‘Dogman’: ‘Gomorra’-instruktørs medrivende krimi-fabel ender i et voldsomt sammenstød

‘Dogman’: ‘Gomorra’-instruktørs medrivende krimi-fabel ender i et voldsomt sammenstød
'Dogman'
5 6
Spillefilm
Instruktion

Matteo Garrone

Medvirkende

Marcello Fonte, Eduardo Pesce, Alida Baldari Calabria, Nunzia Schiano, Adamo Dionisi, Laura Pizzirani

Spilletid

103 min.

Premiere

Den 28. februar

Vuf, vuf, vuf!

Sådan lyder det i begyndelsen af Matteo Garrones nye film, meget højt og meget pludseligt, mens billedet endnu er sort. Så toner en arrig, hvid kamphund frem på lærredet. Den er overhovedet ikke klar på sit bad, som den står dér, i en balje med lænke om halsen. En lav, spinkelt bygget mand med hvid kittel og skinger stemme spuler den ufortrødent over, mens han forsøger at tale den til ro.

Han hedder Marcello og er egentlig meget rar, men også temmelig dum og lidt en undskyldning for sig selv. Hans redning er, at han er god med hunde. Det har givet ham en tydelig rolle i den trøstesløse syditalienske kystby, han bor i. Her er hans salon, der går under det sigende navn Dogman, et samlingspunkt. Det er samtidig rammen for filmens handling.

Marcello spilles af Marcello Fonte, der vandt skuespillerprisen i Cannes. Hans ansigt med de posede øjne, flyveørerne, den fremtrædende næse og tænderne, der sidder lidt hulter til bulter i munden, ridser sig med det samme ind i hukommelsen. Fonte bibringer rollen en charme og en naturlighed, der gør det svært ikke at fatte helt umiddelbar sympati for Marcello. Castingen af ham er en lille genistreg.

‘Dogman’

Til daglig er Marcello omgivet af alle slags hunde, men som oftest er de langt større end ham. Han bader, friserer og nusser dem. Et eller andet ved ham virker afslappende på dem. I en indledende scene deler han en skålfuld spaghetti med sin egen hund, mens de ser tv. Det er ren ‘Lady og Vagabonden’.

Snart viser det sig dog, at det ikke kun er hundeejerne, der besøger ham. Marcello er fraskilt og far, og for at kunne tjene lidt ekstra til at forkæle sin datter med dykkerture sælger han kokain til områdets junkier. En af dem er det store brød Simone, der vil gøre alt for sit næste fix. Han er ren krop og instinkter, meget lig de hunde, som Marcello passer, hvilket skuespilleren bag, Eduardo Pesce, indfanger på fornem vis.

Simone er boligblokkens plageånd, og han gør den frygtsomme Marcello til sin kompagnon. Det betyder voldsomme byture, tilfældige slagsmål og spontane røverier. På et tidspunkt holder Marcello vagt i bilen udenfor, mens Simone og en anden lurvet type tømmer et rigmandshjem for værdier. Da de kører væk, erfarer Marcello, at de to andre har lagt familiens hund i fryseren for at straffe den for dens gøen. Han vender senere tilbage og redder den. Under visse omstændigheder kan han godt være modig.

Sådanne veltimede, barokke og følelsesmæssigt involverende optrin skiller med det samme ‘Dogman’ ud.Garrone har beskrevet samme miljø og samme generelle elendighed i den næsten dokumentariske ‘Gomorra’, der råt for usødet satte mafiaens omfattende aktiviteter i Napoli og omegn på dagsordenen. ‘Dogman’ er ligesom forgængeren baseret på en virkelig historie, men her er Garrone mindre hårdtslående. Den er tættere på fablen end på nogen potent social virkelighed, og det kommer særligt til udtryk gennem det meget tydelige plot, der ikke lægger skjul på, at vi har at gøre med en film.

Skærer man helt ind til benet, handler ‘Dogman’ om det spændingsfyldte forhold mellem to forskellige mænd eller mandetyper, mellem en under- og en overdog. Konflikten er klassisk, om end Garrone, ikke mindst takket være sin sans for nuancerne i forholdet mellem de to og den indbyrdes magtbalance, er en elegant historiefortæller, der gør den værd at overvære i sin fulde udstrækning.

Og så er der en grundlæggende suspense på spil. Man griber sig selv i at tænke på, hvornår Marcello mon får nok af Simone. Knuden strammes scene for scene, og det ender med et sammenstød, som ikke skal afsløres her, men som i sin voldsomhed bringer os lige tilbage til åbningsscenen.


Kort fortalt:
Det er et sandt hundeliv i ‘Dogman’, Garrones gode, karakterbårne og elementært spændende fortælling fra Italiens rendesten.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold