’Aquarela’: Pludselig forsvinder en bil ned gennem isen – og kameraet fanger det

’Aquarela’: Pludselig forsvinder en bil ned gennem isen – og kameraet fanger det
'Aquarela'
5 6
Dokumentar
Instruktion

Victor Kossakovsky

Spilletid

89 min.

Premiere

Den 24., 26. og 30. marts på CPH:DOX

CPH:DOX. ’Aquarela’ handler om noget så simpelt som vand. Det er dog ikke den rislende og klukkende slags, hvis lyde egner sig til meditation og afslapning. Fokus er i stedet på de enorme, brusende og kraftfulde vandmængder, som fylder det meste af kloden.

Den næsten ordløse dokumentar tager os verden rundt med en voldsomt flot og klar billedside, filmet med 96 billeder i sekundet, som ofte akkompagneres af buldrende, pulserende undervandslyde. Af og til afløses de af et hårdtslående score fra det finske heavy metal-band Apocalyptica. Men den russiske instruktør Victor Kossakovsky giver også masser af plads til de stille øjeblikke, der bliver lige så virkningsfulde som de højlydte.

’Aquarela’ er en underspillet kommentar til klimakrisen. Den viser os, hvilke kræfter der er på spil, og hvordan kloden er i forandring uden brug af forklarende voiceover, tal eller anden pædagogik. Alligevel fiser den direkte ind mere skræmmende end nogen anden film om klimaforandringer: Mennesket er meget lille over for de bevægelser, vi forrykker med vores uansvarlige CO2-forbrug.

I ’Aquarela’ er naturen dog også altid imponerende, smuk og opslugende, og man fortaber sig let i billederne. Hvis Guds rige eksisterer, kunne porten dertil snildt eksistere ved det store Salto Ángel-vandfald i Venezuela, som ses undervejs. Vandstrømme pulveriseres til dampskyer, mens der tegner sig en glitrende regnbue.

Dokumentaren bliver imidlertid allermest medrivende, når der er mennesker med i billedet. For her oplever man i sandhed, hvor små og ubetydelige vi er over for de vilde naturkræfter. En mand kravler eksempelvis rundt højt oppe i masten på et sejlskib, mens vinden blæser ustyrligt, og kæmpestore bølger vælter ind over rælingen. Gang på gang understreges det, at selv hvis vi formår at gøre Jorden ubeboelig for os selv, vil vandet stadig strømme til evig tid.

Filmens ellers stilfærdige indledning udvikler sig også langsomt til et uhyggeligt syn. Vi følger et redningshold ved den sibiriske Najkalsø, der leder efter noget under den isede overflade. Det viser sig at være en hvid personbil, som de hiver op fra dybet. De lokale er vant til at fræse over søen, når isen er tyk nok, men dette år er den begyndt at smelte tre uger tidligere end normalt, hvilket betyder, at mange af bilisterne ryger igennem.

Sådan en ulykke formår kameraet at fange, mens den sker. I det fjerne ses en hurtigkørende bil, og pludselig forsvinder ned gennem det hvide underlag. Da redningsholdet kommer derhen, kæmper to mænd sig op af det kolde vand. Den ene bløder fra et sår i ansigtet og er meget fortumlet. Han råber, at hans kammerat er druknet.

Bilen med vennen er gledet ind under isen, som to mænd forsøger at slå hul på. Men så klippes der brat væk fra redningsaktionen. Det giver et sug i maven, når vi må gætte os til, at den ikke lykkedes.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019

Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold