Ulrich Thomsen skal spille vores mand i Amerika i Christina Rosendahls nye film

Ulrich Thomsen skal spille vores mand i Amerika i Christina Rosendahls nye film
Mikkel Boe Følsgaard og Ulrich Thomsen har de bærende roller i Christina Rosendahls kommende film, 'Vores mand i Amerika'. (Foto: Christian Geisnæs)

Ulrich Thomsen har de seneste år delt sin tid mellem danske roller i film som ‘I krig og kærlighed’ og ‘Darling’ med udenlandske af slagsen i serier som ‘Counterpart’ og den kommende sæson 2 af ‘The New Pope’.

Men nu har den danske stjerne også rettet blikket mod sin første danske hovedrolle siden Ole Bornedals polariserende ‘Dræberne fra Nibe’ i 2017.

Thomsen skal spille Danmarks ambassadør i USA, Henrik Kaufmann, som under Anden Verdenskrig fra sin position på den anden side af Atlanten satte alt ind på at give den tyske besættelsesmagt kamp til stregen, selvom den danske regering øjeblikkeligt havde kapituleret.

Det sker i Christina Rosendahls nye film, ‘Vores mand i Amerika’. Det er Rosendahls første fiktionsfilm siden den ligeledes historiske ‘Idealisten’ fra 2015 – og hendes første film siden dokumentaren ‘Vold – i kærlighedens navn’, der med sin fortælling om vold mod kvinder vakte opsigt.

‘Vores mand i Amerika’ bliver Rosendahls hidtil største projekt, og hun udtaler om sin fascination af sin nye hovedkarakter dette:

»Henrik Kauffmann er en vild, modig og overrumplende karakter. En politisk rebel, der beslutter sig for at gå sin helt egen vej på et for Danmark meget farligt tidspunkt. Hans enegang fascinerer mig dybt. Hans drivkraft og hans kompromisløshed. Han skabte helt ekstraordinære resultater, men prisen var høj. Jeg glæder mig meget til dele fortællingen om Henrik Kauffmann med resten af verden«.

Også en anden af dansk films stærkeste skuespilkræfter er annonceret til projektet. Mikkel Boe Følsgaard skal således spille Kaufmanns nære medarbejder, diplomaten Povl Bang-Jensen.

‘Vores mand i Amerika’ starter optagelser 8. april i Ungarn og får premiere i foråret 2020, ved 75-året for Danmarks befrielse.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af