’Destroyer’: Nicole Kidman har aldrig været mere gritty
Så snart en Hollywood-skuespiller sminkes til uigenkendelighed, får award-buzzen frit løb.
Sidste år gik Gary Oldman hele vejen med sin Churchill-transformation i ’Darkest Hour’, som han modtog karrierens første Oscar-statuette for, og mon ikke også Akademiet som minimum tildeler Christian Bale en nominering for sin Dick Cheney-efterligning i ’Vice’? Golden Globe-nomineringen er i hvert fald i hus.
Det er den også for Nicole Kidman, som i instruktør Karyn Kusamas ’Destroyer’ ligeledes gør en dyd ud af ikke at ligne sig selv. Huden er bleg og rynket, håret ufriseret og mørkt med grå stænk, der er rander under øjnene, og læberne er sprukne. Det er med andre ord tydeligt, at den alkoholiske politiefterforsker Erin Bell har haft et hårdt liv.
Da hun endnu var en ung og velplejet politibetjent, gik hun undercover for FBI i gangsterbossen Silas’ (Toby Kebbell) slæng af bankrøvende rednecks. Men missionen slog fejl, og det fik store personlige konsekvenser for hende.
17 år senere slæber hun sig hovedpineplaget hen til et gerningssted, hvor en mand er blevet myrdet. Han har tre prikker tatoveret i nakken, og ved hans side ligger en pengeseddel med klatter af lilla farve. Det kan kun betyde, at manden, der ødelagde Erins liv, er vendt tilbage fra sit skjul. Og nu vil hun have sin hævn, koste hvad det vil.
Aldrig har Kidman været mere gritty – det er næsten for meget af det gode, når hun slår sig til blods, kaster op og spiller den af på en gammel bandekollega, der ligger for døden, for at få oplysninger om Silas’ gøren og laden. Nogle af hendes replikker prøver lidt for hårdt på at være badass – for eksempel da en overordnet spørger Erin, hvor hun har den lilla pengeseddel fra, og hun koldt svarer: »I got it«.
Når først det tykke lag sminkes fremmedgørende effekt har lagt sig, gribes man dog af Kidmans sammenbidte og fysiske præstation. Især fordi den står i så stor kontrast til filmens løbende flashbacks fra undercovertiden, hvor Erin var anderledes følsom, håbefuld – og bange.
I nutiden maler Karyn Kusama et fascinerende, mørkt og stemningsfuldt portræt af Los Angeles’ kriminelle underverden, når Erin i sin utrættelige søgen både besøger skinnende herskabsvillaer, snuskede latinoghettoer, pulserende klubber og støvede trailerparks. Alle de gamle bekendtskaber, hun møder, er lige så slidte, sørgelige og afhængige som hende selv. Det er især smertefuldt at opleve Tatiana Maslany som Petra, Silas’ forhenværende elsker, der nu er blevet degraderet til hans lydige stik-i-rend-pige.
Fortællingen om en ødelagt hovedpersons rejse gennem uhyggelige forbrydermiljøer har meget til fælles med Lynne Ramsays intense ’You Were Never Really Here’ fra tidligere i år. Dog gør Erin Bells familiære forhold ikke lige så stort indtryk her, som det var tilfældet med forholdet mellem forpinte Joe og hans gamle mor.
Ved siden af jagten på Silas forsøger vores hovedperson at reparere forholdet til sin 16-årige datter, der pjækker fra skolen for at ses med en ældre fyr, som Erin mener kun er ude på ballade. Trods et forsøg på en forløsende konfrontation mellem de to kvinder føles denne sidehistorie ikke nær så rå og ægte som thrillerplottet. Man tror mere på Erin Bell som hævner end som mor.
Derfor er det godt, at hævnhistoriens motor kører støt og sikkert gennem filmens to timer. ’Destroyer’ er spændende indtil sidste minut, hvor fortid og nutid forenes i et forrygende og overraskende klimaks.
Kort sagt:
Nicole Kidman er slet ikke til at kende som slidt og alkoholiseret LAPD-efterforsker i den rå hævnthriller ’Destroyer’.
Se listen: De bedste film i 2018 ifølge Soundvenue – rangeret