Det skal du streame i januar: ‘True Detective’-comeback, sex på Netflix og vinterens DR-serie

Det skal du streame i januar: ‘True Detective’-comeback, sex på Netflix og vinterens DR-serie
Mahershala Ali i den kommende, tredje sæson 'True Detective'.
Man har hårdt brug for serier til at skærme sig for verden i den mørke januartid. Heldigvis leverer streamingtjenesterne.

‘True Detective’ sæson 3

Første sæson af ‘True Detective’ blev en ubetinget succes, da den løb over skærmen tilbage i 2014, men succesen udeblev i en ufokuseret og ret sløv anden sæson, der blev skyndet igennem året efter.

Nu er serien tilbage efter en længere pause med en tredje sæson, der emmer af sæson 1-vibes. Oscar-vindende Mahershala Ali (‘Moonlight’) indtager hovedrollen som politibetjent Wayne Hays, der i Missouri i 1980 får vendt op og ned på sit liv, da han skal opklare en sag om to forsvundne børn. Ligesom i sæson 1 foregår serien i flere forskellige tidsperioder – både i 1980, 1990 og 2015, hvor Hays er plaget af hukommelsestab og forsøger at finde ud af, præcis hvad der skete dengang.

Kan ses på HBO Nordic fra 14. januar. 

Esben Smed i ‘Bedrag’ sæson 3. (Foto: Brian Curt Petersen)

‘Bedrag’ sæson 3

Efter både første og anden sæson af DR’s dramaserie ‘Bedrag’ løb over skærmen i 2016, har der været stille omkring serien. Nu vender den tilbage med en tredje sæson, der ændrer på formlen fra de første sæsoner.

I den kommende sæson træder Alf (Esben Smed) og Nicky (Thomas Hwan) for alvor i forgrunden, mens man også introduceres til Anna (Maria Rich), en hengiven bankansat, der ud af ren desperation ender som hvidvasker i det kriminelle miljø.

Den nye sæson tager behandler det seneste års mest aktuelle danske sager, som hvidvaskning i statsbankerne og bandekrig, og bliver samtidigt seriens afslutning. Og så er navne som Ali Sivandi, Dulfi al-Jabouri og Marijana Jankovic interessante nye navne på rollelisten.

Premiere på DR1 6. januar og kan herefter streames på dr.dk/tv.

‘Black Monday’

Mandag den 19. oktober 1987 led det verdensomspændende børsmarked et voldsomt knæk. Dagen blev senere kendt som Black Monday, og det er netop denne dag, der er omdrejningspunkt for serien af samme navn, der giver stærke ‘The Wolf of Wall Street’-associationer.

Serien, der har Don Cheadle i hovedrollen, handler om en gruppe outsidere, der tog kampen op med den klassiske Wall Street-elite og endte med at smadre verdens største finansielle system, uden nogen så det komme.

Bag kameraet står det erfarne komikerteam Evan Goldberg og Seth Rogen (‘The Interview’, ‘This Is the End’), der har stået for både manuskript og har instrueret første afsnit.

Kan ses på HBO Nordic fra 21. januar. 

Asa Butterfield og Emma Mackey i ‘Sex Education’. (Foto: Netflix.)

‘Sex Education’

Ofte når populærfiktion portrætterer unge mennesker i highschool, er deres seksualliv nedtonet i forhold til virkeligheden for at gøre det mere stuerent. Sådan bliver det ikke i Netflix’ nye britiske ungdomssatsning ‘Sex Education’.

Otis (Asa Butterfield) er stadig jomfru, til trods for at hans mor (Gillian Anderson) er sexterapeut. Da en af Otis’ vendiner (Emma Mackey) opdager, at Otis er virkelig god til at hjælpe folk med deres seksuelle frustrationer, starter de deres eget terapiforløb for at tjene penge.

Kan streames på Netflix fra 11. januar.

‘High Maintenance’ sæson 3

‘High Maintenance’ startede som en fremragende webserie og blev med stor succes omsat til en halvtimes komedieserie hos HBO. Serien vender nu tilbage med sin tredje sæson, der fortsætter seriens slackede og afslappede stil om The Guy (Ben Sinclair), der cykler rundt i New York City og leverer hash til byens mange trængede rygere.

»Ryg dine sorger væk«, lyder det på soundtracket i den tilbagelænede trailer, der endnu engang lover godt selskab og virkelig god underholdning. Den fortjener at blive set af endnu flere.

Kan ses på HBO Nordic fra 21. januar.

Noomi Rapace i ‘Close’ (Foto: Netflix.)

‘Close’

Svenske Noomi Rapace, der brød igennem i ‘Mænd der hader kvinder’, lader til at være perfekt castet til hovedrollen i Netflix-filmen ‘Close’. Filmen er løst baseret på Jacquie Davis’ liv, der var verdens førende kvindelige bodyguard.

Rapace spiller Sam, en krigsveteran, der for at få noget ro i sit liv tager jobbet som bodyguard for en ung rigmandsdatter. Hvad der skulle være et nemt job, udvikler sig i en livsfarlig retning, da de må tage på flugt efter et fejlslagent attentatforsøg.

Kan ses på Netflix fra 18. januar.

‘SMILF’ sæson 2

Det var med god grund, at vi kårede Frankie Shaw til et af de største gennembrud sidste år. For i ‘SMILF’ spiller hun ikke blot hovedrollen som den enlige mor Bridgette, men hun har også skabt serien, instrueret adskillige afsnit, skriver manuskript og producerer.

Første sæson blev nomineret til to Golden Globes, og anden sæson viser Bridgettes fortsatte kamp for at balancere livet som mor med en utrættelig jagt på en partner, sex og karriere. Oscar-nominerede Melanie Griffith tilslutter sig det allerede solide cast, der blandt andet tæller Rosie O’Donnell.

Kan ses på HBO Nordic fra 21. januar. 

Se listen: Årets bedste serier ifølge Soundvenue – rangeret

Se listen: Årets bedste film ifølge Soundvenue – rangeret

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold