’If Beale Street Could Talk’: Forelskelsen stråler ud af lærredet i Barry Jenkins’ ‘Moonlight’-opfølger

’If Beale Street Could Talk’: Forelskelsen stråler ud af lærredet i Barry Jenkins’ ‘Moonlight’-opfølger
'If Beale Street Could Talk'
4 6
Spilletid
Instruktion

Barry Jenkins

Medvirkende

Kiki Layne, Stephan James, Regina King, Colman Domingo, Teyonah Parris

Spilletid

119 min.

Premiere

Den 14. februar

Tish og Fonny er forelskede. Det er ikke noget, de bare siger. Det er noget, man kan mærke.

Det skyldes dels, at skuespillerne Kiki Layne og Stephan James ser på hinanden, som om de aldrig ønskede at se andet, dels at instruktør Barry Jenkins, manden bag ’Moonlight’, lader os sanse med de elskende, mens de udforsker hinanden med øjne og hænder: Fra metroens sildetønde, hvor en sprække i ansigtet afslører, at venskabet er mere end bare det, til de første favntag, der forvandler en ussel kælderlejlighed i 1970’ernes Harlem til en hellig oase.

Romancen mellem Tish og Fonny er den lille fortælling i den store i ’If Beale Street Could Talk’, filmatiseringen af James Baldwins roman af samme navn. For da Fonny bliver anklaget for en voldtægt, begynder en retssag, der udstiller det amerikanske samfunds undertrykkelse af den afroamerikanske befolkning.

Stephan James som Fonny i ‘If Beale Street Could Talk’.

Fonny har intet gjort, og han kan heller intet gøre i retssystemet, først og fremmest på grund af sin hudfarve. Sigende nok havner hans ven, den eneste, der kunne sikre ham et alibi, også bag tremmer, før han kan ile til undsætning.

Filmen følger særligt Tishs kamp for at hive sin elskede ud af systemets skruetvinge. Det er hjerteskærende, fordi vi allerede har set deres forelskelse løfte sig let og bekymringsfrit op fra slummen, inden virkeligheden kvaser drømmene.

Næsten lige så overbevisende er portrættet af Harlems gader, hvor narkomaner dejser om på gaden, og hvor håndjernene lukker sig om hænder, ikke fordi der er blod på knoerne, men på grund af deres farve.

Her findes dog også håb i håbløsheden. Man fornemmer det særligt i scenen, hvor Tish skrækslagen fortæller sin familie, at hun er gravid med Fonnys barn – før de er blevet gift, og efter husbonden er tvunget i fangedragt – og bereder sig på en tordentale fra sin far. Men hans første chok forvandler sig til stolthed, og da han hiver låget af en flaske for at fejre livet i datterens mave, sænker Tish skuldrene og hæver mundvigene.

Der er flere af den slags fine stunder i ’If Beale Street Could Talk’, og når kameraet svæver fra scene til scene, bundet sammen af Nicholas Britells Oscar-nominerede, jazzede score, er det svært ikke at overgive sig til det fornemme filmhåndværk.

Derfor er det også ærgerligt, at den samlede kæde af scener aldrig løfter sig mod en reel spænding. I ’Moonlight’ hev Barry Jenkins så mange år ud mellem de tre akter, at man selv måtte gætte sig til mellemregningerne, men filmens ærinde var ikke at arbejde sig frem til et klimaks, snarere at servere tre livsnedslag så stemningsfuldt som muligt. ’If Beale Street Could Talk’ er trods en del spring i tiden fortalt mere traditionelt, men spændingskurven er underligt flad, måske fordi filmen er mere interesseret i at udstille den systemiske racisme, end den er i at skabe tvivl om udfaldet.

KiKi Layne som Tish Rivers.

Enkelte steder lader Jenkins vreden svække sin kunstneriske dømmekraft, som når han tager en afstikker fra fængselsdramaet for at give plads til grufulde billeder fra slavetiden. Man føler sig næsten talt ned til: En gravid kvinde må se sin kæreste gennem en glasrude, dømt for en voldtægt, han ikke har begået – på grund af sin hudfarve! – og du tror ikke, at vi allerede er rasende?

’If Beale Street Could Talk’ er bedst, når Jenkins udforsker den unge forelskelse lige inden samfundets ultimative forbrydelse. Når Tish og Fonny kærtegner hinanden under blå himmel, mens tordenskyerne trækker sig sammen fra alle sider.


Kort sagt:
Forelskelse ses ikke ret smukkere på film end i ’If Beale Street Could Talk’, et teknisk raffineret drama, der udstiller den systemiske racisme i 1970’ernes New York – men ofrer den basale spænding.

Læs også: Anmeldelse af ‘Ben Is Back’ – Misbrugsfilm med Julia Roberts og Lucas Hedges er en følelsesmæssig mavepuster

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold