Christian Bales fem største forvandlinger – fra glamrock-queer til 54 kilos skeletmand

Christian Bales fem største forvandlinger – fra glamrock-queer til 54 kilos skeletmand
Christian Bale i 'The Machinist'.

Christian Bale kan med rette kaldes én af Hollywoods helt store method-skuespillere. For som en sand kamæleon er han ikke bleg for at ændre på sin fysiske (og psykiske) fremtoning, selv når det kræver strenge fire måneders æble-diæter efterfulgt af voldsom overspisning. Vi ser på Bales vildeste forvandlinger gennem tiden – fra forpint glamrock-queer i slutningen af 90’erne til hans uigenkendelige rolle som vicepræsident i ‘Vice’.

Christian Bale i ‘Velvet Goldmine’.

‘Velvet Goldmine’ (1998)

Bales rolle som journalisten Arthur Stuart i Todd Haynes’ musicaldrama ‘Velvet Goldmine’ er måske ikke hans mest kendte, og han var hverken på slankekure eller intensiv træning til rollen. Alligevel er Bale som forvandlet, når han skildrer den unge, prangende Arthur, der i starten af 1970’erne forelsker sig i den britiske glamrock-scene.

Ved hjælp af det glamourøse musikmiljø bestående af flere queer-rockstjerner (stærkt inspireret af særligt Ziggy Stardust og Iggy Pop) lykkes det selv for Arthur at springe ud som homoseksuel, og Bale formår at fange hans usikkerhed og selvsikkerhed i ét.

Bale med halvlangt hår og flamboyant 70’er tøjstil er et sjældent syn, og det er ikke til at stå for. Han blev med det samme betaget af den relaterbare karakter Arthur og filmens flerlagede manuskript, som han sammenligner med en god popsang.

»Jeg syntes, det (manuskriptet red.) var fantastisk. Det var lidt ligesom en popsang, som du virkelig elsker. Du kan ikke helt forklare, hvad den handler om. Jo mere du lytter til den, jo flere nye sangtekster hører du. Måske kan du ikke helt høre, hvad sangeren siger, men du kan lide lyden af hans stemme. Og du lærer nye ting omkring det, jo mere du går tilbage og dykker ned i det«.

Christian Bale i ‘American Psycho’.

‘American Psycho’ (2000)

Kun et års tid efter Bales portræt af søde glamrock-Arthur begyndte han at forberede sig til en rolle i den helt modsatte grøft: Den på overfladen pæne yuppie Patrick Bateman, der lever det ultimative dobbeltliv som seriemorder i ‘American Psycho’. Filmen er baseret på Bret Easton Ellis’ meget detaljerede og makabre roman fra 1991, og Bale tog gladeligt rollen til sig, selvom folk mente, det ville være det rene karriere-selvmord.

I flere måneder forberedte Bale sig både fysisk og mentalt på at spille den amerikanske psykopat, hvis store, muskuløse krop står som hugget i granit. For at opnå den perfekte fysiske fremtoning brugte Bale lang tid på at tage sol og træne intensivt (tre timer om dagen, seks dage om ugen med en personlig træner), hvilket markerede begyndelsen på skuespillerens mange vanvittige yoyo-kropstransformationer.

Derudover isolerede Bale sig fra filmens crew for at få Batemans mørke sider frem – det er method acting i sin pureste form.

Christian Bale i ‘The Machinist’.

‘The Machinist’ (2004)

I Brad Andersens psykologiske thriller tager Bale sin forvandling til et decideret skræmmende niveau i rollen som den skeletlignende Trevor Reznik, der lider af søvnbesvær, paranoia og mentale problemer.

Bale tabte sig 28 kilo til rollen med en kampvægt på 54 kilo som resultat. Det er helt utroligt at tænke på, at den muskuløse og flotte seriemorder fra ‘American Psycho’ er den selvsamme person som Trevor Reznik, som næsten kun består af ribben.

I flere måneder bestod Bales diæt af ét æble og en dåse tun om dagen foruden kaffe, tyggegummi og cigaretter. Bale har udtalt til The Guardian, at selve vægttabsprocessen ikke var det sværeste. Det var derimod den effekt, det havde på ham fysisk og følelsesmæssigt. Men Bale var som altid nødt til at tage rollen til ekstremerne.

»Jeg ser skuespillere, som bare kan være dem selv og så skifte og give de her virkelig fantastiske præstationer, og så skifte tilbage til dem selv«, siger han. »Jeg begynder at grine, fordi jeg bliver for bevidst omkring, at det stadig er mig. Så jeg prøver på at blive så distanceret som muligt. Ellers kan jeg ikke gøre det. Det hjælper, hvis man ikke ligner sig selv. Hvis jeg kigger i spejlet og tænker ‘ah, det ligner ikke mig’ – det hjælper«

Da optagelserne til ‘The Machinist’ sluttede, havde Bale kun seks måneders forberedelsestid til sin hårdtpumpede Bruce Wayne-rolle i ‘Batman Begins’. Det krævede et seriøst stort indtag af pizza kombineret med dedikeret træning at gå fra skelet til Batman på så kort tid.

Christian Bale i ‘American Hustle’.

‘American Hustle’ (2013)

Fra muskelbundt til skelet i pendulfart bevæger Bale sig over i sin småkvabsede æra som svindleren Irving Rosenfeld i komediefilmen ‘American Hustle’ (inspireret af den virkelige svindler Melvin Weinberg). Rollen indbragte ham en Oscar-nominering for bedste mandlige birolle i 2014.

Medskuespillerne på settet kunne næsten ikke genkende Bale, da han dukkede op til filmoptagelsernes første dag med sin barberede isse, tynde hentehår, nøje øvede dialekt og de 20 ekstra kilo, han naturligvis havde taget på til formålet.

Christian Bale har selv udtalt følgende i forbindelse med sin rolle:

»Jeg ville have min karakter til at være rund. Rund som en kugle, en kugle af energi, der bare drives fremad«.

Og rund, det blev han. For Bale var det intet problem at tage på til rollen, selvom de overskydende kilo stadig hjemsøgte ham seks måneder efter optagelserne.

»Jeg opdagede, at jeg tog på i vægt ligesom Julemanden. Jeg fik bare denne her mave, der på en måde strækker sig ud. Jeg har stadig ikke været i stand til at tage bukser på«.

Christian Bale i ‘Vice’.

‘Vice’ (2018)

Christian Bale fortsætter med at stige i vægtklassen og gennemgår den fuldstændige transformation i det biografiske, Oscar-nominerede drama ‘Vice’. Her spiller han Dick Cheney, der var vicepræsident for George W. Bush, og som anses for at være den mest magtfulde vicepræsident i amerikansk historie.

Dick Cheney er i store perioder af filmen 78 år, tyk og halvskaldet. Christian Bale er 45 år, normalvægtig og har stadig alt håret i behold. Han lyder ikke umiddelbart som det oplagte valg til rollen, men alligevel var han den eneste, som instruktør Adam McKay havde i tankerne fra starten.

Og hvorfor ikke? For naturligvis er det lykkedes Bale at forvandle sig med bravur. Han tog såmænd bare en masse kilo på gennem en tærte-kur – mens han trænede sin nakke til den helt rette tykkelse, afblegede sine øjenbryn, barberede sig skaldet og tilbragte flere timer i makeup-stolen. Resultatet er en næsten tro kopi af den virkelige Dick Cheney.

Det lader dog til, at rollen som Cheney endelig har fået Bale til at overveje sin egen potentielle dødelighed og de farer, der kan være forbundet med skiftevis at sulte sig selv og grovæde til ekstremerne.

»Jeg er nødt til at stoppe det, det er ikke sundt for ens krop«, udtaler han til The Quint. »Jeg er i midten af 40’erne nu, det kommer til at indhente mig, hvis jeg ikke begynder at blive en smule mere opmærksom på min dødelighed«.

Meget tyder derfor på, at det snart er slut med de vilde kropstransformationer fra skuespillerens side.

‘Vice’ kan ses på Blockbuster og iTunes.

Læs også: Anmeldelse af ‘Vice’ – Christian Bales verdensklasseskuespil drukner i en pøl af hovedløse jokes

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af