Michael Noer: »’Før frosten’ er et brev til min far, som han aldrig kommer til at læse«

Michael Noer: »’Før frosten’ er et brev til min far, som han aldrig kommer til at læse«
Michael Noer under optagelserne til 'Før frosten'.
Foto: Jonas Svensson
Med film som ’R’ og ’Nordvest’ har Michael Noer for længst slået sit navn fast som en af Danmarks mest interessante instruktører. Efter et smut til USA med ’Papillon’ er han nu tilbage i Danmark med ’Før frosten’, der ligner et periodedrama, men måske i virkeligheden er en western. Den er lavet med den samme tilgang, som handlede det om bandemiljøet i København – og den var aldrig kommet til verden, hvis instruktøren ikke var blevet far.

I 1800-tallets Danmark sælger en ældre bonde sin ko for en håndfuld skillinger, fordi pengene er knappe. Han vender hjem og spiser middag med familien, hvor der knap er mad nok til at gøre alle mætte.

Sådan starter ’Før frosten’ stilfærdigt, og hvis man ikke vidste det, ville man ikke gætte, at det er en film af Michael Noer. Men sådan er det med den danske instruktør, der altid afsøger nye miljøer og mennesker i sine film.

Fra hans dokumentarfilm i starten af karrieren til gennembruddet kom med den benhårde fængselsfilm ’R’ (co-instrueret med Tobias Lindholm), som blev et gennembrud for både Pilou Asbæk og Roland Møller. Fra bandekriminalitet i ’Nordvest’ til den romantiske plejehjemsfortælling i ’Nøgle hus spejl’ og senest hans første engelsksprogede film med ’Papillon’, der havde stjernerne Rami Malek og Charlie Hunnam på plakaten.

Mere western end periodedrama

Hans nye comeback til dansk film, ’Før frosten’, er et benhårdt periodedrama – og bare rolig, der kommer meget mere gang i dramatikken, end den indledende kohandel antyder. Filmen følger bonden Jens (Jesper Christensen), der for at overleve må sælge sin gård og sin datters (Clara Rosager) hånd til den lokale svenske storbonde.

Og faktisk ligger der den samme metode til grund for filmen som Noers virkelighedsfunderede nutidsdramaer. ’Før frosten’ er, modsat de fleste danske periodedramaer, ikke baseret på hverken autentiske begivenheder eller et romanforlæg, men et originalt manuskript af Noer og Jesper Fink.

‘Før frosten’ (Foto: Jonas Svensson)

»Ambitionen har ikke været at lave noget, der var dybt originalt – vi ville bare gerne lave noget, der var tro over for den måde, jeg plejer at arbejde på«, fortæller Michael Noer, da vi møder ham på Nordisk Film i Valby, hvor han har kontor.

»Man kommer ikke nogle vegne, hvis man sidder og tænker: ’Puha, jeg skal finde på noget nyt’. Det har jeg aldrig troet på. Men jeg tror meget på at lave research – at vælge en arena, og det kan sagtens være en arena, der er blevet besøgt tusindvis af gange før, men hvis man ligesom tager den seriøst, så synes jeg, det kan noget.

Det sjove ved historiske film er, at de næsten altid er baseret på romaner. Man behøver heller ikke tale med en historiker særligt længe for at regne ud, at mange af de romanforlæg jo også er kulturelle produkter, der har skullet kunne sælge. Vi ville tilbage til grundkilderne. Vi var interesserede i at lave en film om de 99 procent, der lever historien, i stedet for den ene procent, der skriver historien.

Når Tobias (Lindholm, red.) og jeg laver en fængselsfilm, så taler vi sgu da med tidligere indsatte og med fængselsbetjente. Man skal tilbage til kilden. Men med ’Før frosten’ kunne vi jo af gode grunde ikke snakke med kilden, så det var en udfordring. Til gengæld kunne vi finde masser af selskabslege og juleviser og fødselsdagsviser og frække viser, som kunne give os en lille smag eller duft af, hvordan det normale menneske var dengang«.

Jesper Christensen i ‘Før frosten’ (Foto: Jonas Svensson)

Selv kalder Noer dog ikke filmen et periodedrama. Han har i stedet prøvet at ramme en anden genre, der sjældent forbindes med dansk film.

»Vores idé var at lave en dansk western med Jesper Christensen. Det sjove er, at westerns ikke bliver kaldt kostumedramaer, og hvorfor gør de ikke det? Det gør de ikke, fordi man sidder på kanten af sædet og glemmer, at de har kostumer på. Man bliver så optaget af det, de skal, at man ikke lægger mærke til, hvad de har på.

Samtidig ville vi jo aldrig ende i en western-suppedas, for vi prøvede virkelig at være tro overfor, hvordan dansk kultur var i 1850’erne. Så har jeg i instruktørrollen forsøgt at dreje det i en retning, hvor vi ikke gik i andre folks sko. Om det så lykkedes eller ej, det er noget andet, men det er ligesom idéen«.

Vender børnene ryggen

I filmen siger storbonden i første omgang nej til Jens’ tilbud om at købe gården, lige indtil Jens gør opmærksom på, at gården altså er forsikret for en stor sum penge, som bonden kan få, hvis gården skulle brænde ned ved en ulykke. Det er en handel, der får konsekvenser for alle.

»Vi (Noer og Fink, red.) faldt over de her sager med forsikringssvindel fra dengang«, fortæller Noer »Det var helt nyt for os, at bønder skulle være forsikrede, og i enhver form for forsikring kan der selvfølgelig også indgå svindel. Så det blev vi enormt optagede af. Vi blev også optagede af, at en bonde kunne være så desperat efter likvider, at han var villig til at brænde sin barndomsgård ned, sin slægtsgård. Det vidnede om desperationen«.

Men selvom de virkelige historier inspirerede filmens overordnede plot, er ’Før frosten’ mest af alt en fortælling om Jens og hans forhold til datteren Signe, som han tvinger ind i ægteskab for familiens overlevelse.

Jesper Christensen, Clara Rosager og Rasmus Hammerich i ‘Før frosten’ (Foto: Jonas Svensson)

»Jeg er jo selv far, så derfor var det interessant at lave en film, hvor en mand længes efter at ville give sin datter det, der gør, at hun i sidste ende vil sige tak til ham. Det kan sammenlignes med mine egne børn, hvor det jo ikke altid er en dans på roser. Selvom Coco (Noers datter, red.) hellere vil gå i sit Frozen-kostume, så skal hun altså tage sin flyverdragt på, fordi det er minus fem grader udenfor.

Så kan man anskue det mere eller mindre pædagogisk, og man kan have mere eller mindre tid til at tage den her kamp, men det er far, der bestemmer, og hun kommer til at tage flyverdragten på. I filmen er det lidt mere liv og død, men de følelsesmæssige implikationer er sådan set de samme. Vi har sat det i en tid, hvor man sætter det på spidsen med ’fatter ved bedst’.

Det var interessant at flytte tidsperioden tilbage, men tage nogle problematikker op, som jeg i hvert fald selv synes, man som far tager stilling til dagligt – som en, der værner om livets træ. Også fordi jeg har mistet min egen far.

Så filmen handler utvivlsomt om et faderskab. Den vender jo endda børnene ryggen. Den filmer helt bogstaveligt ikke alle de vigtige scener med børnene, men siger: ’Hvad laver far, hvad laver far?’«.

Jesper Christensen og koen

Filmen har allerede haft premiere på adskillige internationale filmfestivaler, hvor især Jesper Christensens roses til skyerne. Som publikum placeres man helt nede i mudderet sammen med ham, hvor hans mange fysiske anstrengelser kan føles på egen krop. Dog skulle Noer i første omgang overbevise Christensen om at sige ja til rollen, da han ikke var sikker på, om han havde den rette alder.

»Mit argument var, at han var perfekt til den, for det er lige præcis sådan, karakteren også skulle have det. Den hedder ’Før frosten’, og det er jo ikke kun, fordi der er frost på vej, men også fordi livets vinter er på vej hos Jens. Og jeg kunne slet ikke forestille mig nogen andre. Hans alder, hans look, alt er perfekt.

Jens er også 15-20 år yngre end Jesper, for de blev jo fuldstændigt slidt ned dengang. Det blev også Jespers fortolkning af det – inden tiden løber ud, vil han gerne derind, hvor der er varmt og godt. Der er bare en pris, han ikke har tænkt på. Og det tror jeg aldrig går af mode. Den fabelagtige ting om grådighed og omsorg og den pris, vi skal betale for at få det, vi gerne vil have«.

Gustav Dyekjær Giese og Jesper Christensen i ‘Før frosten’. (Foto: Jonas Svensson)

Et af Jens’ utallige ofre i løbet af filmen er koen Maren, hvis velbefindende Jens går meget op i. Modsat storbonden navngiver Jens sine køer og behandler dem med omsorg. Noget han må give slip på for at finde plads i deres nye liv i velstand.

»Jeg tror, han læser hele sit liv ind i sit forhold til den ko. Den kommer til at repræsentere alt det, han har mistet. Han er så privat med sig selv, at han har nemmere ved at græde over koen, end han har ved at gøre det overfor andre. Det kan jeg nok også kende ved mig selv.

Om det er en mandeting eller mennesketing, det ved jeg ikke. Men du kender det sikkert selv som filmfan, nogle gange har man nemmere ved at græde i en biograf, end man har ved at græde over kærestesorger. Biografen er noget, der altid har givet mig glæde. Biografen har aldrig skuffet mig. Jo på overfladen, men den har aldrig rigtig skuffet mig. Men livet kan skuffe en. Og mennesker kan skuffe en«.

Kun ét publikum

På et tidspunkt i filmen siger Ghita Nørbys karakter til Jens: ’Jeg tror, der er én ting, vi har til fælles. Vi vil begge gøre alting for vores børn’. Det virker, som om den replik opsummerer hele filmen.
»Ja, det er taglinen. Man kan være ret sikker på, at når distributionsfolkene siger, at det er taglinen, så har man i hvert fald ikke underfortalt sin film«.

Tror du, du kunne have lavet den her film, inden du fik børn?
»Jeg kunne godt have lavet den, men jeg havde ikke været engageret i den. Og hvis ikke jeg havde været engageret, var den nok ikke blevet lavet. Det er jo ikke et bogforlæg, så nej. Og jeg ville heller ikke have hyret mig selv som instruktør på den, hvis det havde været en bog«.

Jesper Christensen og Ghita Nørby i ‘Før Frosten’ (Foto: Jonas Svensson)

Dine tidligere film, som ’R’ og ’Nordvest,’ havde unge hovedroller, og måske også en yngre målgruppe, hvor ’Nøgle hus spejl’ og ’Før frosten’ rammer et lidt ældre segment. Er det bevidst, at du har bevæget dig fra de unge til det grå guld?
»Ja, de er pludselig meget gamle! Jeg vil sige, ’Nøgle hus spejl’ er utvivlsomt det grå guld. ’Før frosten’ synes jeg lægger sig i midten. Vi er super glade for, at vi kunne sælge 100.000 billetter til det grå guld, det var genialt, og vi stod ved det.

Men jeg tror, den nye film rammer på en anden måde. På den ene side skal man tænke på sit publikum, når man kommunikerer, når man klipper og når man taler om filmen. Men når jeg laver mine film, har jeg kun ét publikum. ’Nøgle hus spejl’ var et brev til min mormor. Denne er et brev til min far. Nu kommer han så aldrig til at læse det. Men der sidder kun ét menneske i biografen«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Før frosten’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold