De mest lovende film fra årets Sundance-festival – fra Shia LaBeoufs overraskende selvbiografi til Mindy Kalings late night-hit

I weekenden sluttede en af USA’s væsentligste filmfestivaler, Sundance Film Festival. Og som altid satte den en række film på landkortet, som vi kommer til at høre meget mere til over det kommende år – forhåbentligt også i de danske biografer. Vi sætter spot på de mest interessante.
De mest lovende film fra årets Sundance-festival – fra Shia LaBeoufs overraskende selvbiografi til Mindy Kalings late night-hit
Shia LaBeoufs 'Honey Boy'.

‘Honey Boy’

Shia LaBeouf har taget en interessant udfordring op: Han spiller sin egen far i biopic-dramaet ‘Honey Boy’ over for Lucas Hedges (‘Manchester by the Sea’, ‘Lady Bird’) som sit eget yngre jeg.

Filmen, der er instrueret af Alma Har’el, som især er kendt for den sublime dokumentarfilm ‘Bombay Beach’, er baseret på LaBeoufs barndom og forholdet til hans alkohol- og heroinmisbrugende far.

»Det er mærkeligt at fetichere ens smerte og kreere et produkt af det og føle sig skyldig omkring det«, har LaBeouf udtalt. »Det føltes meget selvisk«.

‘The Report’

Nyligt Oscar-nominerede Adam Driver (‘Girls’, ‘BlacKkKlansman’) indtager rollen som senatsmedarbejderen Daniel Jones i Scott Z. Burns drama ‘The Report’.

Jones får til opgave at lede efterforskningen af CIA’s Detention and Interrogation Program. Her opdager Jones CIA’s brutale og amoralske forhørsmetoder. En viden, som CIA vil gå meget langt for at forhindre blive delt med resten af verden.

‘The Report’ er en af de mest roste fiktionsfilm fra festivalen og bliver allerede omtalt som en mulig Oscar-kandidat i 2020. Variety skrev: »Filmen føles som noget, dette land har brug for nu mere end nogensinde: et opgør«.

‘Monos’

Let inspireret af William Goldings roman ‘Fluernes Herre’ følger ‘Monos’ otte bevæbnede børn på en øde colombiansk bjergtop, mens de vogter over et amerikansk gidsel (Julianne Nicholson).

Alejandro Landes har instrueret filmen, og ifølge Screen Daily vil han »have os til at føle sine karakterers desperation, men der er også et element af surrealisme ved hele affæren, hvor filmen konstant kalder opmærksomhed mod absurditeten af de her børn, som prøver at efterligne blodtørstige voksenhandlinger«.

‘Luce’

»Kig ikke mod ‘Luce’ for svar, men i stedet begyndelsen på en svær, men højst nødvendig samtale«.

Sådan beskriver Variety det anmelderroste drama ‘Luce’ instrueret af Julius Onah. Filmen har Kelvin Harrison Jr. i en bærende rolle som den unge Luce Edgar, der er adopteret fra krigsramte Eritrea i Afrika af hvide forældre.

Edgar klarer sig godt i skolen, lige indtil en alarmerende opdagelse vender op og ned på alt og truer hans høje status.

‘Clemency’

Alfre Woodard spiller fængselsbetjenten Bernadine Williams, der i flere år har fuldført henrettelserne på fængslets dødsgang. I ‘Clemency’ har den tunge opgave sat sit præg på Williams, der må konfrontere de mange følelsesmæssige dæmoner, der følger med jobbet, idet hun endnu en gang forbereder sig på at henrette en indsat.

»’Clemency’ illustrerer, hvordan systematisk henrettelse kan ødelægge begge ender af ligningen«, skriver Indiewire. Instruktøren Chinonye Chukwu er desuden den første sorte kvinde nogensinde til at vinde Sundance Film Festivals største pris, Grand Jury-prisen.

En del af holdet bag ‘The Farewell’ med instruktør Lulu Wang i midten til venstre og Awkwafina i midten til højre. (Foto: Sundance Institute/Jemal Countess)

‘The Farewell’

I ’The Farewell’ skildres en asiatisk-amerikansk familie i en fortælling om kultur og tradition på tværs af generationer. Historien er baseret på instruktør Lulu Wangs egne oplevelser, som hun fortalte i et afsnit af podcastserien ’This American Life’, om hvordan hendes bedstemor – familiens matriark – bliver dødssyg af kræft, men efter gammel tradition ikke får de dårlige nyheder at vide.

Rapperen Awkwafina spiller barnebarnet Billi, der beslutter at bryde traditionen. Hun har tidligere medvirket i ’Crazy Rich Asians’ og ’Ocean’s 8’, men har i ’The Farewell’ sin første dramatiske rolle, og hendes præstation er en væsentlig grund til, at filmen ifølge New York Times var én af årets must sees. Filmen har lige nu en score på 100 procent på ratingsitet Rotten Tomatoes og er blevet rost til skyerne. Rolling Stone David Fears skrev: »I de 16 år, jeg har været på Sundance, er det en af de mest oprigtigt rørende film, jeg har set«.

‘The Farewell’ er desuden blevet købt af det hypede distributionsselskab A24.

Emma Thompson har sit eget late night-show i ‘Late Night’ (Foto: Sundance Institute/Emily Aragones)

‘Late Night’

Mindy Kalings film ’Late Night’ blev én af festivalens mest omtalte film og spillede hovedrollen i én af de dyreste handler i 2019-årgangen. Amazon betalte således 13 millioner dollars for de amerikanske rettigheder alene.

Kaling er kendt for sin medvirken i ’The Office’ og ’The Mindy Project’, hvor hun, som det også er tilfældet med ’Late Night’, står som skaber, manusforfatter og hovedrolleindehaver.

I sin aktuelle film spiller hun over for Emma Thompson, som besætter rollen som talkshowværtinden Katherine. Hendes late night show er en synkende skude, så hun hyrer Molly Patel (Kaling) i et forsøg på at imødekomme kritik om manglende kvindelige forfattere.

Komedien har ikke mindst fået opmærksomhed for sit fokus på strukturel sexisme i en underholdningsbranche, hvor ingen kvindelige værter endnu har siddet i en af de store late night-værtsstole. Særligt Thompsons præstation er blevet rost til skyerne. Slate kalder filmen »rettidig og med usædvanlig bred appel«.

Michelle Williams og Julianne Moore i ‘After the Wedding’ (Foto: Sundance Institute/Julio Macat, ASC)

‘After the Wedding’

Årets festivalåbner havde et dansk islæt. ’After the Wedding’ er et remake af Susanne Biers Oscar-nominerede ‘Efter brylluppet’ fra 2006, som efter sigende følger Biers version ned til replikken – bortset fra den detalje, at de to hovedroller, der i den danske version blev spillet af Mads Mikkelsen og Rolf Lassgård, i den amerikanske spilles af Julianne Morre og Michelle Williams.

Bart Freundlich er instruktør og manuskriptforfatter bag genfortolkningen af historien, hvor Isabel (Williams) er børnehjemslederen i Indien, som tager til New York for at møde millionæren Theresa (Moore), der gerne vil støtte Isabels projekt, men som viser sig at være gift med Isabels eksmand Oscar (Billy Crudup).

Filmen har fået en blandet modtagelse, om end der generelt er enighed om, at Moore og Williams leverer formidable præstationer. Variety placerer den på sin liste over de bedste film fra årets udvalg.

Keira Knightley som whistleblower i ‘Official Secrets’ (Foto: Sundance Institute)

‘Official Secrets’

Som det også er tilfældet med den aktuelle og Oscarnominerede ’Vice’ og ovennævnte ’The Report’, fortæller ’Official Secrets’ en historie om det politiske klima i årene omkring Irak-krigen.

Baseret på virkelige hændelser beretter filmen om den britiske oversætter Katharine Gun, der retsforfølges, efter hun har lækket et notat, der afslører et britisk-amerikansk forsøg på at spionere på medlemmer af FN med det formål at finde materiale at afpresse dem med.

Gun spilles af Keira Knightley, der af medier som The Guardian og Variety roses for sin præstation. Gavin Hood, der tidligere har stået bag blandt andre ’Tsotsi’ og ’A Reasonable Man’, instruerer.

‘Blinded by the Light’ (Foto: Sundance Institute/Nick Wall)

‘Blinded by the Light’

Den dyreste film ved årets festival blev en romantisk coming of age-musical – 15 millioner dollars skulle distributionsselskabet New Line af med for at få fingrene i ’Blinded by the Light’.

Fortællingen udspiller sig i England i 1987, hvor den britiske-pakistanske Javed finder inspiration hos Bruce Springsteen til at tackle mødet mellem sin families kulturelle traditioner og sine kreative ambitioner.

Instruktør Gurinder Chadha er især kendt for ’Bend It Like Beckham’ fra 2002, der ligeledes var en coming of age-fortælling om en ung kvinde, der kæmper med sine indiske forældres traditioner. ’Blinded by the Light’ har fået en fremragende modtagelse og har lige nu en rating på 91 procent på siden Rotten Tomatoes. Indiewire har placeret den på listen over årets bedste film på festivalen og kalder den »storartet« og en »ekstatisk historie«, og Entertainment Weekly beskriver den som en »dybtfølt og hjertevarm hyldest til musik«.

Læs også: Det skal du se i biografen i februar – Oscar-favoritter, James Cameron-action og Danica Curcic i mødregruppe

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af