KOMMENTAR. »Jeg håber, at hun får smadret sit ansigt, og at nogen lærer kællingen ydmyghed«.
»Ikke nok med, at hun ikke har nogen hjerne, hun har heller ikke nogen røv«.
»Jeg ville ikke engang gide voldtage Brie Larson«.
Man tror næsten, det er løgn, men sådan lyder et lille udvalg af reaktionerne under Youtube-videoen ’Brie Larson Totally Doesn’t Hate ’White Men’ – Captain Marvel Isn’t For ’Whites’ Though’, der i skrivende stund har op mod 600.000 visninger og et rødglødende kommentarfelt, hvori såkaldte Marvel-fanboys hælder så meget misogyn galde ud over tastaturet, at det svier i øjnene.
Oscar-vinder Brie Larson er således en mandehadende ’SJW’ (social justice warrior), og det er op til tegneseriernes ’tro væbnere’ at kalde en spade for en spade og en kælling for en cunt.
Anledningen er den forestående premiere på Oscar-vinderens ’Captain Marvel’, og helt specifikt skuespillerindens nylige udtalelser om, at hun gerne så flere kvindelige, farvede journalister til filmens mange presseevents. I et interview med Marie Claire (på Larsons ønske foretaget af en kvindelig journalist) siger hun:
»Jeg begyndte at bide mærke i, at der så ud til at være en stor overvægt af hvide mænd til stede. Derfor talte jeg med professor Stacey Smith fra USC Annenberg Inclusion Initiative, som udførte et studie, der bekræftede min observation. Efter at have snakket med den kvindelige filmkritiker Valerie Complex (fra The Playlist) og en række andre farvede kvinder, fik jeg indtryk af, at de ikke får de samme muligheder som deres mandlige kolleger. Da jeg herefter kontaktede de institutioner, der står bag pressedagene, havde de alle sammen forskellige undskyldninger for, hvorfor det var«.
Der er umiddelbart langt fra Larsons ligestillingsfokus til frådende kønspolitisk korstog, men ikke desto mindre har en hær af onlinetrolde valgt at tolke citatet som et veritabelt cirkelspark i den hvide mands klokkeværk og en trussel mod Marvels fremtid. Nogle supplerer fordømmelsen med, at ’Room’-skuespillerinden tidligere har udtalt sig kritisk om hvide, mandlige anmelderes evne til at bedømme film, der ikke er lavet til dem (i forbindelse med eventyrfilmen ’A Wrinkle in Time’ i 2018), andre med, at hun har formastet sig til at kalde ’Captain Marvel’ for – gys – feministisk.
Og selvom jargonen på rating-sitet Rotten Tomatoes ganske vist fremstår en kende mere ’civiliseret’ sammenlignet med ovenstående, er tonen ditto fjendsk under brugeranmeldelserne af ’Captain Marvel’, hvor rådne tilkendegivelser i månedsvis har tegnet et negativt buzz omkring filmen, længe inden nogen overhovedet har fået lejlighed til at se den (sidste uges første pressevisninger affødte til gengæld overvejende ros fra professionelle kritikere).
‘Star Wars’-feministerne
Ingen superheltindedebut på det store lærred er tilsyneladende komplet uden en omgang sexistisk trolling: Gal Gadot og Alicia Vikanders bryster var for små og deres biceps for bløde til henholdsvis Wonder Woman og Lara Croft, rebootet af ’Ghostbusters’ med et kvindeligt cast var politisk korrekt helligbrøde og ’Star Wars: The Last Jedi’-hovedrollerne Daisy Ridley og Kelly Marie Tran inkarnationen af afskyvækkende femininitet, hvis hårdtslående selvstændighed og guldbikini-fri tilstedeværelse på lærredet fik galaksen til at implodere for alle de fanboys, der drømte sig tilbage til de gode gamle dage, hvor prinsesse Laia gjorde en smækker figur som Jabba the Hutts sexslave.
Særligt ’Star Wars’-gate affødte sidste år vigtig debat i både medierne og filmbranchen omkring fænomenet toxic fandom, og alligevel er det, som om hadet mod Larson er accelereret i et hidtil uset højt gear i kølvandet på efterårets infantile hetz mod skuespillerindens manglende smilehuller i ’Captain Marvel’-traileren.
Visse fangrupperinger er fortsat lige så omstillingsparate, når det til kommer til at favne moderne kønsroller, som Superman er til at skifte underbukser for – som jeg i den forbindelse skrev her på sitet – likeable kvinder smiler altså, når mænd ser på dem i trailers, uanset hvor mange ildebrande de så måtte være i gang med at slukke på halvandet minut. Hvordan skal publikum ellers kunne regne ud, at de er heltinder og ikke frygtelige kvinder?
At Larson er faldet i sidstnævnte kategori, er der ingen tvivl om på tegneseriefansitet Cosmic Book News, hvor skribent Matt McGoldin også finder det oplagt at drage paralleller til ’The Last Jedi’, om end fra et noget mere rabiat standpunkt:
»Det er et stort problem, at Brie Larson har stemplet ’Captain Marvel’ som en feministisk film og isoleret publikum til en lille gruppe. Og nu har hun endda langet ud efter hvide mænd af en eller anden grund. Jeg er overrasket og skuffet over, at Kevin Feige (Marvels præsident) lader Larson skade MCU’s publikum, og at Disney og CEO Bob Iger ikke har lært noget fra ’Star Wars’. Det er aldrig en god ide at opdele publikum eller fornærme dem. Vil de ikke have, at hvide mænd ser ’Captain Marvel’?«.
Toxic fandom spreder sig
Mange affejer gerne seriøsiteten af onlinehadet. Når alt kommer til alt, reflekterer det vel en relativt lille gruppe ynkværdige nørders forsmåede hyl, al(t)right?
Ikke just. Har de seneste par års højredrejning af vestlig politik lært os én ting, er det, at man aldrig skal undervurdere idioter i flok, der glorificerer dengang, politisk korrekthed handlede om at starte sine sætninger med ’Yes, Sir’, alle fyrede med kul, og superheltinder servicerede supermænd på bagsædet af Batmobilen.
Det er ikke nogen overdrivelse at kalde toxic fandom for en kræftbyld, der drypper sin klamme materie i de sociale mediers drikketrug, hvorigennem flere og flere stiltiende medløbere får deres misogyne/racistiske irritationsmomenter valideret og boostet. Og så bliver der stadigt kortere fra hadsk tanke til tastatur. Hollywood står med et fanmonster, filmbyen langt hen ad vejen selv har kælet for, og hos Rotten Tomatoes har man i denne uge taget konsekvensen og sløjfet brugeranmeldelser forud for en films premiere for på den måde at forsøge at lægge en dæmper på troldenes trang til at fabrikere negative narrativer.
Tiltaget er velkomment som plaster på en praktisk problemstilling, men selvsagt ikke en langvarig løsning af det kulturelle og sociale problem, der er de giftige fanmiljøer. For når alt kommer til alt, er superheltedyrkelsen et farverigt popprodukt af det samfund, den udspringer af: Superman blev født i 1930’er-tid, hvor USA og the all-American way of life var på vej ud af økonomisk krise for at positionere sig som fyrtårn for den vestlige verdens skinnende frihedsidealer, Captain America slog sin første proper næve (i Hitlers fjæs, intet mindre!) under Anden Verdenskrig, mens Supergirl fløj til himmels i 1959 som et symbol på en ny generation unge karrierekvinders simrende opbrud med Pleasantville-rollen.
Hvad der har ændret sig radikalt er måden, hvorpå fankulturen mobiliserer sig og tager aggressivt ejerskab over favoritkaraktererne (det har ’Harry Potter’-mor J.K. Rowling også fået at føle!) i total og paradoksal uoverensstemmelse med deres heltes moralkodekser. Superfanboys muterer til superskurke i en spejling af samfundets overordnede, akut svækkede greb om gængs ordentlighed og debatmoral i en ansigtsløs Twitter-æra, og der er ingen quick fixes for enden af Wonder Womans pisk, da slet ikke så længe magtens højborg i heltenes moderland sågar blåstempler sexistisk retorik i det offentlige rum.
Vi – alle de andre fangirls og -boys – har ikke desto mindre en væsentlig hverdagsrolle at spille i at fremme mere positiv formidling og diskussion på tværs af fanfællesskaberne. Måske er det tid til at komme ind i kampen? Superheltene kan ikke vinde den uden os.