’Ben Is Back’: Misbrugsfilm med Julia Roberts og Lucas Hedges er en følelsesmæssig mavepuster

’Ben Is Back’: Misbrugsfilm med Julia Roberts og Lucas Hedges er en følelsesmæssig mavepuster
Julia Roberts og Lucas Hedges i 'Ben Is Back'.
5 6
Spillefilm
Instruktion

Peter Hedges

Medvirkende

Julia Roberts, Lucas Hedges

Spilletid

107 min.

Premiere

Den 6. februar

Det er tilsyneladende sæson for forælder-søn-misbrugsdramaer fra den hvide amerikanske middelklasse.

For få uger siden kunne vi følge Steve Carell som desperat far til Timothy Chalamets smukke crystal meth-misbruger i ‘Beautiful Boy’. I ‘Ben Is Back’ spiller Julia Roberts hårdt prøvet mor til Lucas Hedges’ 19-årige titelkarakter, som er taget hjem på utidigt julebesøg fra afvænningsklinikken.

‘Ben Is Back’, instrueret af Peter Hedges, Lucas’ far, er på mange måder en overlegen film. Mindre lækker og mindre emo, men samtidig langt mere insisterende i sin følelsesmæssige mavepuster.

‘Beautiful Boy’ led dramaturgisk af at køre i ring, da den fulgte hovedpersonen Nics misbrug og uundgåelige op- og nedture gennem flere år. Den dramatiske udfordring har ‘Ben Is Back’ løst ved at lade handlingen udspille sig over et enkelt døgn, der giver rig kontekst til, hvad der er forgået i årene før.

Vi møder familien Burns på juleaftensdag, hvor Holly (Julia Roberts) er med tre af sine børn til prøve i kirken til aftenens midnatsmesse. Da de kommer hjem, står hendes ældste søn Ben (Lucas Hedges) i indkørslen. Han påstår, at hans sponsor har givet ham velsignelse til at tage hjem til jul, selvom han kun har været stoffri i 77 dage. Holly er lykkelig for at se ham, og de to yngste søskende er overstadige over at have deres storebror hjemme. Teenagesøster Ivy (Kathryn Newton) er mere skeptisk, ligesom Bens stedfar Neal (Courtney B. Vance). Ben har allerede fået mange chancer, og sidst fandt Holly ham liggende med en sprøjte i armen, død hvis ikke familiens elskede hund, Ponce, havde holdt ham vågen.

»Hvis han var sort, havde han været i fængsel nu«, siger Neal, der selv er sort, og betaler for Bens afvænning.

Holly giver Ben et ultimatum: Han må blive ét døgn og holde jul, men hun vogter over ham hvert sekund, også når han sover, og når han tisser i en kop for at tage en narkotest.

Den præmis bliver naturligvis udfordret, som dagen skrider frem, og fristelser og dårlige minder dukker op. Det åndeløse spørgsmål gennem filmen er, om Ben falder i eller ej. Misbrugere lyver, påpeger Ben selv. Og ligegyldigt hvor meget Holly svøber ham i tough love og kærlig opmuntring, ved hun godt inderst inde, at hun har mistet ham for længe siden. Men det betyder ikke, at hun vil holde op med at prøve, og hun vil altid være parat til at give ham en chance til. Deres forhold er et rørende billede af ubetinget moderkærlighed på godt og ondt.

Julia Roberts spiller sin bedste rolle i årevis som insisterende løvemor, der taler optimistisk om sin søns åbenlyse bedring, mens hun gemmer medicin og smykker af vejen, syg af bekymring. Som aldrig viger fra hans side, men undervejs erfarer ting om ham, som ingen mor har lyst til at vide. Også Hedges er imponerende som Ben, der ædes op af dårlig samvittighed over, hvad han har udsat sin familie for, samtidig med at stoftrangen trækker i ham. Vi ved aldrig helt, hvor vi har ham, om han lyver eller ej. Og det ved han måske heller ikke selv.

Mens første halvdel af filmen er et knugende familiedrama, der kulminerer med Ivys katarsiske fremførelse af ‘Oh Holy Night’ under midnatsmessen, løber den noget af sporet i tredje akt. Filmen udvikler sig til en thriller, da Holly tager med Ben gennem den kriminelle underverden i New York-forstaden for at finde bortførte Ponce.

Her kniber det lidt med troværdigheden, men en tilfredsstillende slutning og den konstante kerne af det stærke forhold mellem mor og søn gør alligevel filmen til en sjældent rystende og rørende oplevelse.


 Kort sagt:
Julia Roberts og Lucas Hedges er gribende som mor og søn i det rørende og barske misbrugsdrama om nye chancer og ubetinget kærlighed.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold