Amnesty, træd varsomt: Angrebet på ’Den Korte Radioavis’-satire er pinligt

Amnesty, træd varsomt: Angrebet på ’Den Korte Radioavis’-satire er pinligt
Kirstin Birgit og Rasmus Bruun i 'Den Korte Radioavis'-klæder.
Amnesty arbejder for, at mennesker over hele verden kan udtrykke sig frit. Altså undtagen hvis det går ud over Amalie Have, som de har et samarbejde med om noget helt andet end det, ’Den Korte Radioavis’ har skudt hende i skoen for.
Amnesty, træd varsomt: Angrebet på ’Den Korte Radioavis’-satire er pinligt
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

I februar aflagde Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i ’Den Korte Radioavis’ en række beskeder på debattøren Amalie Haves telefonsvarer.

»Nogle gange, Amalie, må jeg spørge mig selv: Hvor dum har man lov at være? Jeg sagde til dig, sidste gang jeg ringede, at jeg ville holde øje med dig, fordi det er hårdt at være en hellig-Frans«, lød det blandt andet fra Radio24syvs satiriske galionsfigur i kølvandet på, at Have havde fået Lukas Graham til at fjerne et Spotify-covernummer af nu afdøde XXXTentacion, der blandt andet var anklaget for at have tæsket sin gravide kæreste.

’Den Korte Radioavis’ gennemgik de kunstnere, som Amalie Have selv havde lyttet til på sin Spotify. Flere af dem, som Marvin Gaye, Elvis Presley og J Hus, havde også en blakket fortid, og satireprogrammet mente at identificere et vist hykleri.

»Jeg har ikke været opmærksom på, at de ovenstående kunstnere har været problematiske, og havde jeg vidst det, havde de ikke været at finde i mit Spotify-bibliotek. Punktum«, skrev Amalie Have på sin Facebook efter første telefonsvarerbesked.

»Det ærgrer mig at ’Den Korte Radioavis’ og folk i diverse kommentarspor generelt misforstår, at det netop handler om, hvordan vi som forbrugere agerer og reagerer, når det bliver bragt til vores opmærksomhed, at kunstnere har begået overgreb«, fortsatte hun.

Kasketforvirring af højeste karat

Nu har skærmydslen fået en opsigtsvækkende overbygning. Amnesty International har nemlig forsøgt at få Radio24syv til at trække satiren tilbage.

»Amalie Have har været i dialog med Amnesty International for at få stoppet chikane fra programmet ’Den Korte Radioavis’«, skriver de i dag i en erklæring. »Chikanen har blandt andet resulteret i, at Amalie Have har fået tilsendt trusler og hadbeskeder. De mange henvendelser har haft voldsomme følelsesmæssige konsekvenser for Amalie Have«.

Amnesty tilføjer, at de 27. februar rettede henvendelse til Radio24syv for at få stoppet chikanen. Da kanalen afviste det, har Amnesty hjulpet Amalie Have med at få en advokat, og det videre forløb er nu en sag mellem Have og 24syv.

Mads Brügger udtalte i går til Politiken, at Amnesty havde krævet, at satiren skulle slettes, og at Amalie Have skulle have en undskyldning. »Kort og godt har vi skrevet tilbage, at det kommer til at ske den dag helvede fryser til is, og så skal vi slås på isen. Det er fuldstændig udelukket, at det kommer til at ske«, slog han malerisk fast.

Og man forstår godt kampgejsten.

Et af Amnestys primære fokusområder – på linje med »Mennesker på flugt«, »Tortur og dødsstraf« og »Fattigdom« – er »Frihed«. »Vi arbejder for, at mennesker over hele verden kan udtrykke sig frit«, hedder det på Amnesty.dk. I marts sidste år engagerede organisationen sig for eksempel i, hvordan den spanske regering i stigende grad var begyndt at bruge antiterrorlovgivning til at retsforfølge musikere, journalister og, nå ja, satirikere.

At selvsamme organisation nu presser et frit medie til at tilbagekalde et stykke satire, er ufatteligt.

Noget af svaret skal findes i, at Amnesty for tiden har et samarbejde med Amalie Have om en kampagne om retfærdighed for voldtægtsoverlevere. ’Den Korte Radioavis’ satire har imidlertid intet med Amalie Haves position som voldtægtsoffer at gøre. Det virker som kasketforvirring af højeste karat. Ville Amnesty også involvere sig, hvis Amalie Have havde fået stjålet sin pung på Strøget?

Men det er nu ikke det værste. Det værste er princippet.

Ikke en trussel

For det er givetvist rigtigt, at Amalie Have har været hårdt ramt af Kirsten Birgits varmesøgende satiremissil. Jeg ville heller ikke synes, det var specielt morsomt at have ’Den Korte Radioavis’ på nakken. Frederik Cilius, Rasmus Bruun og deres hold er brutale, benhårde, sommetider direkte perfide. Det er gået ud over mange andre mennesker end Amalie Have, senest for eksempel Henrik Sass Larsen, om hvem de har viderekolporteret nærmest usigelige rygter om blandt andet hans seksualitet. De går efter folks udseende, hudfarve, religion, seksuelle orientering, grundlæggende værdisæt. Intet er helligt, og der er ingen tvivl om, at programmet finder særlig fornøjelse i at udstille den krænkelsesparate venstrefløj.

Det er da heller ikke altid et kønt syn, når man nærstuderer kommentarfelterne under de videouddrag med Kirsten Birgits telefonsvarerbeskeder, som Radio24syv ikke har været sene til at sprede på Facebook. Der er en kult omkring ’Den Korte Radioavis’, som nogle gange glemmer, at det er satire, at Kisser ikke altid er et sandhedsvidne, og at også Cilius & Bruun trækker fronterne op i satirens navn og indimellem undlader nuancer, som ikke passer ind i deres komiske og nogle gange måske endda (værdi)politiske dagsorden.

Men det er i sidste ende ikke ’Den Korte Radioavis’ ansvar, at Amalie Have rammes af trusler og hadbeskeder fra den slags internetkrigere, der forpester alle typer debatter i disse år. Trusselmagere og hadspredere skal man da gå efter. Men ikke gennem pression af ’Radio24syv’ by proxy.

Og for nu lige at slå det fast: Når Kirsten Birgit siger »Pige, træd varsomt«, skal man læse altså satiren, som Rasmus Palludan læser Koranen, hvis man mener, at det er en trussel i sig selv.

Man må finde sig i satire. Også selvom det sårer. Lad os bare diskutere, om angrebet på Amalie Have var god satire eller god stil. Lad os endelig diskutere, om vi kan adskille kunsten og kunstneren. Lad os endelig diskutere, om ’Den Korte Radioavis’ er for hårde i filten. Imens kan Amnesty så indstille deres pinlige brainfart af et forsøg på at lukke munden på et frit medie og vende tilbage til deres agtværdige rolle som forkæmper for frihed.

Dette er ikke en trussel, men: Amnesty, træd varsomt.

Læs også: Da duoen bag ‘Den Korte Radioavis’ nødlukkede ‘Hvem vil være millionær’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold