Hvordan findes Oscar-vinderen egentlig? Her er forklaringen

Hvordan findes Oscar-vinderen egentlig? Her er forklaringen
Foto: Carlo Allegri/Getty Images
En film kan tabe Oscar-prisen, selvom flest har placeret den øverst på stemmesedlen. Det skyldes det mildest talt komplicerede stemmesystem, som vores faste Oscar-ekspert Mads Kjær Larsen her prøver at udrede så pædagogisk som muligt.

I 2009 gennemførte Oscar-akademiet en ret markant ændring af stemmereglerne. I alle andre kategorier end bedste film-kategorien benytter man sig fortsat af et simpelt flertalsstemmesystem. Det vil sige, at kandidaten med flest stemmer vinder, uanset om det sker med 20,01 procent af stemmerne (det lavest tænkelige flertal delt ud på fem kandidater) eller med 40, 60 eller 80 procent af stemmerne.

Det er med andre ord ikke anderledes end stemmeoptællingen i danske sportshaller ved et folketingsvalg.

I bedste film-kategorien er Akademiet derimod gået over til det såkaldte præferentielle stemmesystem, der er væsentligt mere kompliceret, ikke mindst fordi man her skal rangere alle de nominerede efter, hvor godt man synes om dem.

Akademiet offentliggør aldrig de præcise stemmetal for de enkelte film efterfølgende, så vi har ingen chance for at vide, om det nye stemmesystem siden 2009 har medført andre vindere, end hvis man havde holdt fast ved det gamle stemmesystem. Men muligheden er bestemt til stede.

Og hvordan fungerer det præferentielle system så? Det er temmelig indviklet, men lad os prøve at gå helt pædagogisk frem.

Etape 1: Akademimedlemmerne giver point fra 10-1

Hvis der – som i år – er otte nominerede film, skal hvert enkelt medlem rangere de otte titler (eller alternativt: de af dem, som de har set) efter, hvor godt de synes om dem. Synes man således, at ’Bohemian Rhapsody’ er årets bedste film, så sætter man den øverst på sin stemmeseddel. Og så fremdeles. Synes man ’The Favourite’ er den svageste, så ryger den nederst på sedlen.

Etape 2: Listen barberes ned fra bunden

Stemmerne – som i dette eksempel er forsimplet for anskuelighedens skyld – fordeles på de otte kandidater. Den film, der er placeret øverst på en stemmeseddel, får lagt stemmesedlen over i sin bunke. Så kan fordelingen for eksempel se sådan ud:

Optællingsrunde 1:

Green Book: 15 stemmer (førstepladser)
Roma: 12
BlacKkKlansman: 10
Black Panther: 6
The Favourite: 4
Bohemian Rhapsody: 3
A Star Is Born: 2
Vice: 1

Efter et simpelt flertalsstemmesystem ville ’Green Book’ – i kraft at det største antal stemmer – blive erklæret for vinder. Men sådan fungerer det nye system altså ikke.

Her udskilles først ’Vice’ (filmen med færrest stemmer). Dens ene stemme bliver nu redistribueret til den film, der optræder på andenpladsen på stemmesedlen. Hvis vi forestiller os, at ’BlacKkKlansman’ er nummer to, så er dens total pludselig øget fra 10 til 11.

Runde efter runde fjerner man en af filmene, altså den der efter hver ny omgang har færrest stemmer, inklusive altså de redistribuerede sedler (på den måde forbliver det samlede antal stemmer den samme: ingen stemmesedler udgår).

Etape 3: Flest førstepladser sikrer ikke sejren

På et tidspunkt kan man stå i en situation, hvor stemmerne til de lavest fem placerede film er blevet redistribueret til de tre øverst placerede, og at stemmetallene nu fordeler sig sådan:

Optællingsrunde 6:

Green Book: 15+5 = 20
BlacKkKlansman: 10+7 = 17
Roma: 12+4= 16

Vi kan her konstatere, at ’BlacKkKlansman’, i kraft af flere højere placeringer på stemmesedlerne for de frasorterede film, har overhalet ’Roma’, så det nu er sidstnævntes stemmesedler, der skal redistribueres og ikke førstnævntes.

I virkeligheden behøver der ikke engang at være tale om andenpladser på det her tidspunkt i redistribueringen, fordi en stemmeseddel jo sagtens kan tænkes at have de tre tilbageværende film længere nede ad den prioriterede liste.

I teorien kan ’BlacKkKlansman’ altså snuppe en stemme ved at placere sig som nr. 6 på en stemmeseddel, vel og mærke hvis både ’Green Book’ og ’Roma’ ligger under den (som nr. 7 og 8)!

Etape 4: Afgørelsens time

Forestiller vi os nu, at ’BlacKkKlansman’ i sidste runde er placeret over ’Green Book’ på 10 af de 16 stemmesedler, der hidtil har talt i ’Roma’s favør, vil slutresultatet se sådan ud:

BlacKkKlansman: 17+10 = 27
Green Book: 20+6 = 26

’BlacKkKlansman’ er dermed, ifølge det præferentielle stemmesystem, vinder, selvom filmen blot opnåede det tredjestørste antal førstepladser i indledende runde.

Konklusionen er den, at kandidaten med flest førstepladser altså godt kan tabe det endelige valg til den kandidat, der favner bredest og dermed er højest placeret på det største antal stemmesedler.

Det præferentielle stemmesystem åbner altså generelt for, at konsensus trumfer passion.

Konsensuskandidaten vinder dog ikke altid

Nu kan man jo snildt forestille sig en situation, hvor ’passionsfilmen’ har så mange førstepladser, at den ikke kan væltes af pinden. Hvis for eksempel ’Green Book’ i første runde opnår 24 førstepladser, og nummer to, ’Roma’, kun samler 9, så skal ’Roma’ indhente en rigtig stor andel redistribuerede stemmer for at kunne vælte ’Green Book’ af pinden.

Dermed også sagt: Det præferentielle stemmesystem vil som regel bekræfte, hvad det simple flertalsstemmesystem når frem til. Det er kun, når kapløbet er tæt mellem to eller flere film, at det kan ændre udfaldet af den endelige vinder. Ofte vil man endog ikke engang behøve at redistribuere samtlige stemmer, før vinderen er fundet.

I det øjeblik en film har over 50 procent stemmesedler i sin bunke, kan man annullere de resterende omtællingsrunder, for så har vi årets Oscarvinder for bedste film.

Og hvad betyder det så for årets kapløb?

Det er netop dén situation, vi står med i årets Oscar-ræs, hvor tre (eller flere) film tilsyneladende ligger i et tæt opløb om stemmerne. Det er i en sådan situation, at konsensuskandidaten kan komme styrket ud af de op til syv omtællingsrunder.

Det er for eksempel ikke utænkeligt, at kritikerfavoritten ’Roma’ (jævnfør blandt andet dens skyhøje Metacritic-værdi) ikke vinder på antallet af førstepladser. Men med tanke på det præferentielle stemmesystem, hvor stemmerne skal redistribueres i adskillige omgange, kan den meget vel vise sig for stærk for en film som ’Green Book’, som mange nok elsker, men som mange måske slet ikke bryder sig om (af politiske og/eller kunstneriske grunde).

For eksempel antyder de blandede reaktioner på ’Green Book’, at den kan komme i knibe i forhold til det præferentielle stemmesystem.

Læs også: Alle Oscar-vindere siden 2000 rangeret fra værst til bedst

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold