Netflix-serien ‘Russian Doll’ greb mig om struben med et budskab, der var langt vigtigere end ‘Groundhog Day’

Netflix-serien ‘Russian Doll’ greb mig om struben med et budskab, der var langt vigtigere end ‘Groundhog Day’
Natasha Lyonne i 'Russian Doll'.
Sammenligningerne mellem Netflix-serien ’Russian Doll’ og Bill Murray-klassikeren ’Groundhog Day’ er mange, men Natasha Lyonnes storrygende babusjka havde flere lag end først antaget. Og seriens slutning var et wakeup-call til os alle.
Netflix-serien ‘Russian Doll’ greb mig om struben med et budskab, der var langt vigtigere end ‘Groundhog Day’
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

(Spoiler-alert: Læs kun artiklen, hvis du har set hele første sæson af ‘Russian Doll’.)

KOMMENTAR. Efter at have set første afsnit af Netflix-serien ’Russian Doll’ lørdag aften mailede jeg Soundvenues filmredaktør at jeg – udover at nære en morbid fascination af Natasha Lyonnes OL-kæderygning – ikke følte mig synderligt hooked på ’Groundhog Day’-kusinen, hvori Lyonne dør igen og igen til tonerne af Harry Nillsons lidt for upbeat ’Gotta Get Up’:

»Gotta get up, gotta get out, gotta get home before the morning comes… «

Syv afsnit senere æder jeg samtlige forbehold, og må på den konto med al respekt erklære mig lodret uenig med vores egen anmeldelse. For hvad der lagde jævnt ud som en kæk, kvindelig, men ikke synderligt original nyfortolkning af Bill Murrays 90’er-filmhit, afslørede lag for lag sine sande intentioner i en overraskende dyster mareridtsfabel med et budskab, der transcenderede forbilledets dannelsesrejse.

For dem, der ikke måtte have set den, handlede ‘Groundhog Day’ om den slibrige tv-journalist Phil (Murray), der skal dække, well, Groundhog Day i byen Punxsutawney i Pennsylvania – en årlig event, hvor et murmeldyr, der på symbolsk vis også hedder Phil, kravler frem fra sit vinterhi og ‘spår’ om, hvorvidt foråret er på vej. Menneske-Phil er en udefineret poster-boy for selvoptaget male privilege, men da han pludselig befinder sig i en tidskarrusel, må han genleve ‘Groundhog Day’ for evigt eller lære at give en fuck for sine medmennesker.

Til sammenligning er Nadias vej ud af labyrinten mere kompliceret og psykologisk interessant.

Forstå mig ret: Jeg mener ikke, at ’Russian Doll’ er ’bedre’ end filmklassikeren. Men de tematikker om sorg, selvlede og traumebehandling, serien kultiverede ud fra samme plotgimmick, greb mig helt anderledes om struben.

De smadrede spejle

Ligesom Phil lærte vi indledningsvist Nadia at kende som en storskrydende egocentriker, men hendes største ’skyld’ viste sig først og fremmest at være internaliseret skam over en grum barndom med en psykisk syg mor (skræmmende Chloë Sevigny) og ikke udelukkende, som forventet, dårlig medmenneskelig karma.

Nadia var blevet en kærlighedskyniker, der behandlede sin milde ekskæreste (Yul Vazquez) som lort, fordi hun inderst ikke følte sig værdig til intimitet. Hun kunne ikke tilgive sig selv for, at hendes mor døde mindre end et år efter, at hun som barn valgte at bo andetsteds for at flygte fra vanviddet.

Moren kunne ikke holde ud at se sig selv reflekteret, så hun smadrede samtlige spejle omkring sig. I Nadia og time loop-kollegaen Alans (Charlie Barnett) multiverse forsvinder spejlene pludselig, da tiden rinder ud, og de to bliver tvunget til at definere sig selv ud fra andet og mere end det skamfulde selvbillede, der har holdt dem fanget i et destruktivt spin.

Nadia og Alan skal begge tilgive sig selv, og ikke, som Phil, undskylde for, hvem de er.

Charlie Barnett og Natasha Lyonne i ‘Russian Doll’.

Ovenstående er en essentiel pointe, der vil ræsonnere med alle, der nogensinde har følt sig fastlåst af fortidens bagage, ude af stand til at få hul på bylden, fordi det gør for ondt at se dæmonerne i øjnene og sætte ord på smerten. For hvor gode er vi egentlig lige til det i et samfund, der i høj grad måler personlig succes på alt andet end personlige SoMe-facader, og hvor spejlbillederne smukkeseres af filtre og cute katteører? Nadia savner dengang, New York var lidt mere rodet, lidt mere skæv, men hun kunne lige så godt tale om det moderne menneskes eksistentialistiske rengøringsfobi.

Og når hun i sidste episode funderer over, om hun og Alan måske simpelthen er for sårbare til den her verden, ekkoer hun en hel generations kamp mod voksende ensomhed og depression overfor det 21. århundredes turbotempo, der nogle gange ligefrem synes at belønne narcissisme (som Nadia også lider af) og tromle lavt selvværd.

Oldnordiske mande-fordomme

Samfundet elsker at definere maskulin selvudvikling igennem håndgribelige arbejdsresultater, der kan vække beundring udadtil – Bill Murrays Phil lærer blandt andet at spille klaver og kreere isskulpturer – mens indre sjæleransagelse traditionelt set har mere feminine, ’vattede’ fortegn. Derfor føles det også enormt væsentligt, at vi ser Alan i ’Russian Doll’ bakse med en flosset psyke og galoperende mindreværdskomplekser over sin vingeskudte maskulinitet, der bogstaveligt talt har drevet ham ud over kanten.

Mænd står som bekendt for størstedelen af ’succesfulde’ selvmord i den virkelige verden, og det er velkomment, at ’Russian Doll’ tager problematikken op for at udfordre oldnordiske fordomme om ’svage’ mænd med ’bløde værdier’. Alan er ikke skvattet: Han spiller såmænd bare den rolle, kvinder traditionelt set plejer at få tildelt på skærmen.

Nadia og Alans redning bliver, at de lærer at favne sig selv og hinanden som fejlbarlige mennesker, og dermed endte serien som en langt vægtigere samfundskommentar, end babusjka-Nadias tungt makeuppede yderste lag gav udtryk for. ’Groundhog Day’ er tidløs, men ’Russian Doll’ er akut tidssvarende.

Rebecca Henderson og Greta Lee i ‘Russian Doll’.

Rulletekst-strøtanke:
Hen mod slutningen af serien kommer Nadia ud af badeværelset til en tom lejlighed, hvor kun ’Gotta Get Up’ stadig spiller, og veninden Maxine (fantastiske Greta Lee) danser rundt helt alene. Nadia trygler Maxine om at følge med hende, og med ét synes serien at bryde totalt med sin fortællestruktur, da Maxine ukarakteristisk alvorstungt erklærer: »Det kan jeg ikke«.

 Er det Nadia, der hallucinerer, eller er Maxine selv fanget i et loop, der forhindrer hende i at forlade lejligheden? Og er det tilfældigt, at begge kvinders ydre karakteriseres af iøjefaldende markante eyeliners, der agerer visir for sjælens spejl (briller bruges på lignende vis i halvdelen af seriens scener)? Sæson 2 har allerede fået grønt lys, og jeg har en svag mistanke om, at serien kanske vil vende fokus mod nogle af biroller, vi allerede kender.

Læs også: Alle (ALLE!) ryger i tv-serierne for tiden – og det strider mod al sund fornuft

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold