’True Detective’ sæson 3: Nic Pizzolatto kopierer sig selv – men hvilken kopi!

’True Detective’ sæson 3: Nic Pizzolatto kopierer sig selv – men hvilken kopi!
Mahershala Ali i den nye 'True Detective'.
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Nic Pizzolatto

Medvirkende

Mahershala Ali, Stephen Dorff, Carmen Ejogo, Scoot McNairy, Mami Gummer

Spilletid

Otte episoder à 50 min.

Premiere

Den 14. januar på HBO Nordic

Når jeg sad på mit børneværelse med farveblyanter i hånden og på et tidspunkt blev træt af min egen uformåenhed, yndede jeg at lægge et A4-papir på en professionel illustration og så tegne efter de linjer, jeg kunne skimte bag papiret.

Sådan kalkerede jeg mig frem til et værk, der nok ikke kunne måle sig med originalen, men samtidig var langt bedre, end noget jeg kunne frembringe ved egen fantasi.

Lidt sådan føles tredje sæson af ’True Detective’, som en nydelig kalkering af seriens helt igennem mesterlige debutsæson. Den seneste tilføjelse til antologiserien har også et par kriminaldetektiver – partnere selvfølgelig – i hovedrollerne, kværulerende og alvorstunge bag bilens forrude med et jævnligt skvæt comic relief. Den drejer sig også om uopklarede børnemord i en sveddryppende provinsby, udfolder sig også i tre forskellige årstal, som den skifter flittigt imellem, og så sigter den efter den samme stemning: eksistentiel skuffelse og tungsind, ophobet over tid. Listen af lighedspunkter fortsætter i det endeløse.

Man kan ikke fortænke hovedforfatteren Nic Pizzolatto i at vælge den strategi, for hvor debuten var et skelsættende hovedværk i tv-guldalderen, var anden sæson et eksempel på, hvor grelt det går, når en serie ikke kan bære sin egen alvor og selvhøjtidelighed. Hvem husker ikke Vince Vaughn og hans rotter?

Desuden ville det være hårdt bare at afvise tredje sæson, fordi det er en kalkering. For det første efterligner Pizzolatto noget, han selv har skabt, ikke andres værk. For det andet er det en ret flot kalkering.

Allerede i åbningssekvensen er det svært ikke at blive grebet af billedernes sanselige optakt til tragedien, da to søskende, en dreng og en pige, cykler ud blandt skrotsamlere og fulde lømler og aldrig kommer hjem igen.

Det varer heller ikke længe, før makkerparret, der skal opklare sagen, Mahershala Ali og Stephen Dorff, har solgt sig selv som fornuftige arvtagere til McConaughey og Harrelson. Ali som den sammenbidte Vietnam-veteran Wayne Hays, der »drog alene afsted i junglen og kom hjem tre uger senere med skalpe«, og Dorff som en jovial machomand, der indordner sig i hierarkiet for at få flere kvadratmeter på kontoret. I modsætning til sin kollega, der slås med både sig selv og samfundets indgroede racisme.

Pizzolatto og instruktør Jeremy Saulnier (’Green Room’, ’Blue Ruin’) spiller ligesom i første sæson på duoens modsætninger, den lidt forknytte enspænder over for den mere godmodige everyday American, men hvor Martys og Rusts livssyn brasede sammen allerede under første køretur i debutsæsonen, er udviklingen mere afdæmpet her – og deres forhold mindre dysfunktionelt i fraværet af McConaugheys svadaer brygget på misantropi og livslede.

Desuden gnaver Pizzolatto knap så meget i deres venskab og bruger mere skærmtid på Hays’ (Ali) psykiske forfald i pensionistalderen. Med grånende hår og vildt blik glemmer han, hvor han er, og hvad han laver, når ikke fortidens plager manifesterer sig foran ham i vrangsyn.

Han er stadig besat af den uopklarede mordsag, men fordi hans sind har kurs mod mørket, er det lige før, at tv-værten, der interviewer ham til en true crime-dokumentar, ved mere om sagen, end han selv gør.

Det er ikke et uvedkommende portræt af alderens slitage, og 44-årige Ali lever sig ind i en gammel mands skam og savn, som var hans alder det dobbelte. Men det er, som om krimiplottet mister momentum, mens Hays farer vild i sit eget hoved. Efter den forrygende indledning og et par suveræne scener fra efterforskningen, hvor en ung Hays læser mulden som en åben bog, er fremskridtene så få, at spændingen til sidst visner. Der mangler flere temposkift, en overrumplende cliffhanger, en aparte birolle, noget til at bryde dødvandet.

Det er måske kalkeringens største brist: Tredje sæson af ’True Detective’ er ikke så konstant fængslende som forbilledet.

Til gengæld slutter det sidste af de fem afsnit, pressen har fået udleveret, med seriens hidtil stærkeste øjeblik, et ømt møde mellem Dorffs og Alis aldrende eks-detektiver. Det giver håb om, at de tre sidste afsnit kan strejfe højderne fra den debutsæson, som den så ihærdigt kopierer.


Kort sagt:
Efter den rædderlige anden sæson tog hovedforfatter Nic Pizzolatto sig god tid til at udtænke opskriften på en vellykket treer: Kopier den første sæson!

Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit

Læs også: De 20 mest ventede nye serier i 2019

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold