Så er det bekræftet: Oscar-showet er i sit livs krise

Så er det bekræftet: Oscar-showet er i sit livs krise
Melissa McCarthy og Brian Tyree Henry i kostume-galore var et af de få højdepunkter ved årets Oscar-show.
Foto: Kevin Winter/Getty Images
2 6
Oscar-showet

Den 24. februar 2019 i Los Angeles

»We are the champions!« sang (resterne af) Queen, da tæppet gik i Dolby Theatre på Hollywood Boulevard, og de forsamlede kendisser sprang op for at danse showet i gang, akkurat som da Justin Timberlake gæstede filmfesten i 2017 med en energisk fremførelse af ’Can’t Stop the Feeling’ blandt stolerækkerne.

Men ligesom supergruppens nostalgioptræden her hurtigt udviklede sig til et fadt ekko af fortidens guddom, var der mere grå champignonsovs end champions over (med Ryan Seacrests evige entusiastiske ord) »HOLLYWOOD’S BIGGEST NIGHT« anno 2019.

Spændingen var ellers til at tage og føle på forud for uddelingen, der som bekendt har været omgærdet af skandale og pr-fadæser i sjældent pinlig grad helt frem til få dage før den røde løber blev rullet ud.

Ikke siden det herrens år 1989 havde Oscar måtte klare sig igennem natten uden en vært til at styre løjerne, og dengang fremprovokerede Akademiets ’alternative’ underholdningspåfund både fordømmelse fra Hollywoods største stjerner såvel som et sagsanlæg fra Disney (mere om det i vores rangering af Oscar-historiens største WTF-øjeblikke).

Til sammenligning kunne moderkanalen ABC i nat drage et lettelsens suk, for det er svært at forestille sig, at mange fik pulsen op under den stringente live-udsendelse – hovedsageligt fordi producenterne havde gjort en uhensigtsmæssig dyd ud af at lulle seerne halvt i søvn med det mest fesne program i mands minde til ære for den rigide tidsplan og bornerthedens uhellige navn. Hvad blev der af festfyrværkeriet og den opulente, satiriske svælgen i filmverdenens exces og selvfedhed, som de tidligere værter Jimmy Kimmel, Ellen DeGeneres og 90’er-favoritten Billy Crystal førhen har spiddet med glimt i øjet og frække tricks i ærmet?

Lidt for pæne presenters

Helt i tråd med de forgangne måneders hovedløse tilrettelæggelsesstrategier (få et overblik over alle Akademiets fodfejl her) bar aftenen alt for tydeligt præg af et hastigt sammensat show, der skyede overraskelsesmomenter og fandenivoldskhed til fordel for muy velopdragne presenters med angiveligt bred publikumsappel a la Pharrell Williams, kokken José Andrés og sportsikonet Serena Williams (som af komplet uransagelig årsager præsenterede ’A Star is Born’ og sammenlignede tematikkerne med at spille tennis), der måske nok skulle have kælet for den unge smag, var det ikke, fordi deres karisma forblev totalt uudnyttet, som de stod der med pænt foldede hænder og seriøse miner.

Det startede ellers semi-lovende: Komikerne Tina Fey, Amy Poehler og Maya Rudolph havde fået æren af at åbne ballet ved at uddele den første pris – bedste kvindelige birolle – og leverede veloplagt stand-up til salens udtalte begejstring:

»’Roma’ fra Netflix er nomineret, hvad bliver det næste – at min mikroovn laver en film?!« jokede Fey blandt andet med reference til biografernes kritik af streamingtjenesten, som står bag Alfonso Curaóns sort-hvide mesterværk.

Maya Rudolph, Tina Fey, og Amy Poehler svar et højdepunkt i Oscar-showet 2019. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Og Maya Rudolph sendte en hilsen til Bradley Coopers alkoholiserede karakter i ’A Star is Born’:

»Bare rolig Bradley, efter at have fået fire børn har jeg også tisset i bukserne til Grammy-uddelingen«.

Fey og Poehler – som har ageret værter for lillebror Golden Globes – skulle efter sigende have takket nej til at hoste Oscar, men damn hvor havde jeg gerne set dem og Rudolph gribe stafetten for en anderledes sprælsk tv-oplevelse. Efter trioens alt for hurtige exit gik det således støt ned ad bakke for showbiz-faktoren, om end der paradoksalt var flere historiske overraskelser blandt de store priser, hvor ’Green Book’ nuppede bedste film foran favoritten ’Roma’ (meh), og Olivia Colman i ’The Favourite’ slog veteranen Glen Close i ’The Wife’ på målstregen (overordentligt fortjent) for bedste kvindelige hovedrolle.

At Rami Maleks overbid helt som forventet vandt for Bedste mandlige hovedrolle over åbenlyst vægtigere skuespilpræstationer fra kollegerne Willem Dafoe, Bradley Cooper, Viggo Mortensen og Christian Bale, vil jeg helt undlade at kommentere i denne omgang af frygt for at spy galde og sort morgenkaffe over tastaturet.

Minimale udsving på spændingskurven

Glimtvist bramfri lykkeudbrud lyste op fra uventet kant, som da instruktøren Rayka Zehtabchi bag vinderen af bedste korte dokumentar, ’Period. End of Sentence’, udbrød »Jeg kan slet ikke forstå, at en film om menstruation lige vandt en Oscar!« (første gang i historien, ordet menstruation er blevet ytret på Oscar-scenen), og gud ske tak og lov også for euforiske Colman og Lady Gaga, der hver især leverede oprigtigt rørende og vidunderligt quirky takketaler (Gaga selvfølgelig for bedste sang).

Selvsamme Gaga og Bradley Cooper kiggede endvidere hinanden så dybt i øjnene under fremførelsen af ‘Shallow’, at sommerfuglene flagrede ud i salen (tre timer med de to i intimkoncert havde sådan set været at foretrække any day), og Melissa McCarthy (der selv var hovedrollenomineret for ’Can You Ever Forgive Me?’) og Brian Tyree Henry (’If Beale Street Could Talk’) forsøgte at sætte lidt liv i kludene – bogstaveligt talt! – da de præsenterede prisen for bedste kostumer iført fashion-mashups af samtlige nominerede films stilarter.

Men selv McCarthys dronningeslæb med påsyede tøjkaniner som hyldest til Yorgos Lanthimos’ ’The Favourite’ kunne ikke skjule, at Oscar-kejseren ikke havde noget tøj på i maskinrummet. Og måden, hvorpå man ganske enkelt trak stikket for mikrofon og spotlys, hvis talerne gik så meget som et begejstret hjerteslag over 90 sekunder, var et decideret usympatisk træk, uagtet at det skulle holde spilletiden inden for de ønskede rammer.

Keegan-Michael Key svæver ned på Oscar-gulvet, hvor han skulle præsentere den nominerede sang fra ‘Mary Poppins’. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Det var sigende for spændingskurvens minimale udsving, at eventens eneste selviscenesatte ‘tekniske fejl’ opstod, da Keegan-Michael Key ikke kunne finde ud af at slå sin Mary Poppins-paraply ned, og blot kastede den til side – præcis som en vis orange præsident – men givetvis rigeligt for Akademiets udskældte formand John Bailey, der går i seng med visheden om, at den kaotiske optakt alligevel mundede ud i et tækkeligt show, der (på den positive konto) kunne bryste sig af et presenter-udvalg så diversificeret som et Benetton-katalog, og som højest trådte et par republikanere over tæerne, når der gik moderat politisk dunder i retorikken med referencer til Trumps mur og Spike Lees kampråb om folkelig mobilisering forud for valget 2020.

Men produktionen overbeviste ingenlunde om, at Akademiet har overvundet sin retningsløse identitetskrise i ingenmandslandet mellem drømmen om at besnære boxofficekulturen (en montage af blockbuster-hits smagte særligt påklistret), pleje Twitter-korrektheden og varetage sin egen skattede arv i en Youtube-æra uden at klippe hæl, tå og humoristisk sans i farten. Oscar har mistet selvtilliden, og det er katastrofalt for en event, der lever af at fejre sig selv og filmmagien ved at stikke os uapologetisk storladne stjerneblår i øjnene den ene gang om året.

Goodnight and good luck. Oscar får brug for det i 2020, hvis institutionen skal bibeholde sin status som et af verdens mest prestigiøse live-shows.

Læs også: Oscar-showet overrasker i de helt store kategorier – se vinderlisten

Læs også: De største højdepunkter under nattens Oscar-show – fra menstruationsligestilling til Lady Gaga og Bradley Coopers ‘get a room’-øjeblik

Læs også: Med sejren til ‘Green Book’ lander Oscar på den forkerte side af historien

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold