‘Kapernaum’: Oscar-kandidat har en af de mest mindeværdige børnepræstationer nogensinde

‘Kapernaum’: Oscar-kandidat har en af de mest mindeværdige børnepræstationer nogensinde
'Kapernaum'
Foto: Fares Sokhon/Scanbox
4 6
Spillefilm
Instruktion

Nadine Labaki

Medvirkende

Zain Al Rafeea, Yordanos Shiferaw, Boluwatife Treasure Bankhole

Spilletid

121 min.

Premiere

Den 7. februar 2019

Mød Zain, en 12-årig libanesisk knægt, hvis ansigt du aldrig vil glemme. Han har en spinkel krop som en otteårig og et hårdt, livsklogt ansigt som en voksen mand. Han smiler aldrig, men har et beslutsomt drag over sig, når han træsker målrettet gennem Beiruts med sit viltre Tintin-hår for snarrådigt at problemknuse sin søsters menstruation, pengemangel eller mangel på mad til den baby, han pludselig bliver ansvarlig for.

Han forbander hidsigt alle, der stiller sig i vejen for ham, men har empati for dem, der har brug for hans hjælp. Han har langt mere kærlighed i sig, end han har fået med hjemmefra.

Forældrene er fattige og har ikke overskud til deres utallige børn, men de er også nogle gedigne røvhuller. Derfor møder vi Zain i en retssal, hvor han fremfører det usædvanlige, og temmelig utroværdige, argument, at han vil sagsøge sine forældre for at have bragt ham til verden. Han sidder allerede i ungdomsfængsel for at havet stukket »et svin« ned, lærer vi. Og så skruer filmen tiden tilbage til de begivenheder, der skubbede Zain ud over kanten.

(Foto: Fares Sokhon/Scanbox )

Det starter med, at Zains 11-årige søster Sahar får menstruation. Han instruerer hende i at skjule det, for han ved godt, at det betyder, at forældrene vil vurdere hende giftemoden. Rigtigt nok går der ikke længe, før de gifter hende væk til familiens udlejer til gengæld for et par kyllinger.

Det er sidste dråbe for Zain, som løber hjemmefra og ender i en forlystelsespark. Her møder han den udokumenterede etiopiske flygtning Rahil, som gør rent i en restaurant, mens hun gemmer sin cirka etårige søn på toilettet. Hun giver Zain husly, til gengæld for at han babysitter. Imens prøver hun desperat at skrabe penge sammen til et falskt id, der kan give hende arbejdstilladelse. Pludselig kommer hun ikke hjem – hun er blevet anholdt – og Zain står alene med lille Yonas.

(Foto: Fares Sokhon/Scanbox )

Den lange midtersektion er filmens stærkeste. Det er livsbekræftende at overvære det omsorgsfulde forhold mellem de to drenge blomstre og Zains kreative tilgang til børnepasning, hvor et skateboard og en gryde fungerer som klapvogn. Men også nedslående, fordi deres situation bliver stadig mere desperat.

Filmen smører elendighed oven på elendighed, og det føles efterhånden manipulerende og letkøbt at udsætte de arme børn for mere. I store dele er det sobert og gribende fortalt, men instruktør Nadine Labaki smører nogle steder lovlig tykt på følelserne og hamrer sine pointer fast med syvsommersøm. Jeg synes ikke, jeg havde plads til mine egne følelser, og filmen efterlod mig overraskende kold.

Især rammefortællingen med retssagen er klodset og didaktisk. Zains fortælling fra gaden slår pointen om den chokerende grad af fattigdom og forsømmelse i den tredje verden rigeligt fast, og man er ikke i tvivl om verdens uretfærdige ulighed, når man forlader biografen.

(Foto: Fares Sokhon/Scanbox )

Det er en skam, at Labaki ikke stoler på styrken i sit eget materiale, for udgangspunktet er virkelig fint. Instruktøren har castet skuespillerne fra gaden og bedt dem om at spille sig selv. Således har Zain Al Rafeea, der var syrisk flygtning i Libanon og spiller Zain, for eksempel arbejdet i et supermarked, siden han var 10, og Yordanos Shiferaw er ligesom sin karakter Rahil illegal immigrant.

Labaki har optaget filmen over et halvt år for at opbygge tillid, og det kan man se, specielt hos børneskuespillerne. Zain Al Rafeea er et mirakel som Zain, og hans præstation skriver sig ind i filmhistorien som en af de mest mindeværdige barneskuespillerpræstationer nogensinde – i hård konkurrence med den eminente babypræstation fra nuttede Boluwatife Treasure Bankhole som Yonas.


Kort sagt:
To fantastiske barnepræstationer gør Nadine Labakis Oscar-nominerede slumdrama uforglemmeligt, men instruktøren hamrer elendigheden lidt for hårdt og didaktisk fast.

Læs også: Det skal du se i biografen i februar – Oscar-favoritter, James Cameron-action og Danica Curcic i mødregruppe