Locke’-instruktør Steven Knight er tilbage med en thriller, der til trods for sit eksotiske eksteriør fremstår akkurat så klaustrofobisk i tonen som Tom Hardys one-location-mareridt fra 2013.

Hvad handler den om?
‘Interstellar’-kollegerne Matthew McConaughey og Anne Hathaway genforenes i fortællingen om fiskebådkaptajnen Baker, hvis virkelighed begynder at slå sprækker, da hans ekskone Karen dukker op med et desperat ønske: Baker skal tage hendes nye, voldelige mand med på fisketur og smide ham over bord til hajerne.

Premiere
14. marts

’Us’

Hvem står bag?
Samfundssatiriker og instruktør Jordan Peele følger op på sin racepolitiske gysersucces ’Get Out’ fra 2017 med den genrebeslægtede ’Us’, hvis trailer alene tager prisen som en af det nye års mest hårrejsende.

Hvad handler den om?
Oscar-vinder Lupita Nyong’o og Winston Duke (’Black Panther’) spiller det sorte par Adelaide og Gabe Wilson, der tager ungerne med på sommerhusferie ved stranden, hvor de skal hygge sig med et andet, hvidt vennepar (Elisabeth Moss og Tim Heidecker). Men da uventede gæster dukker op, bliver hyggen afløst af rendyrket horror, for de nytilkomne er tro kopier af Wilson-familien selv, tilsat morderiske intentioner og monsterevner. Hvem jager hvem?

Premiere
14. marts

’Triple Frontier

Hvem står bag?
J.C. Chandor debuterede i 2011 med finansthrilleren ‘Margin Call’, som han høstede mange lovord for. Siden har han lavet ‘All Is Lost’ med Robert Redford’ og ‘A Most Violent Year’ med Oscar Isaac og Jessica Chatain. Og nu gennemfører han et projekt, der har cirkuleret rundt i Hollywood i en årrække med skiftende besætninger, men man må sige, at han er lykkedes med at sætte holdet på pirrende vis med en hardcore mandekvintet. Hovedrollerne spille således af Ben Affleck, Oscar Isaac, Charlie Hunnam, Pedro Pascal og Garrett Hedlund.

Hvad handler den om?
De fem skuespillere spiller et hold ekssoldater, der genforenes om en dødsensfarlig mission: Et kup på en narkobaron i den sydamerikanske jungle.

Premiere
Netflix 15. marts

’Dumbo’

Hvem står bag?
2019 går amok i Disneys live action-filmatiseringer (til millioners glæde og andres rædsel), og det gotiske filmeventyrs legesyge maestro Tim Burton har taget musestudiets elskelige elefantunge under kærlig – og uden tvivl kleenex-inducerende – behandling i denne version, der forhåbentlig er mere ’Edward Scissorhands’ end ’Alice in Wonderland’.

Hvad handler den om?
Den titulære hovedperson får ny backup fra to menneskebørn og deres far (Colin Farrell), der skal lede os igennem historien om cirkuselefanten med de enorme flyveører, der må så grueligt meget igennem, før han (forhåbentlig!) finder lykken sammen med sin hårdt plagede elefantmor. Danny DeVito er cirkusejeren, Michael Keaton en udspekuleret forretningsmand og Burton-darlingen Eva Green en guddommelig cirkusartist.

Premiere
28. marts

Martin Scorsese. (Foto: Emma McIntyre/Getty Images)

’The Irishman’

Hvem står bag?
Instruktørlegenden Martin Scorsese genforenes med Robert De Niro og Joe Pesci, som har spillet over for hinanden i nogle af Scorseses bedste film – blandt andet ’Goodfellas’, ’Raging Bull’ og ’Casino’. Men det er utroligt nok første gang, at Al Pacino skal arbejde sammen med filmverdenens Godfather i denne Netflix-film.

Hvad handler den om?
’The Irishman’ er et passionsprojekt, der bringer instruktøren tilbage til yndlingsemnet: Gangstere. Lejemorderen Frank ’The Irishman’ Sheeran (De Niro) genkalder på dødslejet, hvordan han snigmyrdede fagforeningslederen Jimmy Hoffa (Pacino) i sin tid under Buffalo-mafiaen. Med et budget på over 100 millioner dollars og en stjerneparade, der desuden tæller Harvey Keitel, Anna Paquin og Ray Romano, er der god grund til at glæde sig.

Premiere
Kommer på Netflix i løbet af 2019

’Where’d You Go’, Bernadette’

Hvem står bag?
Richard Linklater er god for cirka en film om året, og nogle gange vækker de stor opmærksomhed som ‘Before’-trilogien og ‘Boyhood’, mens de andre gange flyver mere under radaren som hans to seneste, ‘Everybody Wants Some!!’ og ‘Last Flag Flying’. Kvaliteten er dog nærmest altid tårnhøj – og forventningerne til hans kommende film bliver ikke mindre af, at Cate Blanchett, Kristen Wiig, Judy Greer, Laurence Fishburne og Billy Crudup pryder plakaten.

Hvad handler den om?
Blanchett spiller den angstplagede arkitekt Bernadette, der en dag forsvinder sporløst. Hendes 15-årige datter sætter alt ind for at finde hende, og i eftersøgningen opdager hun overraskende ting om sin mors fortid.

Premiere
17. april

Anne Hathaway har hovedrollen i Dee Rees kommende film. (Foto: Matt Winkelmeyer/Getty Images for HFA)

’The Last Thing He Wanted’

Hvem står bag?
Med ‘Mudbound’ gav Dee Rees Netflix sin første store Oscar-film, der indkasserede fire nomineringer, så der er ikke noget at sige til, at streamingtjenesten har været interesseret i at fortsætte samarbejdet. Rees’ nye film er baseret på en roman af Joan Didion og har Anne Hathaway, Ben Affleck, Willem Dafoe, Toby Jones og Rosie Perez på rollelisten.

Hvad handler den om?
IMDb-synopsen siger det kort, koncist og fængende: En journalist siger sit job på en avis op for i stedet at blive våbenhandler for en hemmelig statstjeneste.

Premiere
Netflix i løbet af 2019

’Dogman’

Hvem står bag?
Italienske Matteo Garrone fik et fortjent gennembrud med den rå og illusionsløse gangsterfortælling ‘Gomorrah’ i 2008, og 10 år senere fik hans bedste film siden gennembruddet så premiere på Cannes-festivalen i maj under titlen ‘Dogman’.

Hvad handler den om?
Titlens ‘Dogman’ er hundefrisøren Marcello, der er vellidt i lokalmiljøet, men også lidt af en svækling, som ikke kan modstå presset, da den fuldstændigt psykopatiske eksbokser og smågangster Simone får brug for hans hjælp. Marcello tvinges til at træde i karakter. Spørgsmålet er, om han har det i sig.

Premiere
17. april

’Avengers: Endgame’

Hvem står bag?
Brødrene Anthony og Joe Russo, der ligeledes instruerede ’Avengers: Infinity War’, dirigerer løjerne i den sidste ’Avengers’-film, der byder på et endeligt farvel til fanfavoritterne Iron Man (Robert Downey Jr.), Captain America (Chris Evans) og Thor (Chris Hemsworth) – i hvert fald hvis man skal tro skuespillernes udløbne Marvel-kontrakter.

Hvad handler den om?
De originale seks Avengers Thor, Iron Man, Black Widow, Hulk, Captain America og Hawk Eye smider alle jetoner og egne liv i puljen for at skrue tiden tilbage og redde de 50 procent af universets beboere, Thanos’ dræbte med et fingerknips i slutningen af ’Infinity War’. Ant-Man og en vis Captain Marvel hjælper til.

Premiere
25. april

’Lazzaro den lykkelige’

Hvem står bag?
Italienske Alice Rohrwacher er en af Europas mest interessante nyere instruktører, hvis poetisk-naturalistiske biavlerfilm ‘Miraklerne’ var en af vores favoritter fra 2015. Nu er hun tilbage med ‘Lazzaro den lykkelige’, der fik mange flotte adjektiver med på vejen efter Cannes-premieren sidste år – ikke mindst herfra sitet, hvor vi udpegede den som den tredjebedste film, vi så under festivalen.

Hvad handler den om?
Vi følger en storfamilie af italienske arbejdere, der dyrker tobakmarkerne for en aristokratisk markise, der tilfældigvis har glemt at fortælle dem, at stavnsbåndet er ophævet for længst. I centrum er den hjertelige, lidt smådumme Lazzaro, der tror på det bedste i alle mennesker, og som særligt kommer i centrum, da filmen tager et overraskende twist.

Premiere
2. maj

Brad Pitt har hovedrollen i James Grays kommende film. (Foto: Carlos Alvarez/Getty Images)

’Ad Astra’

Hvem står bag?
James Gray har tidligere instrueret film som jungleeventyret ’The Lost City of Z’ og Joaquin Phoenix-thrilleren ’We Own the Night’ og begiver sig nu ud i rummet med Brad Pitt.

Hvad handler den om?
I sci-fi-dramaet spiller Pitt den tidligere militærmand Roy McBride, der drager ud på en farefuld mission igennem solsystemet for at undersøge og forhindre en nært forestående trussel mod planeten. Selvsamme mission, der år forinden opslugte hans far (Tommy Lee Jones)… Ruth Negga (’Loving’) og Donald Sutherland ser med fra sidelinjen, i hvad der meget vel kan blive årets mest interessante stjernerejse og en filosofisk hudfletning af såret maskulinitet.

Premiere
23. maj

Steven Soderbergh. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

’The Laundromat’

Hvem står bag?
Steven Soderbergh har jævnligt svoret, at han var færdig med at lave film, men det holder sjældent særligt længe – og gudskelov for det. Nu er han tilbage med sin første film for Netflix, og han har allieret sig med et bemærkelsesværdigt cast ført an af Oscar-vinderne Gary Oldman og Meryl Streep suppleret af David Schwimmer, den belgiske bulldog Matthias Schoenaerts, Antonio Banderas, James Cromwell, Jeffrey Wright og Will Forte.

Hvad handler den om?
Soderberghs film er baseret på Jake Bernsteins bog ‘Secrecy World’ om de afsløringer, der kom ud af de såkaldte Panama Papers fra advokatfirmaet Mossack Fonseca. Schwimmer spiller en advokat, der opdager, at det forsikringsselskab, han repræsenterer, er ét stort svindelnummer.

Premiere
Netflix i løbet af 2019

Christian Bale har en af hovedrollerne i ‘Ford v. Ferrari’ – formentlig uden Bat-kostumet.

’Ford v. Ferrari’

Hvem står bag?
James Mangold har markeret sig som en alsidig instruktør, som har stået bag alt fra ‘Girl, Interrupted’ og ‘Walk the Line’ til den roste X-Men-film ‘Logan’. Men det er nu især castet, der vækker opsigt i forbindelse med hans nye film: Det føres nemlig an af Christian Bale og Matt Damon.

Hvad handler den om?
Udgangspunktet er de virkelige begivenheder om racerløbet Le Mans i 1966, hvor autofirmaerne Ford og Ferrari kæmpede indædt om at vinde. Damon spiller den visionære bilingeniør Carroll Shelby, mens Bale spiller køreren Ken Miles, der prøver at få sejren i hus for Ford.

Premiere
27. maj

’Deconstruction X+Y’

Hvem står bag?
Svenske Anna Odell eksperimenterede med dokumentar og fiktion på interessant vis i den stærke ‘Gensynet’ om sit egen (eller sit alteregos) forestilling om den klasse-reunion, hun ikke var inviteret til. Og hun fortsætter eksperimenterne med sin nye film – tilsat et vildt skandinavisk stjernecast.

Hvad handler den om?
Mikael Persbrandt spiller nemlig en berømt skuespiller – vel noget nær sig selv – som samarbejder med en instruktør om en film, mens de dekonstruerer deres roller og identitet. Udover Persbrandt er Trine Dyrholm, Sofie Gråbøl, Thure Lindhardt og Jens Albinus med – velsagtens også som sig selv?

Premiere
6. juni

Quentin Tarantino og Leonardo DiCaprio præsenterer ‘Once Upon a Time in Hollywood’ i Los Angeles sidste år. (Foto: Ethan Miller/Getty Images)

‘Once Upon a Time in Hollywood’

Hvem står bag?
Quentin Tarantino behøver næppe nogen nærmere introduktion. Men man må sige, at han har overgået sig selv på castlisten til sin (efter sigende) næstsidste film: Leonardo DiCaprio, Brad Pitt, Margot Robbie, Al Pacino, Kurt Russell, Dakota Fanning, Timothy Olyphant, Scoot McNairy, Damian Hirsch, og man kunne blive ved.

Hvad handler den om?
En falleret tv-skuespiller (DiCaprio) og hans stuntdouble (Pitt) kæmper for et comeback under den tumultariske tid i Los Angeles 1969, hvor Manson-kulten begik de berygtede mord i Roman Polanskis hus. Margot Robbie spiller Polanskis gravide hustru, skuespilleren Sharon Tate, der var blandt de myrdede.

Premiere
25. juli

Ari Asters ‘Hereditary’.

’Midsommar’

Hvem står bag?
Den blot 30-årige Ari Aster fik et kolossalt gennembrud med sidste års bedste gyser, ‘Hereditary’. Og han vender hurtigt tilbage – igen med en gyserfilm, der har den unge talentrio Florence Pugh, Jack Reynor og Will Poulter i hovedrollerne.

Hvad handler den om?
Den svenskklingende titel er ikke tilfældig. ‘Midsommar’ handler nemlig om et ungt par, som bliver involveret i en sommerfestival i Sverige, der viser sig at være en bizar og voldelig konkurrence iscenesat af en hedensk kult.

Premiere
15. august

’Toy Story 4’

Hvem står bag?
’Inside Out’s manuskriptforfatter Josh Cooley debuterer som instruktør af Pixars fjerde ’Toy Story’-film – naturligvis med skaber John Lasseter bag tastaturet.

Hvad handler den om?
Efter Andy tog på college i den tredje film, bor Woody (Tom Hanks), Buzz (Tim Allen), Jessie (Joan Cusack) og alle de andre rødder fra legeværelset hos pigen Bonnie. Men uventede begivenheder sender vor helte og gaflen Forky (»Jeg er ikke et legetøj!«) af sted på en roadtrip til en forlystelsespark, hvor de møder bamserne Ducky og Bunny med stemmer af Keegan-Michael Key og Jordan Peele. Tom Hans har kaldt filmens slutning for et »rørende historisk øjeblik«, mens Tim Allen bedyrer, at han »havde svært ved at komme igennem de sidste scener«. Lommetørklæder er et must.

Premiere
29. august

’It: Chapter 2’

Hvem står bag?
Andy Muschietti er tilbage i ’It’-instruktørstolen, når anden del af filmatiseringen af Stephen Kings monsterroman kryber ind på lærredet, anført af Bill Skarsgårds kaglende klovn Pennywise og klar til potentielt at overgå det første kapitels historiske gysersucces ved billetlugerne.

Hvad handler den om?
27 år efter rædslerne i Derry er barndomsvennerne fra The Losers Club for længst blevet voksne og har forsøgt at lægge fortiden bag sig. Men da nye mord finder sted i hjembyen, samles de alligevel til et sidste opgør med ondskaben. Filmen springer i tid og giver dermed plads både til et gensyn med etterens suveræne børnecast (heriblandt Sophia Lillis og Finn Wolfhard) og introduktionen af de voksne stjerner Jessica Chastain, Xavier Dolan, Bill Hader og James McAvoy.

Premiere
5. september

Joaquin Phoenix som ‘The Joker’ – uden makeup.

’Joker’

Hvem står bag?
Det er ingen joke at konstatere, at ’The Hangover’-instruktøren Todd Philips barsler med sit mest seriøse projekt til dato, når DC’s ikoniske klovneprins får sin første solofilm, løst baseret på Frank Millers origin-historie ’The Killing Joke’.

Hvad handler den om?
Joaquin Phoenix skal forsøge at løfte den tunge arv fra Heath Ledger (sorry, Jared Leto) i rollen som den fallerede komiker Arthur Fleck, der efter en række personlige tragedier udvikler sig til Batmans værste fjende. Robert De Niro spiller en ubehagelig tv-vært, der bliver instrumental for Arthurs mentale deroute, mens Zazie Beetz (‘Deadpool 2’, ‘Atlanta’) er kæresten Sophie. Og så er der gæstebesøg af rigmanden Thomas Wayne (Brett Cullen), barne-Bruce Wayne pre-Bat (Dante Pereira-Olson) og disses tro butler Alfred Pennyworth (Douglas Hodge).

Premiere
3. oktober

Timotheé Chalamet har en af de store roller i David Michods nye film. (Foto: Christopher Polk/Getty Images)

’The King’

Hvem står bag?
Australske David Michod bragede igennem med gangster-familiefortællingen ‘Animal Kingdom’ og har siden været med til at give Robert Pattinson sin arthouse-makeover med ‘The Rover’, før han tog til Netflix og instruerede Brad Pitt i den mindre vellykkede ‘War Machine’. Nu kombinerer han de to elementer – og instruerer Robert Pattinson i en Netflix-film. Pattinson er dog langt fra eneste tilløbsstykke, for filmen kan også bryste sig af Timothée Chalamet, Ben Mendelsohn, Joel Edgerton, Lily-Rose Depp og Thomasin McKenzie (‘Leave No Trace’).

Hvad handler den om?
Historien er en filmatisering af Shakespeares historiske teaterstykker om Henry IV og Henry V. Chalamet spiller den unge, skandaliserede prins, som arver tronen og må lære at være konge, assisteret af sin eneste ven Falstaff (Joel Edgerton). Mendelsohn er prinsens far, Henry IV, mens Pattinson skal spille den franske Dauphin. Om og hvor meget Michod (og Edgerton, der har været med til at skrive manuskriptet) moderniserer fortællingen, vides endnu ikke.

Premiere
Netflix i løbet af 2019

Læs også: De 20 mest ventede serier i 2019

Se listenDe bedste film i 2018 ifølge Soundvenue – rangeret