Netflix-hittet ‘You’ overvandt mig til sidst trods to grumme irritationsmomenter

Netflix-hittet ‘You’ overvandt mig til sidst trods to grumme irritationsmomenter
Elizabeth Lail som Guinevere Beck i 'You'.
Den populære Netflix-serie tager stikket hjem, ikke bare fordi den på skamløst underholdende vis udstiller en forskruet mands verdenssyn, men fordi man som seer tager sig selv i at dele det undervejs.
Netflix-hittet ‘You’ overvandt mig til sidst trods to grumme irritationsmomenter
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

Spoiler alert: Læs først, når du har set ‘You’ til ende.

Da ’You’ fik premiere på den amerikanske kanal ’Lifetime’ i september sidste år, blev den mødt med en mur af tavshed.

Men i slutningen af december samlede Netflix serien op som en Netflix Original, og pludselig var den blandt de mest omtalte på sociale medier, mens streamingtjenesten selv – i deres lovlig selektive seertalsdeling – estimerede, at 40 millioner mennesker ville se med inden for de første fire uger.

Vores anmelder gav blot tre stjerner ud fra de første afsnit, og jeg forstår langt hen ad vejen godt hvorfor. For selvom jeg måske nok var mere underholdt end ham fra første færd, var der også noget glat og hovedrystende over centrale aspekter af fortællingen om boghandleren Joe, der forelsker sig ved første blik i forfatterspiren Guinevere Beck og stalker hende på psykopatisk vis, så han er i stand til at charmere sig direkte ind i hendes hjertes svagheder.

’You’ har adskillige fællestræk med Showtime-hittet ’Dexter’ om en seriemorder, der ligesom Joe lever et risikabelt dobbeltliv, men som trods alt har det forsonende træk, at han kun slår dårlige mennesker ihjel. Ligesom ’Dexter’ er ’You’ præget af en kæk voiceover, en ujævn billedside, en effektiv brug af cliffhangers og en hovedperson, som både er charmerende og syg. Joe og Dexter har tilmed begge en bestemt faderfigur, der som den eneste ser ind i de mørkeste afkroge af deres sjæl.

Forfatter uden skrivebord

Særligt i første halvdel af serien irriterede det mig grænseløst, hvor løsagtigt serieskaberne Greg Berlanti og Sera Gamble skildrede sine to hovedpersoner.

Beck var komplet utroværdig som aspirerende forfatter. Seriøst: Hvilket menneske, der drømmer om at leve af at skrive, har ikke et skrivebord? Det var svært at tro på, at der skulle komme mange guldkorn ned på siden, når Beck slængede sig i sengen med sin Mac på skødet, som var hun ved at bestille takeaway på Just Eat. Mens serien prøvede at dække sig ind med skriveblokering som tilbagevendende postulat, var jeg ret overbevist om, at tilstanden var permanent.

Joe var komplet utroværdig som dedikeret stalkertype. Serien spiller ganske vist på hans ynkelige inkompetence, og hans behandling af Benjis lig var eksempelvis ikke just skridsikker. Men alligevel. Når han i starten belurer Beck, gør han det med et blyantstyndt træ og en kasket som eneste dække og glor direkte ind i hendes lejlighed fra tre meters afstand. Hvorfor i alverden opdager Beck i den gennemsigtige stuelejlighed ikke, at der står en mand og stirrer ind i hendes soveværelse?

Penn Badgley i ‘You’.

Som sæsonen skrider frem, og plottet spidser til, trådte irritationsmomenterne så småt i baggrunden. Og med de sidste par afsnit står det klart, at ’You’ er mere end en overfladisk b-thriller. Den giver nemlig et forfærdende eksempel på begreber som toxic masculinity og entitlement, nogle mænds mere eller mindre ubevidste forestilling om, at verden roterer om netop deres navle.

»Jeg bad dig ikke redde mig«, siger Beck til Joe mod slutningen af sidste afsnit, hvor hun for en kort stund har byttet roller med Joe ved bogkælderens uhyggelige glasmontre. »Jo, du gjorde, dit liv var et rod«, replicerer Joe,: »Men det var mit liv!«, svarer Beck og sætter trumf på:

»Hvad giver dig ret til det? Troede du, at jeg ville være taknemmelig? Du… Du er ham. Du er den onde ting, som du skulle have slået ihjel«, fortsætter hun, og pointen kan næsten ikke stå tydeligere frem: Vold, overgreb og manipulation kan aldrig retfærdiggøres, uanset hvilket højere formål man tror, det tjener.

Hvad med dig selv?

Joe er ikke et hak bedre end hustrumishandleren Ron, som han føler sig hævet over menneskeligt og moralsk. Hans rationaler er som taget ud af munden på utallige volds- og overgrebsmænd gennem tiden, og der er en rød tråd fra hans forbrydelser til det kvindesyn, Beck er blevet mødt med tidligere: Fra onklen, der klapper hende i røven, til drengene i skolegården, der kalder hende en fed ko. Joe er et ekstremt eksempel på et generelt problem.

Det mest slående er dog, hvordan serien gør seeren til en slags medskyldig.

For Beck bliver fremstillet som irriterende, privilegeret, overfladisk, løgnagtig og utro. Og for en kort stund bliver hun faktisk en bedre version af sig selv i forholdet med Joe. Man tager næsten sig selv i at håbe, at de har en fremtid sammen. I at tro på hans projekt.

Dét er seriens You. Hvad gør du selv, spørger serien? Du er alle os, der har kigget med nedladende foragt på den unge blondine, der ikke har styr på sit liv. Vi ser hende gennem Joes forskruede øjne.

’You’ tog stikket hjem til sidst. Men derfor kunne man nu godt have udstyret Beck med et skrivebord.

Læs også: ‘You’ annoncerer anden sæsons kvindeluge hovedperson

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold