Det havde unægtelig været nemmere at have fået denne invitation for tre-fire år siden, hvor dansk film oplevede en mager høst på alle niveauer.
Nu har vi til gengæld lige rundet 2017 og 2018, der har været de bedste sæsoner i årevis: Stor variation, nybrud og sidste år også gang i billetlugerne. Skønt for os alle – men selvfølgelig lidt irriterende i forhold til dette arrangement.
Men vi er blevet bedt om at sætte fingeren på de ømme punkter. Og jeg vil her bore alle mine ti kontortynde fingre ned i det, jeg anser for dansk films store akilleshæl i disse år.
Når dansk films øverste repræsentanter lidt højstemt skal forklare, hvad dansk film skal kunne – hvorfor vi har brug for danske film – så er det, at filmene holder et spejl op for befolkningen. Vi skal forstå os selv, hinanden og den verden, vi lever i, på en lidt anden måde, når vi har stået ansigt til ansigt med en af årets danske film.
Men spørgsmålet er, om dansk film faktisk lever op til det? Eller om spejlet er en lille smule sløret?
Helt ind i sindet
Jeg har googlet mig frem til, hvilke emner der optager danskerne mest frem mod det kommende folketingsvalg. Og nu får I lige top 5 ud fra en undersøgelse foretaget sidste år:
1. Flygtninge og indvandrere
2. Sundhed
3. Miljø & klima
4. Socialområdet
5. Uddannelse
Nu ville det naturligvis være et Sovjet-inspireret skråplan at mene, at dansk film bør hakke emnerne af fra toppen, og så er den skid slået: Stor stor kunst. For én ting er, hvad vi forventer fra vores politikere, noget andet er naturligvis, hvad vi forventer fra vores kultur.
Men det er alligevel tankevækkende, at man kun behøver at have én hånd fremme for at tælle de danske film, der de seneste år er gået i clinch med de større samfundsmæssige tematikker, som optager os alle i disse år.
Sagt lidt firkantet er danske film mere optaget af psykologi end samfundsfag. Danske film går heeeelt ind i sindet. Hvordan er det at være kvinde? Hvordan er det at blive mobbet? Hvordan er det at flytte til provinsen? Hvordan er det at have en kugleskør familie? Hvordan er det at være Lars von Trier? Og skal vi endelig sige noget om nutiden, sker det gennem skildringer af fortiden, med den betryggende distance det nu engang giver.
Den slags historier kan selvfølgelig godt være en slags diagnose af det danske folk anno 2019. Men vi lever i en tid med væsentlige samfundsforandringer, fra klima til flygtningekrise, præstationskultur til stressepidemi. Men med ganske få undtagelser forholder dansk film sig ikke til det.
TV-2 sang som bekendt, at det er samfundets skyld, men i dansk film er det barndommens skyld, forældrenes skyld, den menneskelige naturs skyld. De større strukturer, individets plads i fællesskabet, er der ikke rigtigt blik for. Det har vi overladt til dokumentarfilmene. Danske spillefilm handler om, hvordan vi havde det, hvordan vi har det – og om at få os i biografen for at glemme, hvordan vi har det.
De krænkede, krænkerne og klynkerne
Jeg forstår jo godt hvorfor. Ingen af os drømmer os tilbage til grå køkkenvaskfilm a la 70’erne, hvor karakterne drikker håndbajere, spiser æggemadder med majonæse og snakker om, hvor u-RAT-færdigt samfundet er.
Men jeg ser faktisk en gylden mulighed for at genopfinde den samfundskritiske danske film lige nu. Vi ser en ny generation af filmskabere, som ikke er bange for at give klassiske genreformularer et vrid, så de pludselig belyser mere, end vi er vant til fra den amerikanske fortællekunst.
Og vi kan fint lade os inspirere af nyere eksempler fra udlandet. Med film som Ruben Östlunds ’The Square’ og Boots Rileys ’Sorry to Bother You’ har vi set, at man sagtens kan være klassespiddende og satirisk uden at kede publikum ihjel med politiske paroler. Film som amerikanske ’The Florida Project’, russiske ’Loveless’ og libanesiske ’Kapernaum’ har vist, at man godt kan skabe virkelighedsnære fortællinger på en måde, som føles mere moderne og friske end det, vi normalt forbinder med indigneret socialrealisme.
Film som iranske ’Nader & Simin’ og rumænske ’Prøven’ har vist, at i den rette instruktørs hænder kan samspillet mellem det minutiøse karakterportræt og den underliggende systemkritik udgøre en fantastisk filmisk kraft.
Jeg vil gerne se film, der ser problemer og ikke udfordringer. Som skaber debat om, hvor vi er på vej hen som samfund. Om egoisme og kapitalisme, om svindel og bedrag og banker og boliglån, om sexchikane, albuer og hierarkier, om kynikerne på højrefløjen og de frelste på venstrefløjen, om de frelste på højrefløjen og kynikerne på venstrefløjen, om de krænkede og krænkerne og klynkerne, om magtens elite og dem på bunden, som ingen interesserer sig for. En nazist i dansk film? Okay, det er måske at tage den et mulehår for langt.
Men hvad med en psykedelisk horrorfilm om klimaforandringer? En musical om at være arbejdsløs? En kulsort komedie om livet på et ressourceramt hospital? En højspændt thriller om en 12-talspiges hævn? Et fyrrigt drama om fire kvinders intriger på institut for menneskerettigheder, spillet af fire af dansk films største skuespillerinder? Nå ja, lige den er vist på vej.
Hermed en udfordring
I forlængelse af alt dette kunne jeg også godt tænke mig at se flere almindelige mennesker i dansk film. I disse år handler danske spillefilm om konger, gangstere, seriemordere, kunstnere, sangstjerner og julemænd. Og skal jeg give mit bud på, hvilken film fra de seneste år er kommet tættest på at fortælle opfindsomt om helt almindeligt danskerliv, så er mit svar ’Ternet Ninja’.
Det er naturligvis ikke nødvendigvis nemt at få danskerne til at se film om alle de problemer, de i forvejen er dødtrætte af ude i virkeligheden? Er det ikke noget andet, man søger, når man går i biografen? Muligvis, men det er så heldigvis der, I på Filminstituttet, kunstnerne og markedsføringsfolkene må stemple ind, mens kritikeren stempler ud.
Bundlinjen er, at mens mange, når snakken falder på dansk film, bekymrer sig for fremtiden, bekymrer jeg mig faktisk mere for samtiden. Og jeg har grublet over, hvorfor vi ikke ser flere film, der engagerer sig bare en lille smule i verden omkring os. Et bud er selvfølgelig, at vores filmkunstnere hellere vil pille i navlen end i samfundets brodne kar. Men det tror jeg nu kun er en kvart sandhed. Jeg tror måske snarere, at den politiske filmkunst har været gået lidt af mode. Den virker simpelthen gammeldags og usexet.
Men vi har jo set med ’En frygtelig kvinde’, at det kan lade sig gøre at tale direkte ind i et eksplosivt og højaktuelt felt, uden at den kunstneriske kvalitet ryger.
Så jeg vil gerne give Filminstituttet den udfordring at gøre både Henrik Marstal, Sørine Godtfredsen, Carsten Jensen og Svend Brinkmann stikhamrende tossede inden for de næste fem år, fordi de har set en dansk film, der prikkede godt og grundigt til deres værdier.
Tak for taletiden.
Læs også: Årtusindets 25 bedste danske film