At vinde en Oscar er enhver skuespillers helt store drøm.
Skuespillere er – i kraft af den stjerneeksponering, der uvægerligt knytter sig til fagets absolutte elite – særligt begunstiget, når det kommer til berømmelse og beundring (foruden sanseløs velstand), men også en særligt udsat gruppe, når det kommer til omverdenens nedgørelse.
Det er en gammel sandhed, at der er koldt på toppen. Den følelse kender flere Oscar-vindere ganske sikkert. For det er ikke kun internettets trolde, der kaster ukvemsord efter dem. Det er også seriøse filmentusiaster, der ser rødt, når de (*ahem*, vi) bliver mindet om, at Roberto Benigni vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sit hovedrystende klovnestunt i ’Livet er smukt’.
Og det er helt almindelige filmelskere som dig og mig, der havde (og har) svært ved at kapere søde Anne Hathaway, der vandt en birolle-Oscar for rollen som Fantine i Tom Hoopers ’Les Miserables’, uagtet (eller måske netop fordi) hun gjorde alt for at charmere sig gennem pågældende Awards Season.
Jeg og ligesindede kan ligeledes se frem til at koge over af indigneret harme, når eller hvis Rami Malek vinder en Oscar for den kritikernedsablede ’Bohemian Rhapsody’. Hvilket ikke er en grund til at hade Malek (sikkert en fin fyr), der i sagens natur ikke selv kan gøre for, at tusindvis af medlemmer af Oscarakademiet (på grund af deres forkærlighed for karaoke og synet af falske tænder?) vælger at stemme på ham.
Så overvej følgende: Det er ikke altid den rene svir at vinde en Oscar.
Tom Hooper, der foruden førnævnte ’Les Miserables’ også er manden bag Oscar-vinderen ’The King’s Speech’, bliver helt sikkert hængt mere ud som en umulius i filmkenderkredse, fordi han er Oscar-vinder.
Hvis han havde tabt kampen om Oscar’en i 2010 til den erklærede mesterinstruktør David Fincher, der var nomineret for ’The Social Network’, havde væsentligt færre formentlig haft travlt med at udtrykke mishagsytringer, hver gang Hooper eller hans film bliver nævnt.
Den smukke taber vs. den omdiskuterede vinder
Der opstår med andre ord en sær dynamik i trekanten mellem skuespillere (eller instruktører), filmpublikummet og Oscar. Lad mig give et eksempel:
De store skuespillere bliver som regel ikke belønnet for deres bedste (tidlige) roller, men i stedet spist af med såkaldte Karriere-Oscars, altså sådan en slags ’reparations’-Oscars for mindre betydende roller, efter karrieren har toppet. Når man ser på de præstationer – og ikke mindst de film – Al Pacino, Jeff Bridges, Julianne Moore og (snart) Glenn Close har vundet for, spørger man sig selv:
Ville det ikke være bedre for deres ry, hvis de frem for at vinde en Oscar for en lunken mellemvare fortsatte med at være ’den smukke taber’? Det er der ligesom noget ophøjet, rent og værdigt ved.
Hvem vil påstå, at Annette Bening er en mindre estimeret skuespiller, bare fordi hun ikke har vundet en Oscar?
Nogle gange forestiller jeg mig, at det må være om ikke federe, så i hvert fald nemmere ikke at være Oscarvinder. Man skal ligesom ikke stå på mål for noget. Er det ikke bedre at være en ’smuk taber’ end en ’omdiskuteret vinder’, der til evig tid må leve med – og være sårbar over for – anklagen om, at den hæder, man modtog, var ufortjent eller blev givet for den forkerte film?
Jeg nævner alt dette, fordi de skuespillere, vi kigger nærmere på i denne artikel, alle er særligt sårbare for kritik eller ligefrem utilsløret foragt!). Alle som en må de lide under mistanken om, at de er blevet uretmæssigt tilsmilet af lykkens gudinde.
De har nemlig vundet ikke bare én Oscar, men to. Og de har ikke bare vundet to, men vundet hver gang de har været nomineret.
Denne eksklusive, men også forkætrede klub, kan vi passende kalde ’2-for-2’-klubben. Og det er værd at se nærmere på 2-for-2’erne netop i år, da to nominerede skuespillere står med mulighed for at blive medlemmer af den.
Årets kandidater til klubben
Den ene er 48-årige Rachel Weisz, der vandt en birolle-Oscar for ’The Constant Gardener’ i 2005, og som også i år er nomineret i birollekategorien for ’The Favourite’. Ligesom i 2005 må vi lige tilføje, at der er en vis fært af kategorifusk forbundet med kategoriseringen af Weisz’ rolle:
Det var nok mere retvisende, at hun blev nomineret til en BAFTA for bedste kvindelige hovedrolle dengang i 2005. På samme måde kan man godt argumentere for, at hun er en (delt) hovedrolle i den aktuelle Oscar-nominerede ’The Favourite’, hvor hun spiller Dronning Annes fortrolige/rådgiver/elskerinde, Sarah, hertuginde af Marlborough.
Den anden er 44-årige Mahershala Ali, der for bare to sæsoner siden vandt en birolle-Oscar for sin rolle som pusher-med-en-blød-side i ’Moonlight’. Han er i spil i birollekategorien igen i år for sin præstation som Don Shirley i ’Green Book’, en sofistikeret sort pianist, der lader sig transportere rundt af en hvid chauffør (Viggo Mortensen) på en turne til sydstaterne i de endnu racesegregerede 1960ere. Kategorifusk? You said it.
Ali entrerer først fortællingen efter 15 minutter, hvilket er det beskedne figenblad, filmens kampagnestrateger kan gemme sig bag i forhold til birollerubriceringen, men ærligt talt: For alle andre er det indlysende, at ’Green Book’ er en film med to klare hovedroller (og et dusin perifere biroller).
Og bliver Weisz så en del af ’2-for-2’-klubben?
Næppe. Hun er ikke chanceløs, bestemt ikke. Hun vandt som ventet en BAFTA i kategorien på sin britiske hjemmebane.
Én ting er dog, at det engelske kontingent af Akademiet (der er et ganske betragteligt overlap mellem de to institutioner) vil kunne tænkes at stemme overvejende på Weisz, men det trods alt langt større amerikanske segment i Akademiet må formodes at stemme på kategoriens erklærede frontrunner, Regina King (’If Beale Street Could Talk’) – eller alternativt på Amy Adams (’Vice’), hvis de er meget forhippede på at kaste en tvivlsom ’karriere-Oscar’ efter skuespilleren, der er nomineret for sjette gang.
I de senere år har kategorien været afviklet lige efter bogen: De forventede vindere har vundet. Men det hænder, at der sker skøre ting, som dengang i 2000, da Marcia Gay Harden (’Pollock’), der end ikke var SAG-nomineret for sin præstation, slog den tunge favorit, Kate Hudson (’Almost Famous’).
Og bliver Ali så en del af ’2-for-2’-klubben?
Det korte svar: Ja da. Det lidt længere svar: Eftersom Ali som hovedrolle er placeret i en birollekategori over for regulære birollepræstationer, har han en fordel. Når man yderligere medtænker, at han vandt en SAG Award, en Golden Globe og en BAFTA for sin præstation, og at han medvirker i en film, ’Green Book’, der er en af favoritterne til at vinde aftenens hovedpris for bedste film, så ser det unægtelig meget lyst ud for ham.
Eneste forbehold: Nogle medlemmer af Akademiet vil sikkert mene, at det er for tidligt at belønne Ali med endnu en Oscarstatuette, så kort tid efter han vandt den første, men på den anden side, dobbelte Oscarvindere vinder ofte deres Oscars tæt efter hinanden (berømte eksempler er Tom Hanks og Meryl Streep).
Den anden ting, der kan udfordre Alis ellers sikre triumf, er det faktum, at han er oppe imod to vellidte veteraner, Sam Elliott og Richard E. Grant, der vil kunne score en del sympatistemmer. Men deri ligger så måske også omvendt en nøgle til, hvorfor Ali vinder: Han er ikke oppe imod én vellidt veteran, men to. Grant og Elliott vil potentielt stjæle flere stemmer fra hinanden end fra Ali.
Men hvem er egentlig med i klubben nu?
Nu vi har præsenteret årets to kandidater, lad os så se nærmere på Klubbens faktiske nulevende medlemmer:
Christoph Waltz: Bedste mandlige birolle for ’Inglourious Basterds’ i 2009 og bedste mandlige birolle for ’Django Unchained’ i 2012
Den nu 62-årige østrigske skuespiller med flair for alle de europæiske hovedsprog kan takke Quentin Tarantino for en karriere som Hollywoods go-to-guy ud i typen ’intellektuel superskurk’.
Det er vel kun få, der vil argumentere imod berettigelsen af, at Waltz vandt en Oscar for sin ikoniske gennembrudsrolle som Hans Landa i ’Inglourious Basterds’. Det er en rolle, som vil blive stående i meget lang tid, ikke ulig vinderne i kategorien de to årgange forud for Waltz’ triumf i øvrigt: Heath Ledger (’The Dark Knight’, 2008) og Javier Bardem (’No Country for Old Men’, 2007). Det er da et pudsigt sammentræf, at de måske tre mest bemærkelsesværdige skurkeroller i nyere amerikansk film vandt en birolle-Oscar i tre på hinanden følgende år sidst i 00’erne!
Jeg synes til gengæld, det var tyndt, at Waltz vandt for – godt og vel – at gentage sit skurke-schtick med vægt på det charmerende, veltalende og samvittighedsløse i Tarantinos Western-revisionistiske ’Django Unchained’ tre år senere. Jeg havde så klart foretrukket, at Philip Seymour Hoffman havde vundet for sin rolle som Lancaster Dodd i ’The Master’.
Waltz er måske ikke en one trick pony, men han bliver castet, som om han var det, og årene siden 2012 har desværre vist, at Waltz har mistet timingen og i dag fremstår som lidt af en karikatur, der faktisk var Razzie Awards-værdig i film som ’Big Eyes’ og ’Spectre’, hvor han er dæmonisk på en hysterisk og tegneserieagtig måde.
Hilary Swank: Bedste kvindelige hovedrolle for ’Boys Don’t Cry’ i 1999 og bedste kvindelige hovedrolle for ’Million Dollar Baby’ i 2004
Hvor har ’stakkels’ Hilary Swank (med en fortid som Steves alenemor-kæreste i ’90210’) dog skullet høre meget for, at hun har vundet to hovedrolle-Oscars på to nomineringer som den eneste skuespiller i historien. På den måde er Swank et godt bud på en af de mest underkendte, nulevende kvindelige skuespillere.
Det skal retfærdigvis siges, at Swank har mange tvivlsomme rollevalg på samvittigheden, men for bare et par år siden viste hun dog tænder med en stærk præstation i ’The Homesman’.
På grund af den generelle ’swank-o-fobi’ i filmkenderkredse er det mig magtpåliggende at fremhæve hendes fantastiske rolle som den transseksuelle Brandon Teena i det knusende indiedrama ’Boys Don’t Cry’. Én ting er den slående og krævende fysiske transformation, rollen krævede, noget andet er den benhårde emotionelle forankring i portrættet. Det er et smukt eksempel på en skuespiller, der lader sig fuldstændig opsluge i en rolle, der både kræver stort mod og stor dygtighed.
Swank vandt over Annette Bening (’American Beauty’) i et formentlig tæt opløb. Jeg husker endnu den tydelige skuffelse, der stod malet i Benings (og gemal Warren Beattys) ansigt den aften, men set på afstand foretog Akademiet det rigtige valg. Bening er hysterisk morsom i ’American Beauty’, men filmen i sig selv står ved gensyn ikke nær så stærkt som den gjorde for tyve år siden (mere herom lige om lidt).
Swank vandt igen fem år senere – nu som etableret stjerne – i Eastwoods kombinerede bokse- og eutanasi-drama ’Million Dollar Baby’. Swank er rigtigt god, og havde hun ikke allerede vundet en Oscar i forvejen, havde hendes sejr i 2004 næppe været særligt omdiskuteret, men sådan er det, når man får (for) meget i en (for) ung alder…
Jeg havde nu nok også peget på en anden præstation i 2004-feltet, nemlig Imelda Staunton i Mike Leighs ’Vera Drake’. Swank besejrede i øvrigt nok engang Bening, denne gang for ’Being Julia’, så hvis man i Bening/Beatty-husholdningen gør nervøse trækninger, når man hører navnet ’Swank’, er det ret forståeligt…
Kevin Spacey: Bedste mandlige birolle for ’The Usual Suspects’ i 1995 og bedste mandlige hovedrolle for ’American Beauty’ i 1999
Ja, ok, der er åbenlyst andre og mere vidtgående grunde til, at navnet Kevin Spacey vækker blandede følelser i folk. Det, at han ’tillod’ sig at vinde to Oscars på to nomineringer i sine velmagtsdage, er formentlig ikke det, de fleste vil problematisere, når boet efter en af 1990’ernes definitive skuespilleransigter bliver gjort op.
Spacey vandt sin birolle-Oscar for sin rolle som den halte Roger ’Verbal’ Kint, der viser sig at være ingen ringere end ’K….. S…’ (ja, jeg vover sandelig ikke at nævne den unævnelige!) i ’The Usual Suspects’. Spacey var den rette vinder det år, selvom gode kræfter som James Cromwell (’Babe – den kække gris’) og ’Ed Harris (’Apollo 13’) var nomineret. Det er en ikonisk (der var det ord igen!) rolle i en film, der nærmest er som et cool destillat af den mere grænseafsøgende ende af amerikansk mainstreamfilm i 1990’erne.
Nå ja, så vandt Spacey også for sin hovedrolle i ’American Beauty’. Og det er mere problematisk. Nu skal man passe på med at trække 2019-briller ned over en film fra 1999, men der er noget lurvet ved en film, der lader en afdød protagonist se tilbage på sit sidste leveår, hvor han – i fortællingens optik – var lidt af en rettidig helt, fordi han sked på sit dødsyge ægteskab, røg pot med naboens søn, flirter med tanken om at forføre sin datters lækre veninde og løftede jern ude i garagen frem for at gøre noget fornuftigt (såsom at være opmærksom på sin datter eller forsøge at redde sit skrantende ægteskab – den slags).
Det er med andre ord en 1990’er-film, hvor den moralske relativisme afspejler 68’er-generationens forsøg på at stille sig selv – og dens, ifølge den selv, indgroede anti-konformisme – i et positivt lys. Vorherre til hest!
Spacey er syrlig, og han har komisk timing, men han er slet ikke en hverken lige så morsom eller lige så dramatisk dygtig skuespiller som sin partner i filmen, Annette Bening. Der er han på alle planer overmatchet.
Jeg havde givet Oscaren til Russell Crowe for ’The Insider’ det år – men han vandt så til gengæld for ’Gladiator’ året efter.
De døde og 3-for-3
Lad os afslutningsvis nævne, at Klubben også består af tre afdøde medlemmer: Helen Hayes, Luise Rainer og ingen ringere end Vivien Leigh, der tilmed vandt for ikoniske (sorry…!) roller i ’Borte med blæsten’ og ’Omstigning til paradis’. Det har hun næppe fået røg for.
Og for en god ordens skyld: Der findes ingen 3-for-3-klub hos skuespillerne. Walter Brennan kommer tættest på: Han vandt tre birolle-Oscars i årene 1936, 38 og 40, men på fire nomineringer.
Læs også: To uger før showet: Er Oscar i sit livs krise?
Læs også: Alle Oscar-vindere siden 2000 – rangeret fra værst til bedst