1. Aftenens store vinder vil bryde en uskreven regel
Det har været historisk vanskeligt at regne bedste film-kategorien ud i år. Jeg vil næsten gå så langt som til at hævde, at der er gode argumenter for og imod alle otte film i forhold til at stå med en chance for at hjemføre aftenens hovedpris.
Hvad bliver afgørende?
At ’BlacKkKlansman’ som den eneste af de otte titler har opnået de fire vigtigste nomineringer (skuespil, instruktion, klipning og manuskript) og nomineringer hos alle de tre store brancheforbund, skuespillerforbundet SAG, instruktørforbundet DGA og producerforbundet PGA? At ’Roma’ vandt bedste film ved den britiske BAFTA (der har et betragteligt overlap af medlemmer i forhold til Akademiet), og at filmens instruktør, Alfonso Cuarón, vandt DGA? At ’Green Book’ vandt PGA, der som det eneste forbund benytter sig af det samme stemmesystem (det præferentielle) som Oscar i bedste film-kategorien – og derfor er den mest direkte sammenlignelige?
Alle filmene er på hver deres måde handicappede i mellemsvær eller alvorlig grad, og det gør kampen om hovedprisen til den måske mest åbne af samtlige kategorier – hvilket ikke er skidt for showet som sådan, der dermed har en indbygget cliffhanger.
PGA-vinderen ’Green Book’ er ikke nomineret for sin instruktion (kun to film i nyere tid har overvundet det handicap).
DGA-vinderen ’Roma’ er ikke nomineret for sin klipning (kun to film siden 1980 har vundet bedste film uden netop denne nominering) og opnåede ikke så meget som en eneste nominering hos SAG. Det er kun sket én gang, at en film helt uden SAG-nomineringer har vundet Oscaren for bedste film (det var i øvrigt ’Braveheart’ i 1995). Skuespillerne udgør den største enkeltgruppering i Akademiet, og derfor er det problematisk, hvis man ikke har dem på sin side i tilstrækkelig grad.
SAG-vinderen ’Black Panther’ er hverken nomineret for sin instruktion, sin klipning, sit manuskript eller for skuespil. Behøver jeg nævne, hvor dårlige odds den har?
’Vice’ opnåede ikke en SAG-ensemble-nominering (og har generelt ikke vundet særlig mange priser i sæsonen). ’The Favourite’ vandt syv BAFTA-priser, men ikke den afgørende for bedste film. Og den missede nomineringen for SAG-ensemble og DGA. ’Bohemian Rhapsody’ missede DGA samt Oscar-nomineringer for instruktion og manuskript. ’A Star is Born’ missede Oscar-nomineringer for instruktion og klipning (en film uden begge vitale nomineringer har aldrig vundet Oscaren for bedste film). ’BlacKkKlansman’ er stærkt repræsenteret, næsten uanset hvor man kigger hen, men den har udelukkende vundet manuskriptpriser i løbet af sæsonen. Det er historisk vurderet ikke nær nok til at være et troværdigt bud på en Oscar-vinder for bedste film.
Med andre ord: Uanset hvem der vinder søndag nat, står vi i en usædvanlig situation. Uanset hvilken af de otte film der vinder, vil der være tale om, at en uskreven regel bliver brudt.
Hvis dét ikke kan få dig til at holde ud til de tidlige morgentimer, så ved jeg snart ikke…
2. Alfonso Cuarón kan slå koryfæerne
Alfonso Cuarón står med chokerende gode odds for at skrive Oscar-historie. Han kan tangere Walt Disneys rekord med fire Oscars på en og samme aften, en historisk høst som Disney hjemførte i 1953.
Jeg håber ikke, jeg træder nogen Disney-fans over tæerne ved at bemærke, at Disneys fire statuetter (for bedste dokumentar og for de dengang tre kortfilmkategorier) skyldes, at Oscaren dengang tilfaldt produceren i de nævnte kategorier. Overført til den måde Oscar er organiseret i dag, ville Disneys involvering have resulteret i nul Oscars til ham personligt.
Cuarón kan vinde som producer af ’Roma’, hvis den vinder for bedste film (og de fleste eksperter tipper aktuelt ’Roma’ som den største favorit). Han kan modtage prisen for bedste fremmedsprogede film (der går til filmens instruktør), hvis ’Roma’ som ventet triumferer over blandt andet polske ’Cold War’. Han er storfavorit til at vinde for bedste instruktør (kun tanken om en ’karriere-Oscar’ til Spike Lee synes mildt truende). Og så er han også favorit til at vinde prisen for bedste fotografering (selvom ’Cold War’ også her presser på).
Cuarón er endvidere i spil for sit originalmanuskript til filmen, men i den kategori regner jeg (og alle eksperter i øvrigt) med, at han kommer til kort: Det ligner et opgør mellem de væsentligt mere ordmættede (og jokeindsmurte) manuskripter til ’The Favourite’ og ’Green Book’.
Kigger vi i historiebøgerne – og ignorerer vi for en stund Walt Disneys altomfattende fangarme – er de nærmest sammenlignelige fortilfælde blandt andet Cuaróns gode ven Alejandro González Iñárritu, der i 2014 hjemtog tre statuetter – som producer, instruktør og forfatter på ’Birdman’. Coen-brødrene vandt som producere, instruktører og forfattere på ’No Country for Old Men’ i 2007. Francis Ford Coppola gjorde det samme for ’The Godfather Part II’ i 1974 og Billy Wilder i 1960 for ’The Apartment’. James Camerons tredobbelte triumf fra 1997 for ’Titanic’ har en anderledes og derfor mere unik sammensætning: Han vandt som producer, instruktør og klipper.
Cuarón kan altså ikke alene komme op på siden af, men slå alle disse koryfæer.
3. Historisk triumf i bedste film plus for bedste fremmedsprogede film
Vi tillader os at gøre et ekstra nummer ud af, hvor særlig Alfonso Cuaróns aften kan blive ved at fokusere på, at han ikke alene kan blive firedobbelt Oscarvinder, men at ’Roma’ sågar kan blive den første film nogensinde, der triumferer for både bedste film og bedste fremmedsprogede film.
Det hænder, at en kandidat fra det fremmedsprogede felt sniger sig ind i hovedkategorien også, men den form for crossover er sjælden. Sidst det skete var i 2012, hvor Michael Hanekes ’Amour’ (der vandt for bedste fremmedsprogede film) også opnåede en nominering i bedste film-kategorien. De øvrige fremmedsprogede film i nyere Oscarhistorie, der har formået at vinde så bred opbakning, at de har gjort sig gældende i bedste film-kategorien er ’Tiger på spring, drage i skjul’ i 2000 og to italienske film fra 90’erne: ’Livet er smukt’ og ’Il Postino’. Bergmans ’Hvisken og råb’ blev nomineret for bedste film i 1973.
’Roma’ står dog med helt særlige chancer for at vinde bedste film som den første fremmedsprogede produktion (for god ordens skyld: Jeg tæller ikke ’The Artist’ med, da den er en stumfilm med engelsksprogede cue cards).
’Tiger på spring, drage i skjul’ er nok det nærmeste eksempel på en forgænger til ’Roma’, da den formentlig var ret tæt på at vinde bedste film i 2000 – i tæt konkurrence med ’Traffic’ og den egentlige vinder, ’Gladiator’. ’Tiger på spring’ (Ang Lee) vandt DGA det år og var af mange tippet til at vinde bedste film.
Hvis ’Roma’ vinder for bedste film, skal det nok føre til en meget livlig (og nok nærmest ophedet) debat om det smarte i, at de to kategorier overhovedet er konstrueret på den måde, at ’risikoen’ for et overlap er til stede. I en tiltagende globaliseret verden (og filmkultur) – og med tanke på bestræbelsen om at gøre Akademiet mere bredt repræsenteret – vil der helt sikkert være ’protektionistiske’ debatstemmer, der vil hævde, at man med fordel kan sikre, at hovedkategorien forbliver en ren amerikansk (eller i det mindste, engelsksproget) affære, og at bedste fremmedsprogede film i realiteten bliver til ’bedste udenlandske film’.
Problemstillingen er reel, for fremtiden vil formentlig kun byde på flere scenarier, hvor de to kategorier støder op imod hinanden, både på grund af samfunds- og branceudviklingen og den bredere repræsentation i Akademiets medlemsskare.
4. To skuespillere kan blive medlem af en eksklusiv klub
Rachel Weisz vandt en Oscar i 2005 for sin (store!) birolle i ’The Constant Gardener’, men har ikke været nomineret hverken før eller siden. Men hendes karriere har taget et gevaldigt opsving i de senere år, og derfor er det kun logisk, at hun i år er nomineret for anden gang – igen for en stor birolle (kald det bare en hovedrolle, hvis du er i det humør) i ’The Favourite’.
Dermed kan hun – hvis hun vinder (og hendes sejr ved BAFTA-uddelingen forleden har helt sikkert forbedret hendes odds) – blive en del af en eksklusiv klub af nulevende skuespillere, der har vundet to Oscars på bare to nomineringer: Hilary Swank (to hovedroller), Kevin Spacey (en hovedrolle og en birolle) og Christoph Waltz (to biroller).
Endnu bedre chancer har dog ’True Detective’-aktuelle Mahershala Ali, der vandt en Oscar for bare to sæsoner siden for sin birolle i Barry Jenkins’ bedste film-vinder ’Moonlight’. Nu er han nomineret igen for sin birolle (hmm… kald det endelig en hovedrolle, for det er det) i ’Green Book’, hvor han skifter drugdealer-street-manererne ud med sofistikeret dannelse af den klassiske slags i rollen som pianisten Don Shirley. Eftersom Ali har vundet både en Golden Globe, en BAFTA og en SAG-award for sin rolle, er der ikke rigtigt noget, der står i vejen for, at han kan blive budt velkommen hos ’2-for’2’erne’ efter den 24. februar.
5. Et værtsløst Oscar – fiasko eller fornyelse?
Sidste år stod Oscaruddelingen i Metoos tegn. 23 af de 37 presenters var kvinder – og sørme om der ikke i både instruktør- og fotograf-kategorien var gjort plads til en kvinde.
I år er det anderledes: Man har for eksempel ikke hørt meget brok over, at der ingen kvinder er i instruktørkategorien, selvom der blev lavet adskillige mindeværdige film af kvinder i det forgangne år (faktisk har Bradley Coopers snub fyldt væsentligt mere, så alt synes tilbage ved det gamle i den forstand).
Dagsordenen i år har mere taget farve af det, man kunne kalde for Oscar-akademiets forhippelse på at skyde sig selv i foden med noget, der til forveksling ligner masochistisk ildhu. Det føles næsten uoverskueligt at skulle resumere, i hvor mange henseender Akademiets tilsyneladende sanseløse inkompetence har manifesteret sig i det forgangne år, så lad os for nærværende nøjes med at opholde os ved værtssituationen.
For sagen er jo den, at der slet ikke er nogen vært, og ikke har været det, efter at Kevin Hart måtte opgive ævred i forlængelse af sagen om homofobiske tweets af ældre dato. Amerikanernes foretrukne daytime-talkshow-institution, Ellen DeGeneres (som jo selv tidligere har løftet værtsrollen med sikker, men ufarlig, hånd) forsøgte en overgang at føre kampagne for at genindsætte Hart som vært, hvilket ærligt talt ikke fik hverken hende eller Hart til at tage sig bedre ud, så det omvendte kupforsøg mislykkedes.
Meget længe var Akademiet forbavsende tavse i forhold til at kommunikere, hvad der så skulle ske, og da man endelig tog sig sammen, var vi så tæt på den store begivenhed, at svaret gav sig selv: Der bliver ingen vært i år!
Sidst Oscar var uden vært var i 1989, og som de, der har gjort sig selv den tjeneste at se indledningen med Snehvidetema fra dengang, vil vide, kan det resultere i en bizar blanding af en tankeløs parade af tomme kalorier og over the top-kompensation for manglen på et fikspunkt.
Sagen er den, at værten netop er den lim, der holder showet sammen, det anker, der sikrer, at skibet ikke flyder rundt på må og få. Det skal blive interessant at se, om producerstaben har fundet frem til en god måde at håndtere den mangel på fokus, som en værtsløs prisuddeling naturligt vil give. Først og fremmest fordi vi som seere er trænede til at se sådan et show med et sæt forventninger til formen, og her er værten så godt som et sine qua non, et gennemgående element, der sikrer sammenhæng.
Hvis den værtsløse strategi mislykkes for Akademiet, vil kritikken helt sikkert blive tæt på nådesløs, fordi Akademiet selv må tage ansvaret fuldt og helt på sin kappe. Lykkes det til gengæld at skabe et godt show med et fornuftigt flow, så skal de til gengæld have ros for at skabe et alternativ til den vante trædemølle – og måske byder man så ind med et bæredygtigt perspektiv, der kan være med til at fremtidssikre Oscaruddelingen som Awards-showenes uantastede kronjuvel.
Men vi taler altså om en gruppe af mennesker, der i det seneste år er gået fra pr-katastrofe til pr-katastrofe med ildevarslende regularitet. Så hvis man tillader sig at tvivle på, at det nye tiltag bliver en succes, skyldes det ikke nødvendigvis manglende tiltro til Oscar som institution, men til den specifikke gruppe af ældre, hvide mænd og kvinder, der er sat til at forvalte arvesølvet pt.
Der er mange friske navne i den nuværende, 51 mand (m/k) store bestyrelse, Board of Governors, (heriblandt Laura Dern og vores egen Susanne Bier), men det nytter ikke meget, når bestyrelsens daglige arbejde er placeret i hænderne på folk som præsident John Bailey, der ikke ville kunne få færten af en pr-katastrofe, om så den tog form af et stinkdyr anbragt i hans skød.
Læs også: De vinder Oscar på søndag – vores endelig bud på vinderne i alle 24 kategorier
Læs også: Når Oscar-politik trumfer kunst: Kan ‘Black Panther’s Bedste Film-nominering forsvares?