’Cutterhead’: Ny dansk katastrofethriller går direkte i kroppen

’Cutterhead’: Ny dansk katastrofethriller går direkte i kroppen
'Cutterhead'.
5 6
Spillefilm
Instruktion

Rasmus Kloster Bro

Medvirkende

Christine Sønderris, Samson Semere, Krešimir Mikić

Spilletid

84 min.

Premiere

Den 21. marts

De fleste københavnere har passeret metrobyggeriets arbejdere i morgentimerne, inden den brogede flok af nationaliteter er steget ned i undergrunden for at få 17 nye metrostationer op at køre inden juli 2019.

Få af os, i hvert fald ikke mig, har nogensinde udvekslet et ord med denne arbejdsomme flok fra undergrunden. Det får kommunikationsmedarbejderen Rie (Christine Sønderris) i dén grad chancen for i den grumme ’Cutterhead’. Hun er på pr-opgave 20 meter under Københavns biler, cykler og løbehjul, da hun pludselig finder sig selv spærret inde i selskab med metroarbejderne Ivo (Krešimir Mikić) fra Kroatien og Bharan (Samson Semere) fra Eritrea.

Man går til dette dramaturgisk minimalistiske drama med store forventninger som dansk filmfan med bare antydningen af en mental rooligan-kasket siddende på issen. ’Cutterhead’ er, ikke helt ulig sidste års hit ’Den skyldige’, en intim, klaustrofobisk apokalypse, indspillet på ganske få kvadratmeter og med en person i centrum, hvis lag bliver skrællet som et løg.

Den får fuld dystopisk skrue fra første færd. Vi stiger fra den tågede byggeplads ned i underverden til dystopisk science fiction-musik, på elevatoren står der »Heaven« og »Hell« på knapperne, der sender personalet frem mellem overfladen og undergrunden. Bare så vi ikke er i tvivl. Derefter bliver det for en stund overraskende morsomt, når Rie skal samle gode pr-historier blandt de hjelmbærende medarbejderne, der taler dårligt engelsk og har gjort sig ret få tanker om det pro-europæiske islæt i metroarbejdet. Crewet er venlige mennesker, så de svarer hjælpsomt »yes« på Ries lukkede spørgsmål.

‘Cutterhead’

En brand opstår tæt på skærehovedet, der knuser sig gennem undergrunden. Rie, Ivo og Bharan er derefter alene sammen i et trangt beskyttelsesrum, det øvrige mandskab må antages at være evakueret. Trioen, der taler sammen på engelsk, skal nu overladt til hinanden forsøge at finde ud af dette brønddybe helvede med livet i behold.

Karakteristisk nok for one-location-settingen kommer der aldrig et helikopterperspektiv og forklarer os, hvad der er sket: Vi ved aldrig, hvilke tanker kollegaer og myndigheder gør sig om ulykken, de indespærrede medarbejdere og den ulyksalige kommunikationskonsulent. Et par røgdykkere når frem og skaber håb, men en gaseksplosion fejer dem af spillebrættet igen. Selvom vi kun er nede under Københavns gader og ikke ude i rummet er der i den rumlende undergrund samme fornemmelse over at være afskåret fra dagslyset, som i rumfilmen over dem alle, ’2001: A Space Odyssey’. Vi har den nødvendige teknik og ingeniørkunst til at være her, jovist, men hvad laver vi egentlig her? Filmen fremmaner flot og med få midler uhygge, en sørgmodig stemning af kulde, forladthed og rå maskindominans.

‘Cutterhead’.

Trykket falder, varmen stiger, og ilten bliver dyrebar. Imens lærer de tre hinanden at kende. Afrikanerens tragiske baggrund og stenede vej til Danmark. Kroatens fundamentale dedikation til familien. Danskerens mangel på samme. Danskeren er, diplomatisk udtrykt, heller ikke selv ret stærk udi det internationale samarbejde, hun oprindeligt er sendt ned i undergrunden for at dokumentere. Imens svinder ilten og handlemulighederne ditto.

Det er et stykke tid så effektivt, at man vender sig og drejer sig i sædet med samme ønske om at styrte ud i lyset som filmens karakterer. Der er momenter, hvor man hjulpet af lyddesignet kommer helt ind i kroppen på Rie og næsten fysisk mærker det voldsomme fysiske tryk. Finalen ligner en krydsning mellem Michael Hanekes ’Ulvetider’, ’The Blair Witch Project’ og de sidste scener i ’Apocalypse Now’.

Her er voldsom forvirring og desorientering i kloakmørket, men instruktør og manuskriptmedforfatter Rasmus Kloster Bro virker her og der mere forhippet på som en anden selvhadende Haneke at skildre den hvide vesteuropæers brutale egoisme end at skabe den suspense, historien lægger op til.

Det ændrer dog ikke ved, at ’Cutterhead’ er en rejse gennem mørket, der vil sidde i kroppen under utallige ture i metroen fremover. Jeg passerede Nørreport Station på min vej hjem fra biografen, og det gibbede lidt i mig, da jeg kunne høre noget, der lød som bor nede fra den dybe undergrund…


Kort sagt:
’Cutterhead’ er næppe den pr-indsats, Metroselskabet har drømt om. Som thriller er den til gengæld uhyre effektiv og ikke for de klaustrofobisk anlagte.

Læs også: Interview med ‘Cutterhead’-instruktør Rasmus Kloster Bro – »Det var som at leve på månen«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold