’Green Book’: Viggo Mortensen og Mahershala Ali slår gnister i Oscar-favorit med bitter eftersmag

’Green Book’: Viggo Mortensen og Mahershala Ali slår gnister i Oscar-favorit med bitter eftersmag
Viggo Mortensen og Mahershala Ali blev begge Oscar-nomineret for 'Green Book', der er en af favoritterne til at løbe med prisen for Bedste Film.
3 6
Spillefilm
Instruktion

Peter Farrelly

Medvirkende

Viggo Mortensen, Mahershala Ali, Linda Cardellini, Sebastian Maniscalco, Dimiter D. Marinov

Spilletid

130 min.

Premiere

Den 21. februar

Der er rundt regnet gået 15 minutter af ’Green Book’, før du kan regne ud, hvordan det hele ender. Og ikke bare det: Du kan også tænke dig til alle mellemregningerne.

Det er en særlig Hollywood-specialitet: En opløftende dramakomedie baseret på virkelige hændelser og med en spændingskurve kalkeret efter berettermodellen. Filmen vil på skift have dig til at le og knibe en tåre – stryger- og klavermusikken fortæller dig hvornår – og den sender dig håbefuld hjem, selvom den handler om racisme i 60’ernes USA, særligt i sydstaterne.

Man kunne også kalde det Oscar-formlen, og ’Green Book’ er da også blandt frontløberne til at kapre den fineste statuette, når årets uddeling afholdes natten til mandag. Spørgsmålet er, om man ikke kan tillade sig at kræve mere?

Filmen påstår trods alt at sige noget almenmenneskeligt midt i Louisiana, Alabama og Mississippis sumpe af raceundertrykkelse – steder, hvor afroamerikanere i 60’erne ikke måtte sidde med til bords, medmindre de serverede eller underholdte, og hvor de måtte slå op i den såkaldte Green Book for at finde hoteller, der ville huse dem.

Nogle gange virker det dog, som om ’Green Book’ ikke helt forstår alvoren af de overgreb, den selv skildrer.

Viggo Mortensen er Oscar-nomineret som Tony Lip i ‘Green Book’.

Tag Viggo Mortensens italienskamerikaner Tony Lip, der får sin hyre for at fjerne menneskeligt ukrudt fra New Yorks natklubber, men på bunden er en godmodig familiemand. Han kyler et par glas i skraldespanden, fordi afroamerikanske håndværkere har drukket af dem, men så snart han bliver chauffør for den sorte stjernepianist, Dr. Don Shirley, som han skal fragte sikkert fra koncert til koncert i det dybe syd, virker det, som om det med glassene ikke var så vigtigt endda.

Vi skal bare lige forstå, at Tony starter i fordommenes grotte, så han i mødet med Don kan se lyset og blive en bedre mand. Hans skyggesider bliver ikke afsøgt nærmere – på nær dem, der har med hans gavtyveagtige facon at gøre – for de skulle nødig fortrænge hyggen.

Det hele er nemlig hyggeligt, så hyggeligt, at man knap mærker den fare, Don Shirley udsætter sig selv for ved at turnere i sydstaterne, hvilket han gør, fordi »kunstnere ikke ændrer noget uden mod«. Man mærker aldrig for alvor uretfærdigheden, Dons undertrykte smerte, Tonys vækkelse. Man kan bare konstatere, at racismen er der, og det umage par på for- og bagsæde langsomt bliver venner.

Mahershala Ali er også Oscar-nomineret som Dr. Donald Shirley i Green Book.

Det er ikke, fordi filmen accepterer diskriminationen. Tværtimod er dens opfordring til at se forbi fordommene og mødes som mennesker varm og god og fin. Den er bare så letbenet fra titel til rulletekst, at det er svært at tage noget som helst med sig hjem.

Til gengæld er den ofte fornøjelig, så længe den står på.

Mødet mellem den italienskamerikanske gavtyv og det afroamerikanske overklasseløg – en slags ’De urørlige’ med omvendt fortegn – er en kilde til en del herlige scener, og når målet er latter, er dialogen skarp.

Komikken er instruktør og manusforfatter Peter Farrellys force, han er trods alt manden bag vanvidskomedier som ’Dum og dummere’ og ’Vild med Mary’. Men han kan takke Mahershala Ali og Viggo Mortensen for, at hans ord bliver vakt effektivt til live.

Mortensen er kostelig som slyngel og lurendrejer med utrættelig appetit og tung Little Italy-accent, en slags gemytlig kontrast til halvdanskerens gangster i ’Eastern Promises’. Ali tilfører omvendt Don en krukket stivhed, der viser sig at skjule en ensomhed så grænseløs som Ohios sletter. Det er faktisk det maskefald, afsløringen af kunstnerens isolation, der stikker dybest i ’Green Book’.

Hyggelig stemning i bilen mellem Viggo Mortensen og Mahershala Ali.

Det er de gnister, der opstår mellem Mortensen og Ali, når de provokerer hinanden og lærer af hinanden, gør hinanden rasende og forsones som venner, der er kilden til filmens mest veloplagte scener. Og dem er er der en del af.

Så ’Green Book’ holder vel, hvad den lover? Tja. Den er bare for skematisk, for hyggelig, for ufarlig, særligt når man tænker på, at filmen ikke kun handler om 60’ernes racisme, den handler om noget, det amerikanske samfund så langt fra har fået bugt med.

Ligesom Tony Lip slipper for let, så slipper vi for let. Vi stryges med hårene og guides igennem det amerikanske landskab, så vi kan se racismen klæbe sig til landeveje, barer og tøjbutikker, men vi når ikke at bekymre os alt for meget, inden vi får et opbyggeligt budskab at varme os på. Det går jo nok alt sammen.

Resultatet er smil og kluklatter undervejs. Eftersmagen? Den er bitter.


Kort sagt:
’Green Book’ er hyggelig og underholdende, men også så forudsigelig og letbenet og Hollywood’sk helt ind til marven, at varmen i kroppen hurtigt fiser ud i vinterkulden.

Læs også: De vinder Oscar på søndag – vores endelige bud i samtlige 24 kategorier

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold