En af Sydamerikas mest interessante filmskabere lige nu hedder Ciro Guerra.
I 2009 fik den colombianske instruktørs anden spillefilm ’Djævlens trækspil’ premiere i Cannes-festivalens prestigefulde Un Certain Regard-konkurrence, og syv år senere modtog han sit lands allerførste Oscar-nominering for det gudesmukke, hypnotiserende og til tider uhyggeligt voldelige Amazonjungle-drama ’Slangens favntag’.
Hans fjerde film, den biografaktuelle ’Trækfugle’ (’Birds of Passage’), nåede ikke gennem Akademiets nåleøje (den var blandt de sidste ni shortlistede film), men den er bestemt en værdig efterfølger. I en både smuk og brutal film tager Guerra for første gang fat i gangsterfortællingen – ikke for at efterligne Hollywood, men for give et modsvar til underholdningsindustriens dominerende forherligelse af vold og narkohandel.
»Det er meget trist for os sydamerikanere at se, hvordan man i andre lande kan betragte en person som Pablo Escobar som en helt«, siger den 37-årige instruktør, da vi ringer ham op over Skype et par måneder før hans nye films danske premiere.
»Efterhånden handler gangsterfilm mest om glorificering af vold og kriminalitet, og om hvor cool og moderne de voldelige gangstere er. Når man i stedet reflekterer over, hvad vold har betydet for samfundet, giver det et helt anderledes blik på genren«.
En trojansk hest
’Trækfugle’ beskriver en periode i colombiansk historie, som har haft stor betydning for landet lige siden. Op gennem 70’erne blev en omfattende eksport af hash til USA igangsat af mange tidligere kaffebønder ved nordkysten. Den bugnende undergrundsindustri sendte en kolossal mængde beskidte dollars ind i det colombianske samfund og skabte voldsomme problemer med vold og ulighed.
»Filmen fortæller oprindelseshistorien for alt, der kom bagefter«, siger Guerra, hvis lands regering i 2016 omsider indgik en fredsaftale med oprørsgruppen FARC efter 50 års væbnet konflikt.
»På den mest naive facon begyndte landet at handle stoffer med omverdenen. Det betød opblomstringen af kapitalisme i sin reneste og mest brutale form – i et samfund som slet ikke var parat. Vi gik gennem en meget voldelig overgang fra bondesamfund til et mere moderne samfund, og vi lider stadig under konsekvenserne«.
Filmens 12 år lange handlingsforløb begynder i 1969, hvor unge Rapayet, der er en del af det traditionsrige Wayuu-indianerfolk, frier til pigen Zaida. Hendes magtfulde shaman-mor Úrsula kræver en medgift på 30 geder, 20 køer, to æsler og fem halskæder, og for at få råd til det begynder Rapayet og den dumdristige barndomsven Moisés at sælge cannabis til nogle amerikanske hippier.
Rapayet og den nystiftede familie får hurtigt smag for kapitalismens materielle goder, som den voksende hashhandel afføder. Men som huset vokser i højden, og hængekøjerne suppleres med store dobbeltsenge, mister folket også forbindelsen til deres traditioner og de ånder, der altid har beskyttet dem. Samtidig eskalerer en blodig konflikt med de andre Wayuu-klaner, som også handler med amerikanerne og pludselig begynder at gå med riffel.
Tragedien vækker mindelser om amerikanske gangsterfilm som ’The Godfather’, ’Goodfellas’ og ’Scarface’, men den udspiller sig i et uvant fysisk og kulturelt miljø med farvede dragter, åndesyner og et uendeligt, vindblæst slettelandskab.
»Vi ville gerne lave en film, som tog fra universelle kilder, men som fik dem til at føles helt nye igen«, forklarer Ciro Guerra.
»Hvis man gør fortælleformen for smal, vil folk fra andre dele af verden have svært ved at identificere sig med en så anderledes kultur. Men når man bruger en velkendt fortælleskabelon, er det som en slags trojansk hest, der gør det muligt at kommunikere, skabe empati og forstå dybderne af de oplevelser, vi som folk har gennemgået«.
15 år undervejs
I ’Trækfugle’ deler Ciro Guerra for første gang instruktørtjansen – dog med en fast samarbejdspartner. Cristina Gallego har været producer på alle hans film, og med tiden har samarbejdet udviklet sig yderligere.
»Vi startede projektet kun med mig som instruktør, men hendes kreative inputs er blevet vigtigere og vigtigere i vores projekter, så det føltes naturligt at tage det næste skridt og instruere sammen. Det er ikke sådan, at vi har opdelt vores arbejde i specifikke roller. Vi har bare taget alle de kreative beslutninger sammen«, siger Guerra.
Idéen til filmen 15 år tilbage, hvor duoen arbejdede på film nummer to, ’Djævlens trækspil’, hvor en fåmælt spillemand og en energisk teenagedreng drager mod nord for at aflevere en (måske) forhekset harmonika tilbage til sin ejermand.
»Jeg kommer selv fra regionen, så jeg havde hørt nogle historier om tiden, vi kalder ’La bonanza marimbera’ (’marijuana-boomet’, red.). Det lød alt sammen mest som sagn og legender. Kun meget få bøger var blevet skrevet om perioden, og den var aldrig blevet vist på film før«, forklarer instruktøren.
»Da vi researchede til ’Djævlens trækspil’, gravede jeg dybere ned i emnet, fordi mange af skuespillerne fra filmen begyndte at fortælle mig historier. De følte, det var en stor historie, som folk ikke kendte til. Vi sagde, at det lød som en film, vi gerne ville lave en dag«.
Der skulle imidlertid gå flere år, før en colombiansk gangsterfilm om landets eskalerende hasheksport i 70’erne kunne blive en realitet:
»På det tidspunkt syntes det umuligt, fordi filmproduktion i Colombia var meget mere begrænset, og den statslige støtte til filmproduktion var meget mindre, end den er nu. Det føltes som en langt ude idé, men vi holdt på den, og på grund af alle de åbne døre, som kom efter ’Slangens favntag’s Oscar-nominering og den løbende filmstøtte fra den colombianske regering, blev det muligt for os at gøre vores drøm til virkelighed«.
Kvinderne manglede
Under Ciro Guerra og Cristina Gallegos grundige research til ’Trækfugle’ blev de nulevende medlemmer af Wayuu-folket, som selv har oplevet perioden, hurtigt filmskabernes vigtigste kilder.
»»Vi læste alle de bøger, der var blevet udgivet om emnet – hvilket ikke var særligt mange. Vi følte, at den historie, der officielt var blevet fortalt, ikke var den fulde version, så vi vendte os mod Wayuu-folket i stedet. Først var vi bekymrede for, hvordan de ville tage imod, at vi lavede en film om dem, men de var superspændte og vildt glade for at fortælle historien, som er meget vigtig for dem«, fortæller Guerra.
»Vi fandt kort sagt ud af, at kvindernes andel af historien manglede. Kvinder er ekstremt magtfulde i Wayuu-samfundet. De er matriarker og ansvarlige for mange aspekter af livet, så det var meget mærkeligt, at de var helt fraværende i historien om ’La bonanza marimbera’«.
Ikke bare kvinderne fik en større plads i ’Trækfugle’. Også det oprindelige folks forhold til spiritualitet giver filmen en særlig stemning. I en specielt atmosfærisk scene, hvor Rapayet er faldet i søvn ved sit skrivebord, oplever vi eksempelvis en ånd liste rundt om ham med svuppende fuglefødder på det nylagte marmorgulv.
»Wayuu-folkets syn på livet er dybt forbundet med spiritualitet, drømme og ting, som er uforklarlige for den vestlige fornuft. Vi ville have, at filmen skulle være tro mod det. Folk har lært at se verden på denne måde gennem litteratur, og de kalder det magisk realisme, men det var egentlig ikke det, vi gik efter. Vi tog bare udgangspunkt i kilderne«, siger Guerra, som også i høj grad benyttede Amazonas-indianernes myter og drømmesyn i sin forrige film, ’Slangens favntag’, der blandt andet bød på en overraskende hallucinationssekvens.
»Denne måde at forstå verden på, som går længere end den rationelle fornuft, var essentiel for at gøre filmen unik og for at være tro mod Wayuu-folkets oplevelse af historien. Samtidig giver spiritualiteten nye lag til en genre, som ellers har grundlag i den rationelle virkelighed«.
En tredjedel af filmholdet bag ’Trækfugle’ kommer fra Wayuu-folket. En del af dem blev også brugt foran kameraet:
»Filmen har en blanding af professionelle skuespillere og ikke-professionelle Wayuu-skuespillere. Det var interessant, fordi amatørskuespillerne kunne lære om teknik og filmsprog fra de professionelle, som til gengæld lærte en masse om Wayuu-folkets kultur, historie, spiritualitet og livssyn. De hjalp hinanden til at vokse, og alle fik meget ud af oplevelsen«, siger instruktøren.
Eksklusiv visning for Wayuu-folket
Det er ikke tilfældigt, at Ciro Guerras seneste tre film foregår i fortiden. For han er en blandt flere colombianske kunstnere, der tror på, at løsningen til et mere balanceret samfund ligger gemt der – begravet under værdier importeret fra Vesten.
»Lige nu oplever jeg en stor bølge i colombiansk kunst, hvor vi forsøger at genfinde vores rødder og lære, hvem vi virkelig er«, fortæller han.
»I tidligere årtier, i 80’erne og 90’erne, var den colombianske identitet skamfuld. Vi skammede os over, hvem vi var. Colombia stræbte efter at blive som Europa eller USA, og der var en grad af afsky rettet mod dele af vores identitet. Nu er vores land mere fredfuldt, og vi er begyndt at gå tilbage og genopdage vores sande identitet, som vi kan holde fast i i denne globaliserede verden. Vi har fundet historier, som vi kan huske på og samtidig dele med resten af verden«.
For Guerra har denne proces især handlet om at skildre landets oprindelige folk og deres møde med den korrumperende kapitalisme. I ’Slangens favntag’, der foregår i starten og i midten af 1900-tallet, er hovedpersonen eksempelvis den sidste overlevende af sin stamme, og omkring ham forpurres junglens natur og kulturer af voldelige gummibaroner og kristne missionærer.
»Alle de film, vi har lavet, skildrer nogle colombianske folkeslag for allerførste gang i en fiktionsfilm. Disse folk er faktisk lige så ukendte for et colombiansk publikum som for et europæisk publikum. Det er stemmer, som ingen har hørt før«, forklarer instruktøren.
»Jeg mener, filmkunsten er vigtig, fordi den kan bringe folk fra mange forskellige verdener og kulturer sammen. Den kan være et værktøj til at skabe en fælles hukommelse. Den kan hjælpe ellers isolerede kulturer til at føle sig forbundne med resten af verden«.
Inden ’Trækfugle’ kunne deles med hele landet, havde Wayuu-folket dog ét krav: De skulle være de første, som fik filmen at se. En ekstraordinær visning blev derfor arrangeret, og det endte med at blive en helt særlig oplevelse for Guerra:
»Første gang vi viste filmen i Colombia, foregik det i landets største Wayuu-bosættelse. Det var en fantastisk udendørsvisning under stjernerne. Der var ingen elektricitet, så alt lys kom fra projektoren. Vi havde gjort 400 siddepladser klar og blev helt overvældede, da omkring 2000 mennesker dukkede op«, siger han.
»Det var helt magisk, og de var meget entusiastiske omkring filmen. De følte, at de blev repræsenteret meget troværdigt, og de var stolte over den måde, de er portrætteret på i filmen, fordi den er tro mod deres beklædning, traditioner og spiritualitet. Det var en meget positiv oplevelse«.
Læs også: Berlin Film Festival: En skinhead kan slette sine tatoveringer, men ikke sine handlinger