De 9 bedste komedier på Netflix lige nu

De 9 bedste komedier på Netflix lige nu
Jesse Plemons i 'Game Night'.
Netflix svømmer over med komedier, og det kan være sin sag at skille fuser fra festfyrværkeri. Vi har taget udfordringen op og præsenterer her de sjoveste komedier på streamingtjenesten. Fra de virkelig grove til de oversete og kultklassikerne.

Har du tjekket vores nye ugentlige podcast om de mest opsigtsvækkende serier og film på streamingtjenesterne? Den hedder SOUNDVENUE STREAMER, og du kan lytte med i din podcast-app, Spotify eller HER.

’Game Night’

Et af 2018’s suverænt bedste og mest overraskende grineflip, hvis generiske ydre gemmer på en skarp, velspillet og kulsort komedie med en uforglemmelig birollepragtpræstation fra Jesse Plemons som creepy venskabshungrende politibetjent.

Jason Bateman og Rachel McAdams går perfekt i spænd som parret Max og Annie, der er besat af at quizze med vennerne, men som pludselig befinder sig på morderisk dybt vand, da Max’ blærerøvs-storebror Brooks (Kyle Chandler) arrangerer et lidt for realistisk krimirollespil. ’The Game’ møder ’Horrible Bosses’ og forvandler sig til en knaldperle, der overgår begge, idet ’Game Night’ konstant topper sit eget, well, game over én hæsblæsende nat, hvor Max, Annie og pretty boy-vennen Ryan (Billy Magnussen) og dennes opgivende date Sarah (fantastiske Sharon Horgan fra ’Catastrophe’) forsøger at løse spillets gåder.

 

John Cleese, Michael Palin og Graham Chapman (som også spiller Brian) i ‘Life of Brian’.

‘Life of Brian’

And now for something completely different… Den engelske komediegruppe Monty Pythons alternative Jesus-fortælling er en af de mest veloplagte religionssatirer i filmhistorien til dato, og dens gakkede spidning af kristent hysteri og dobbeltmoral, venstreorienteret pleaser-bureaukrati og vingeskudt maskulinitet er utroligt nok mindst lige så relevant og skarp i dag som ved premieren helt tilbage i 1979.

’Life of Brian’ fortæller historien om tøffelhelten Brian (Graham Chapman), hvis liv seriøst kompliceres, da han forveksles med Messias, og et hav af tilbedende disciple begynder at følge ham overalt. Filmen skabte i sin tid stor kontrovers – ikke mindst for sin ’latterliggørelse’ af Jesus korsfæstelse – og blev sågar bandlyst i Irland og Norge. Et træk, der prompte fik svenske biografer til at reklamere for ’Life of Brian’ med teksten: »Så sjov, at den blev forbudt i Norge«.

Python-medlem og sangskriver Eric Idles hit ’Always Look on the Bright Side of Life’ klinger evigt aktuelt (»Life’s a piece of shit, when you look at it … «), men filmen var nær aldrig blevet til noget, havde det ikke været for super Python-fan og Beatle George Harrison, der skaffede produktionen fire millioner dollars. Og dermed sikrede tilblivelsen af en monumental klassiker.

Simon Pegg og Kirsten Dunst i ‘How to Loose Friends and Alienate People’.

’How to Lose Friends & Alienate People’

Simon Pegg (’Shaun of the Dead’) spiller hovedrollen i denne ’The Devil Wears Prada’-beslægtede – men langt mere bidske – komedie baseret på en tidligere Vanity Fair-journalists roman om sin karrieres pinlige nedtur blandt New Yorks jetset.

Britiske Sidney Young (Pegg) er en opportunistisk idiot, der får sit livs chance som skribent for et af USA’s førende magasiner, styret med jernhånd af redaktøren Clayton Harding (Jeff Bridges) – en karikatur af virkelighedens magasinlegende Graydon Carter, der som en mandlig Anna Wintour stod i spidsen for Vanity Fair i 25 år. Sidney smider imidlertid hurtigt al ære og værdighed over bord i dækningen af kendisland, hvor han blandt andet falder pladask for divaen Sophie (Megan Fox), til trods for at kollegaen Alison (Kirsten Dunst) sender noget mere end friend zone-vibes.

Pegg er i sit socialt akavede taber-es, der udstiller newyorker-snobberiet med engelsk arbejderklasse-jargon og takt som en liderlig tyr i en porcelænsfabrik.

Zach Galifianakis, Bradley Cooper og Ed Helms i ‘The Hangover’.

’The Hangover’

10 år før Bradley Cooper sprang ud som seriøst Oscar-værdig filmmager med ’A Star is Born’, plejede han episke tømmermænd sammen med Zach Galifianakis og Ed Helms i instruktør Todd Phillips ’The Hangover’. Trioen holder en våd polterabend i Las Vegas for vennen Doug (Justin Bartha), men noget stikker helt af i løbet af natten, hvorfor de tre amigos vågner med kollektivt blackout, en tiger på hotelbadeværelset og en efterladt baby – men ingen Doug.

Resten af filmen går naturligvis med at stykke nattens begivenheder sammen og finde den forsvundne ven, blandt med hjælp fra Ken Jeongs kamikaze-crazy Mr. Chow og Heather Grahams søde prostituerede Jade. Nå ja, og en vis Phil Collins-elskende Mike Tyson, naturligvis. ’The Hangover’ tager absurd situationskomik til nye højder, og særligt Galifianakis og Cooper brillerer som diametrale modsætninger med perfekt timing.

Zoe Kazan i ‘The Ballad of Buster Scruggs’.

’The Ballad of Buster Scruggs’

Coen-brødrenes kapitelopdelte wild west-epos er en udsøgt fornøjelse af karakteristisk kulsort humor, besk samfundskritik pakket ind i Hollywood-klassisk westernikonografi med et dødeligt svirp af katarsis.

Tim Blake Nelson, Liam Neeson, James Franco, Zoe Kazan og Tom Waits er blandt topnavnene i det velspillende cast, der formidler mere eller mindre absurde skæbnefortællinger fra de endeløse vidder, hvor hver mand var sig selv og sin seksløber nærmest, og alle kunne gøre krav på/voldtage landskabernes rigdom. Filmen indeholder nogle af de smukkeste billeder i Coen-kataloget, der står i skærende ironisk kontrast til historiernes brutalitet, når naturens skønhed og skovens dyr agerer tavse vidner til tragedierne, der udfolder sig.

Dialogerne er skarpladte med satirisk livsvisdom og fatalistisk filosofi over menneskesjælens fordærvelse, og i det ondeste kapitel af dem alle må Harry Melling (Dudley fra ’Harry Potter’!) som arm- og benløs skuespiller således se sit eksistensgrundlag revet væk under sig, da hans publikum (med reference til vor tids ukritiske, fordummende reality-mæskeri) pludselig foretrækker en klog hønes kunstner frem for Shakespeare-dannelse.

Alicia Silverstone og Stacey Dash i ‘Clueless’.

’Clueless’

Få ungdomsfilm har haft så langvarig indflydelse på popkulturen som 90’er-kulthittet ’Clueless’, hvori Alicia Silverstone (i al sin teenagevidunderlighed) stråler som overklasseprinsessen Cher, der forsøger at lege Kirsten Giftekniv for klassens ’grimme ælling’ (Brittany Murpy). Instruktør Amy Heckerling (’Fast Times at Ridgemont High’) serverer en overraskende skarp og velskrevet fortolkning af Jane Austen-klassikeren ’Emma’, der stikker flere spadestik dybere end Chers snappy oneliners – hvorfor ’Clueless’ sagtens tåler flere gensyn.

Filmen kickstartede en 90’er-fascination for at remixe litterære storværker som moderne teenagefabler (med Baz Luhrmans ’Romeo + Juliet’ som højdepunktet) og banede på den konto vejen for Shakespeare-filmatiseringen ’10 Things I Hate About You’. Og her gik du måske og troede, at Chers digitale påklædningsprogram var det fedeste ved ’Clueless’. As if.

Ryan Gosling og Emma Stone i ‘Crazy, Stupid, Love’.

’Crazy, Stupid, Love’

Da Cals (Steve Carell) kone Emily (Julianne Moore) afslører, at hun har knaldet uden om med kollegaen David (Kevin Bacon), forsøger Cal at genvinde en smule af sin mandighed ved at lære scoretricks fra den unge storcharmør Jacob (Ryan Gosling på hjerteknuserkurs). Jacob er en selverklæret fri fugl, men i mødet med kække Hannah (Emma Stone) slår det pludselig anderledes dybfølte, ’Dirty Dancing’-inspirerede gnister. Der er bare én stor hage ved romancen …

’Crazy, Stupid, Love’ er den sjældne komedieperle, der giver lige så mange forelskede sommerfugle i mellemgulvet, som den forårsager latterkramper. Og kemien mellem Stone og Gosling er så smittende brandvarm, at duoen da også flirtede sig hele vejen til ’La La Land’s kæmpesucces fem år senere.

Sacha Baron Cohen som ‘Borat’.

’Borat’

Få komikere er så frygtløse eller grænseoverskridende som engelske Sacha Baron Cohen, der med liv og lemmer som indsats udstiller bonderøvs-Amerika og religiøst hysteri i mockumentary-komedien ’Borat’. Forklædningsmesteren Cohen spiller tv-personligheden Borat fra Kasakhstan, der tager på roadtrip i USA for at dokumentere landets kulturelle overlegenhed, men undervejs bliver mere interesseret i at finde og gifte sig med Pamela Anderson.

Borat er hysterisk antisemitisk (Cohen er selv jødisk) og komplet blottet for situationsfornemmelse, og hans interaktion med amerikanerne – der selvsagt tror, at Borat er en rigtig journalist – er både hylende morsom og tåkrummende pinlig, idet Cohen fremelsker et spydigt billede af fordomme og fremmedfjendskhed i USA.

Filmen blev Oscar-nomineret for Sacha Baron Cohens manuskript, men det var formentlig først og fremmest billedet af komikeren i vild nøgen-wrestling med kollegaen Ken Davitian, der brændte sig ind i det brede publikums bevidsthed.

Bill Skarsgård og Cecilia Forss i ‘I rymden finns inga känslor’.

’I rymden finns inga känslor’

Inden han sprang ud som dræberklovn for Stephen King, var Bill Skarsgård bare en ung svensk teenager med Aspergers i komedien ’I rymden finns inga känslor’. Skarsgård spiller Simon, hvis storebror Sam (Martin Wallström fra ’Mr. Robot’) er en fast klippe i hverdagen.

Da Sams kæreste slår op, falder broren imidlertid fra hinanden, og Simon beslutter sig for at finde en ny pige til ham. Det kræver tjeklister og grundige forhør med byens unge kvinder, men da Simon møder Jennifer (Cecilia Forss), åbner der sig langsomt en ny verden for drengen, der hader, at andre mennesker rører ved ham.

’I rymden finns inga känslor’ bobler af selvironisk skandinavisk humor, og Skarsgård viser os anderledes komiske facetter af sit alsidige talent, der er både rørende og møgirriterende.

Læs også: De 20 bedste film på Netflix

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold