Otte nye skuespillere og pilot-instruktør melder sig til kommende ‘Game of Thrones’-prequel

Otte nye skuespillere og pilot-instruktør melder sig til kommende ‘Game of Thrones’-prequel
The Night King i 'Game of Thrones'.

Den afsluttende sæson af ‘Game of Thrones’ er stadig måneder væk, men HBO er allerede i fuld sving med den endnu unavngivne spinoff-serie, der finder sted tusindvis af år før originalserien, og som George R.R. Martin angiveligt vil kalde ‘The Long Night’. Tv-producenten har netop annonceret otte nye skuespillere, som slutter sig til allerede udmeldte Naomi Watts, såvel som pilot-instruktøren.

Det bliver angiveligt S.J. Clarkson, der skal være konceptuerende instruktør på det nye flagskib fra serieskabere Jane Goldman og George R.R. Martin. Hun har tidligere instrueret episoder af ‘Vinyl’, ‘The Defenders’, ‘Orange Is the New Black’ og senest Netflix-krimien ‘Collateral’.

Clarkson får selskab foran kameraet af otte upcoming skuespillere: Naomi Ackie (‘Lady Macbeth’), Denise Gough (‘Colette’), Jamie Campbell Bower (‘Fantastiske skabninger 2’), Georgie Henley (‘The Chronicles of Narnia’), ubeskrevne Sheila Atim, Ivanno Jeremiah (‘Black Mirror’), Toby Regbo (‘Fantastiske skabninger 2’) og Alex Sharp (‘How to Talk to Girls at Parties’).

Fælles for skuespillerne er, at de alle sammen er relativt ubeskrevne blade med mindre roller på cv’et. Men det kommer nok hurtigt til at ændre sig. Særligt for Naomi Ackie, der foruden den kommende ‘Game of Thrones’-prequel har en betragtelig rolle i den kommende ‘Star Wars: Episode IX’.

HBO har ikke udmeldt, hvilke roller, skuespillerne kommer til at spille, mens det fortsat er sparsomt med plotdetaljer. Den officielle seriebeskrivelse fra HBO lyder således:

»Serien følger verdenens forfald fra den gyldne æra af helte indtil dens værste time, tusindvis af år før begivenhederne i ’Game of Thrones’. Og kun én ting er sikkert: Fra de rædselsvækkende hemmeligheder om Westeros’ historie til White Walker’nes sande oprindelseshistorie, fra mysterierne mod øst til de sagnomspundne Starks… Det er ikke den historie, vi tror, vi kender«.

Læs også: Se første rigtige klip fra ‘Game of Thrones’-afslutning og ‘Watchmen’-serie i ny HBO-video

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af